I never saw a wild thing sorry for itself. A small bird will drop frozen dead from a bough without ever having felt sorry for itself.
D.H. Lawrence
Denne fugl er ikke faldet frossen ned fra pinden, men faldet er den. Jeg kender og husker ikke digtet fordi jeg læser digte, men fordi jeg har set G.I. Jane. I mit hoved kan jeg høre Viggo Mortensen, i rollen som Comand Master Chief John James Urgayle, recitere det.
G.I. Jane er en af mine yndlingsfilm. Jeg har set den mange gange, og måske ser jeg den igen i aften. Den er god at få boostet sin stamina af.
I går var jeg i biografen og se Songs of Earth. En ven havde opdaget at filmen fandtes og var aktuel og havde spurgt om jeg ville med. Det endte med at blive en stor gave som jeg er meget taknemmelig for.
Du kan se traileren her:
Filmen er næsten udelukkende bygget op af ufatteligt smukke billeder fra især luften højt over jorden og i en sekvens også fra under vandets overflade. Den er optaget i et område i Norge, Oldedalen. Billederne har en vandrende mand og indimellem også en kvinde, nemlig instruktøren Margreth Olins forældre, som omdrejningspunkt.
Jeg sad længe i mørket og tænkte: Hvis man skal følge i nogens fodspor og se verden med den persons øjne, ser man da ikke verden i fugle- eller fiskeperspektiv? Hvad er meningen med det? Og så fattede jeg det med ét: Faderen, i hvis fodspor datteren følger, ser slet ikke verden med øjnene, men med sjælen, og har ikke sig selv, sit ego, sit begrænsede perspektiv i centrum. Nok ser han gennem øjnene, men det sete bliver opfattet via sjælen. Det er det filmen viser.
Jeg forlod biografen med den største lyst til at gå hjem og pakke rygsækken og gå fra min trivielle hverdag og ud i verden for at se med sjælen. Lade det vare en dag eller 30 år helt som det nu kunne blive til, og vide at nu skete der endelig noget vigtigt i mit liv, nemlig at jeg så. Jeg ville vide at det var en meget vigtigere beskæftigelse end det arbejde jeg udfører til hverdag. Det arbejde der mest af alt er en pisken rundt i hamsterhjulet og som jeg fejlagtigt tror det er livet om at gøre. Formentlig finder jeg ud af i sidste ende at det ikke har gjort nogen forskel overhovedet for nogen eller noget på et eksistentielt plan.
Desværre er jeg ikke gået endnu, men tænker at alt håb ikke er ude. Måske bliver hamsteren i mig færdig med sit ørkes- og formålsløse arbejde i tide til at jeg stadig kan nå at slippe ud og se med sjælen.
Hvis du ligesom jeg ser ekstra meget skærm i de her dage og mangler noget at fylde en time og tyve minutter ud med, kan jeg da lige foreslå Blue Jay på Netflix. Det er en varm, fin og ret dybsindig skildring af to helt almindelige mennesker og deres relation. Jeg synes de to hovedpersoner er fabelagtigt spillet af Sarah Paulson og Mark Duplass, og dertil er filmen i sort-hvid. Det skærper efter min mening fokus og gør de ellers ret subtile udtryk tydeligere. Jeg er vild med det (hvilket nok ikke er nogen overraskelse for den der har set mine billeder på instagram ;-)).
(Ellers har jeg set alverdens ting som ikke er værd at skrive hjem om, fordi jeg har strikket samtidig og ikke villet “spilde” noget godt på en delt opmærksomhed. Jeg er for tiden – når min opmærksomhed er udelt – mest optaget af Yellowstone (TV2 Play/SkyShowtime) og blev vanvittigt skuffet da der ikke kom et nyt afsnit mandag aften fordi serien holder en uges julepause. Jeg har også set 1883 med stor fornøjelse. Mens jeg skriver det her, kan jeg mærke at det føles som en quilty pleasure jeg synes jeg skal undskylde, måske fordi jeg læste et sted at især Trump-tilhængere kan finde noget at være enige i eller genkende i Taylor Sheridans westernunivers hvor der er kontant og skruppelløs afregning (men også ærlighed, hjerne og hjerte, efter min mening). Jeg kan godt garantere at jeg ikke har noget som helst tilovers for Trump. Ikke nogetsomhelst. Jeg synes bare Taylor Sheridan laver virkelig gode plots, interessante karakterer, autentiske miljøer og smukke billeder.
Derudover har jeg den nye sæson af The Sinner på programmet. Jeg syntes rigtig godt om især den første sæson og glæder mig til at se Harry Ambrose udfolde sine evner som menneskedetektiv og kredse sig kompromisløst ned under og ind bag ved de på overfladen valide og logiske facts og sammenhænge.
❁
Jeg sludrer, nu stopper jeg mig selv. Og ønsker alle underholdende og berigende skærmtid!)
Jeg er ved at komme mere i sync, det føles godt. Jeg har lavet absolut ingenting i dag ud over at gøre min lejlighed ren og herefter nyde at være i den. Jeg fik aldrig taget mig sammen til at gå ud, det var simpelthen for fristende bare at blive hjemme og forsvinde ind i de tanker og dagdrømme der kommer som de selv vil, når der ikke er noget der forstyrrer. Jeg har et stort behov for lange tidsrum hvor jeg kan fordybe mig alene og uforstyrret, hvis jeg skal have det godt og trives, og det står skralt til med det de fleste dage. Men i dag har været en god dag.
– ☆ –
Apropos til gårdsdagens apropos: Har du set The Power of the Dog (Netflix)? Hvis ikke, er der en anelse afsløring af handlingen i næste afsnit, blot så du er advaret.
Jeg vågnede op i morges og tænkte på den film. Jeg synes det er en mesterligt god film, jeg har set den to gange. Og det der knytter den til aproposet i går, er – i hvert fald i min mærkelige hjerne – det fænomen at vi kan se noget i omgivelserne der forekommer at være billeder af noget i os selv vi holder skjult og undertrykker, for ikke at sige fortrænger. Det dansende par i trærækken eller hunden i bjergkæden. Same, same, but different.
Det er bare en facet af den diamant jeg synes The Power of the Dog er, og der er meget mere at hente i den her komplekse film. Blot til oplysning :-).
