Mine travestøvler er slidt igennem, i går fik jeg en våd sok, og jeg vidste at løbet var kørt. De har holdt godt, støvlerne, og på en måde er det passende at det sker netop nu. Om få dage forlader jeg dette område som jeg har gået tyndt på stort set alle dage hvor jeg ikke har svømmet og/eller cyklet langt, og flytter til nye landskaber med ukendte ruter som jeg skal lære at kende.
I går regnede jeg mine traveture fra de sidste otte måneder sammen ud fra min Garmin-statistik, bare fordi jeg var nysgerrig på fakta. Jeg har gået 843,79 km plus det løse som jeg ikke har tracket, og det svarer til at jeg er gået til Skagen og tilbage og lidt til (forudsat at jeg kan gå på vandet).
Det føles også mentalt som om jeg er gået til verdens ende og har været lige ved at tabe mig selv i et dyb hvor to have mødes, men er ved at vende tilbage til sikker grund igen, omend der ser anderledes ud end der plejer. Som om jeg har fundet mig selv lidt igen efter at have kortlagt en ny indre region. Mit liv er et stjerneløb, et orienteringsløb hvor man vender tilbage til centrum i en stjerne hver gang man har fundet en post. Det er jeg sådan set heldig med. At have det her centrum når nu jeg har et ustoppeligt drive mod at finde nye poster. Ellers ved jeg ikke hvor jeg havde været nu.
Så jeg går videre. Jeg må have nyt fodtøj. Jeg må finde nye veje, gå i en anden retning for at finde næste post.
🍂 PS. Findes der nogen smukkere årstid end efteråret?
For tre år siden befandt jeg mig nøjagtigt samme sted med hensyn til job og helbred som jeg gør nu, blot er jeg slået endnu mere ud end jeg var dengang og har været før. Jeg har brugt mig selv som redskab for andre menneskers vilje uden at passe på mig selv, og jeg har været lige ved at forsvinde fuldstændigt i et univers præget af ønsket om at opretholde status og status quo. Det er nok sådan at jeg har været på det her sted igen og igen gennem hele mit liv, og at konsekvenserne af de her gentagelser er blevet værre for hver gang.
Jeg skal nu forsøge at finde mig selv igen. Det føles som om det er på et hængende hår at jeg får samlet mig selv op fra det hul jeg endnu engang har smidt mig selv ned i. Jeg har okay dage blandet med ret dårlige dage. Det må jeg acceptere nu, men jeg må også tage ansvar for at gøre noget for at nå frem til at have gode dage ind imellem.
Jeg er mest mig selv og mest tilfreds i livet som helhed når jeg kan bruge min evne til at forestille mig en fremtidig version af nogen eller noget, min evne til at se en vej frem for at nå denne fremtidige version, og min evne til rent faktisk at gå vejen. Når andre kan bruge mine evner til visionært arbejde med indre udvikling, føler jeg at jeg er på præcis det rigtige sted for mig – på rette hylde, om man vil.
Det er lettest når jeg skal forestille mig et mål og finde en vej frem på andres vegne, men denne gang gælder det mig selv, og jeg må tage den opgave lige så alvorligt som når det gælder andre. Og for overhovedet at komme i gang med processen og for at få lidt kontakt med hvem jeg er og hvilken version af mig selv jeg gerne vil arbejde frem mod, har jeg aftalt med mig selv (og for nogle af punkternes vedkommende også en mentor) at der er noget jeg skal gøre eller koncentrere mig om – til en start, og indtil jeg har det bedre.
Foreløbig sørger jeg for:
at gå eller svømme en tur hver dag
at spise ordentlig mad hver dag
at læse og skrive hver dag
at have (øjen)kontakt med mindst ét andet menneske næsten hver dag
at respektere mine egne behov før jeg imødekommer andres
at være omhyggelig med at være i overensstemmelse med mine værdier – eller bevidst om det når jeg ikke er det
at have fokus på at opsøge og at være sammen med mennesker jeg er på bølgelængde med og oplever god energi sammen med.
