Noget om sko og løkker

The Homesman i går i fjernsynet, og det er jeg glad for. Ikke fordi det var nogen udpræget fornøjelig film, men fordi det var en film om noget meget vigtigt som jeg til gengæld har fornøjelsen af at tænke videre over.

Nogle mennesker kan fylde nogle meget store sko ud. Men hvis de konsekvent bliver mødt af andre som om de virkelig burde tage sig sammen og klippe en hæl og hugge en tå for at passe ned i nogle meget mindre sko så deres udtryk ikke forstyrrer de andres stærkt begrænsede udsyn og indsigt, kan også sådanne mennesker knækkes og komme i tvivl om hvem (om nogen?) der bør ende med en løkke om halsen (eller livet).

Summasummarum. Bortset fra det er der meget andet godt at reflektere over efter den film.

Søndag

I dag har jeg set Dokumania-dokumentaren Testamentet som vises her på dr.dk indtil den 31. marts. (Trailer på YouYube her).

Den film vil jeg godt anbefale! Jeg faldt over den i formiddags og blev åndeløs og opslugt hængende de 1½ time det tager at se den. Jeg kunne ikke have brugt tiden bedre på sådan en søndag.

Og her på politiken.dk kan du se hvad Erik Jensen skrev. Det er så fint – filmens ånd ser ud til at være gået ham i pennen :-).

“Quietly powerful.”*

I går så jeg (endelig) filmen ‘Om guder og mænd’ (af Xavier Beauvois), og det var en kæmpe oplevelse. Den vil blive hos mig i mange dage og give stof til eftertanke, og det er i det hele taget en film jeg måske aldrig glemmer. Den gik fuldstændig rent ind hos mig og fyldte mig ud med skønhed, eksistentiel refleksion og åndelig føde, som den introverte og forholdsvis spirituelt orienterede person jeg er.

Jeg vil ikke (eller kan måske ikke, hvis jeg skal være helt ærlig) skrive så mange ord om filmen; jeg kommer hele tiden til kort eller synes jeg gentager noget som andre allerede har skrevet i de anmeldelser og omtaler jeg har læst om den. Derfor nøjes jeg med at sætte nogle links ind herunder som du kan følge hvis du vil vide mere:

Se trailer mm. (med engelske undertekster) her på filmens egen hjemmeside (hvor jeg også har “lånt” billedet ovenfor), eller se en dansk-tekstet trailer her på Scope.dk hvor der også er links til forskellige anmeldelser.

Lån filmen på bibliotekets online-udlånsservice Filmstriben eller via bibliotek.dk – det sidste sted kan du også bestille den som dvd.

*- Manohla Dargis, New York Times.

Og tusind tak til LHA for den betænksomme anbefaling.