Tag: Film

Wassmos mennesker + det løse

Denne dag har været reserveret til Mit menneske af Herbjørg Wassmo. Jeg har glædet mig sådan, den sidste halvdel af bogen har ligget i mange dage og ventet på at jeg var frisk nok til at læse. Nu mangler jeg kun en lille bid, og den gemmer jeg til i morgen tidlig så jeg kan læse den med frisk opmærksomhed.

Når jeg læser noget af Wassmo, får jeg oplevelsen af at jeg ville have været god nok som menneske hvis jeg havde levet i samme verden som personerne i Wassmos univers. Denne bog er ingen undtagelse, og jeg tager imod det med stor påskønnelse iblandet både håb og raseri.

…

(I går aftes så jeg i øvrigt en ret skøn film: Eternal Sunshine of the spotless mind (HBO). Jeg blev tippet til at se den fordi jeg læser med hos psychologyjunkie.com og så dette indlæg. Jeg vil se The Silence of the Lambs/Ondskabens Øjne som det næste).

((Jeg havde egentlig annonceret at jeg ville poste links til alle mine indlæg i instagram-stories, men det kniber lidt med det. Jeg vil have lov til at tale fuldstændig frit her, og min fornemmelse er at ikke alt egner sig til instagram, så jeg springer over ind imellem)).

Horisont

Jeg vendte mig om i går på vej til CrossYoga; noget fik mig til at se mig tilbage. Ild i horisonten. Det så kønt ud derfra hvor jeg stod, men visheden om at under den samme måne kigger mennesker som du og jeg på en horisont i virkelige flammer, gjorde glæden meget kort.

Krig. En så fuldstændig anakronistisk og meningsløs magtudøvelse sender konstant bølger af sorg og frygt gennem mit system, uanset hvad jeg ellers beskæftiger mig med. En gal og grusom mand med alt for megen magt har sluppet sine indre dæmoner løs, og jeg får ikke ro før nogen får stoppet den her destruktive energiudladning. Det beder jeg til.

Og hvad laver jeg så ellers, mellem bølgerne?

Jeg læser En linje i verden af Dorthe Nors (essays) og Henrik Saxgren (fotos), og bogen tager mig med på en begavet og besjælet rejse langs Jyllands vestkyst, ja, faktisk med vadehavsbesøg helt ned til Holland. Poetisk, (selv)biografisk og fuld af både fakta og kendskab til naturen på samme tid. Dorthe Nors’ essays er meget bedre og mere end jeg kan finde ord for her og nu – jeg er vild med dem, de beriger og inspirerer mig. Desuden giver både essayene og Henrik Saxgrens fotos mig trøst og tro på at der endnu i verden findes diametrale modstykker til en bestemt russers afstumpede ånd.

Det samme kan man også sige om filmen Rose som jeg så i går. Jeg har heldigvis en ven som er rigtig god til at hive hjemmehængeren Janne ud af isolationen blandt andet for at se kvalitetsfilm, og jeg har ingen ord der kan beskrive hvor god jeg synes den film er. Jeg håber alle mennesker kommer til at se den og ikke mindst giver sig tid til at lade det synke rigtigt ind hvad de har set. Rose er som en bro over uroligt vand, det er det eneste jeg kan komme i tanke om at skrive lige nu.

Samme ven formår også at få mig ud at svømme, på den gode måde. I dag har jeg haft fri fordi det er mandag, og har svømmet længere end på noget andet tidspunkt det sidste års tid. Jeg har en tendens til at holde op med at gøre ting min fornuft ellers udmærket ved at jeg har godt af, når jeg er nedtrykt. Det er en vældig selvdestruktiv spiral, og hver gang det lysner og jeg er på vej op fra nedturen igen, tænker jeg at jeg skal huske hvad det er jeg er tilbøjelig til at gøre ved mig selv, og tage mig i det næste gang det mørkner, men jeg er lige langt væk fra vinduet hver gang alligevel. Det resulterer blandt andet i at jeg flere gange end jeg kan tælle på tæer og fingre har skullet svømme, løbe, ro, cykle eller gå mig selv tilbage i form. Det ville være nemmere hvis jeg bare kunne holde en god form jævnt gennem livet, men sådan skal det altså ikke være. Heldigvis kan jeg jo godt lide en udfordring, faktisk begynder jeg generelt at kede mig og føle at min eksistens er ligegyldig når der ikke er flere problemer at løse eller mere nyt at lære – det mønster har jeg på alle områder i livet. Nu gælder det så svømningen, og når jeg er frisk nok til det igen, forestiller jeg mig at jeg begynder at transportere mig selv på cykel også. Således har jeg en forventning om at jeg kan genopfinde mig selv for gud ved hvilken gang.

Krig er ikke kun noget der foregår i det ydre, og når jeg tænker over det, er det i virkeligheden nok krigene i det indre der er årsag til alle de andre – i det små og i det store.

Om at se både tilbage og fremad

Hvor langt kan man rejse på hesteryg på en dag? spørger jeg internettet som hurtigt omformulerer mit spørgsmål til: Hvor lang er en dagsrejse? Regne, regne. Jeg kommer frem til at det nok har taget en lille uge at rejse fra Kalmar til Kullen på hesteryg i middelalderen i godt føre. Det er et slag på tasken, men størrelsesordenen er i orden, tror jeg, og min nysgerrighed bliver en lille smule tilfredsstillet.