Når du læser punkterne, ser de måske meget simple ud. For det første er jeg nødt til at starte et sted, og jeg har været så langt væk fra mig selv at jeg ikke engang kunne mærke for eksempel hvad jeg havde lyst til at spise. Og for det andet er det måske ikke lige til at se det store arbejde der rent faktisk ligger bag formuleringerne, og det store arbejde der ligger i overhovedet at tage sig selv så alvorligt at jeg kan tage de simple punkter alvorligt. Men det er en start, og herfra er vejen frem ét skridt ad gangen og tålmodighed med de dage hvor jeg står stille.
For en gangs skyld vil jeg på mine egne vegne og uden at jeg kan konkretisere det for andre, tillade mig at se for mig hvad jeg kan nå frem til, og hvordan jeg kommer derhen. Det (jeg) bliver sikkert ikke helt som jeg forestiller mig, og det er okay. Det er forsøget, arbejdet, det at bevæge sig mod noget jeg ser for mig, der tæller.
Herunder ser du to bøger som det har haft afgørende betydning for mig at læse. Det har været svært og taget lang tid for mig at læse dem, alt går som nævnt i forrige indlæg lidt langsomt i mit hoved for tiden. Derfor vil jeg heller ikke give mig af med at skrive om bøgernes indhold, men blot sige at hvis fagligt mindreværd (impostor-komplekset) og personlig selvudslettelse (ekkoisme) overhovedet siger dig noget, så har du hermed fået et tip til hvor du kan finde læsestof du måske kan have glæde af at fordybe dig i.
Vores indre landskab er som en klode vi kan flyve henover og kigge ned på gennem forskellige kikkerter og fra forskellige vinkler. Det er min opfattelse at landskabet forandrer sig her og der over tid som følge af bevægelser i kloden selv eller udefrakommende påvirkinger, men grundlæggende forbliver kloden den samme. Vores syn på landskabet og vores forståelse og oplevelse af det kan derimod forandres væsentligt over tid i takt med at vi bevæger os henover de samme steder igen og igen – hvis vi er åbne for det og i stand til at lære og at udvikle os.
Impostor-komplekset og ekkoisme ser jeg for mig ligger på samme sted i mit indre landskab, impostor-komplekset øverst og tydeligst, ekkoismen nedenunder. Jeg har bevæget mig henover det sted nærmest i konstant rutefart hele livet igennem. Jeg har lært stedet bedre at kende, og jeg har udviklet min evne til at håndtere de udfordringer der kan være på stedet, omend det er gået meget langsomt og jeg har haft virkelig mange tilbagefald. Nu har jeg læst de to bøger, Impostor-komplekset | Slip dit faglige mindreværd af Ann C. Schødt og Rebekka J. Knudsen samt Narcissisme | Det dårlige – og overraskende gode– ved at føle sig helt speciel af Craig Malkin, og det har været som med ét at få en kraftigere kikkert og kigge fra den mest gunstige vinkel med en kompetent, forståelig vejledning til det jeg ser, i hånden.
For næsten 16 år siden – den 8. juni 2008, blot et par måneder efter at jeg var begyndt at skrive på Jannes sted – postede jeg et indlæg med titlen Vores dybeste frygt. I dag skriver jeg et indlæg med den samme titel, og jeg slutter med at gentage et citat fra det første indlæg af Marianne Williamson. Citatet er dukket op igen og igen som en ledetråd for mig gennem mange år, og jeg synes det passer rigtig fint til de livtag i hvert fald jeg har taget med impostor-komplekset og ekkoisme.
“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won’t feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It’s not just in some of us; it’s in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.”
Marianne Williamson: “A Return To Love: Reflections on the Principles of A Course in Miracles”.
* (En rigtig god ven har engang foræret mig en dansk oversættelse af Marianne Williamsons bog som jeg har stående i reolen, men jeg har det generelt virkelig svært med oversættelser, og der er ikke mindre end to steder i citatet jeg ville have oversat anderledes .. derfor.
Jeg tror også man ville vinde noget ved at læse Craig Malkins bog på originalsproget; jeg ved dog ikke om det er min hjernetåge der spiller mig et puds. Men nu har jeg sagt det).