Jeg er langt væk i en anden tid. Jeg så Margrete den Første i biografen i sidste uge, og det blev jeg så opslugt og på sin vis også imponeret af at jeg måtte købe filmen og se den igen herhjemme. To gange, indtil videre. Jeg bliver ved med at finde mere at opdage, tænke over, lægge mærke til, undersøge. Margrete træder frem, magtmennesket, strategen, den visionære og ikke mindst kvinden – hun er en imponerende personlighed. De mest fremtrædende andre personer er fladere skiltret, og man fornemmer ikke samme dybde i dem som i kvinden i centrum, og det fortæller en historie om at de ikke når hende til knæene på det indre plan. Landskaberne (som er tjekkiske, jeg ved det) gør fantasien glad og fodrer én med rå skønhed og storhed. Klædedragterne, smykkerne, kronerne, bygningerne, løsøret — man kan ikke få nok af at se, det er ren sanselig tilfredsstillelse. Jeg kan få lang tid til at gå med den her historie og de her billeder, og det er tid der går godt.

Før jeg mødte Margrete, så jeg den nye sæson af After Life (Netflix), og de to ting har intet til fælles, bortset fra at den tid man kan bruge på at se After Life, også i den grad er tid der går godt. Ricky Gervais har skrevet, instrueret og produceret serien og spiller den på samme tid verbalt hårdtslående, kloge, morsomme, varme og frem for alt sørgende hovedperson Tony der forsøger at komme først gennem, siden tilbage i livet (hans eget liv) efter livet (hans kones og deres fælles liv). Det er alt andet end kedeligt, og det er såmænd også lærerigt udi hvad sorg er for en størrelse.

Hvad det næste min tid skal gå godt med, er, ved jeg ikke lige endnu. Måske trænger jeg til at drøvtygge lidt mere, jeg har stadig spørgsmål jeg kan stille internettet, det holder nok aldrig op ;-).


(PS. Jeg har også set Sex Education (Netflix) for noget tid siden, og uanset hvad titlen får dig til at tænke på, så skulle du kaste dig over den også, for du kan alligevel ikke komme i tanke om alt det den serie handler om og tager under kærlig – som i rigtig hjertelig kærlig – behandling. Og hvis du er samme generation som mig, vil du nok også have fornøjelse af at se Gillian Anderson og Mikael Persbrandt udfolde sig i et pænt uforudsigeligt forløb. Enjoy!).

Driveri

I dag er min 10. feriedag, men jeg vil alligevel påstå at det er min første egentlige fridag i denne omgang. Indtil nu har jeg nemlig været pænt optaget af at arrangere mig i forhold til både udlejning af min underetage og mit (løn)arbejde fremover. Det hele flasker sig, og jeg forstår stadig ikke hvordan. Jeg kan kun bøje mig taknemmeligt og ydmygt i støvet for de fantastiske mennesker i mit netværk der har bakket mig op denne gang. Jeg er et meget, meget heldigt menneske.

Jeg har en hemmelig last som jeg vil afsløre: Jeg elsker westerns. Jeg gider ikke prøve at begrunde det, det er bare sådan. Jeg har fx set Deadwood (serien) med stor, engageret fornøjelse (dialogen i den serie — nøj!), og for ikke så længe siden så jeg så Deadwood: the Movie og fik bundet alle de løse ender som serien lod hænge og svæve i vinden, sammen. Nøj, siger jeg igen. Al Swearengen [swear engine?] nåede enden af sin bane og en ny tid begyndte – virkelig ikke ringe, hvis du vil høre min mening.

I samme lastefulde boldgade hører Hell on Wheels, som jeg har set ikke én, men to gange i rap. Alle afsnit, alle sæsoner. Jeg startede simpelthen bare forfra da jeg havde set allersidste afsnit, og igen: Der er ingen god forklaring på det. Der er mange ting i den serie man kan kritisere, hånden på hjertet, men der er også meget godt at se den for. Hovedrollen, fx, spillet af Anson Mount, som supplerer alle de ord han ikke siger, med “vejrtrækningslyde”. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det, men der er noget med hans stemme og måden man kan høre den på selvom han ikke siger noget, der bringer én meget tæt på. (Måske er det et filmisk lydsidetrick som bliver brugt bevidst, hvad ved jeg, ud over at det i så tilfælde virker).

Spørg mig ikke hvordan jeg fandt frem til det, men han udgiver podcasts, The Well, sammen med Branan Edgens. Der får man fuld valuta for pengene, for her er både ord og lyde der ikke er ord. Jeg har hørt en del episoder efterhånden, og jeg er vild med dem. De tager mig til steder i verden som ingen andre gør. Det er spurtende intuitivt, kreativt, åbent, kærligt og intelligent. Søg efter dem; jeg tror de findes på snart sagt alle relevante platforme.

I dag, altså den 10. dag eller den første dag alt efter hvordan man ser det, driver jeg hid og did og det føles sådan set rigtig godt. Måske er jeg bare en mælkekarton med vinger. Das Ding an sich er lukket land for os alle, så hvem ved.