Tag: Forholdet til det ubevidste

Medvind, medsø, medstrøm ..

Jeg fik overtalt min svømmemakker til at standse og lade mig svømme lidt forud, så jeg kunne fiske mobilen op af havtasken og tage et billede lige inden turen var slut.
 
Sådan en svømmetur med en god makker, der ellers ikke viger fra ens side, tager blot et lille øjeblik af en dag, og alligevel fylder oplevelsen mig op. Med energi, med glæde og med den erfaring at der i det mindste er ét sted på den her klode hvor jeg passer ubesværet ind.

Bord

Et veldækket bord. Jeg har fri i fire dage og må prøve om jeg kan komme lidt til kræfter. 
 
Jeg ved ikke om det nogensinde vil lykkes mig at bringe den viden og indsigt jeg som en helt naturlig tilbøjelighed tilegner mig gennem livet, ud i verden så den kan blive til nytte for andre end mit eget usynlige, private fritids-jeg. Måske kommer jeg til stadighed til at stille mig i vejen for mig selv hver gang det er lige ved at lykkes, og tager hele molevitten med mig i graven. Hvem ved.
 
Selv ved jeg kun at jeg bliver nødt til at blive ved med at tage livtag med mig selv for mig selv om mig selv for at jeg måske en dag kan være i stand til at lade den rigtige stemme i mig tale med størst vægt. Det er ikke noget jeg forventer vil ske eller tror på vil ske. Jeg ved bare at det er meningen med mit liv at holde målet for øje og gå min vej, skridt for skridt, uanset om jeg kommer frem eller ej.
 
 

Svesken på disken

Lad mig gøre en lang historie kort: Jeg har taget nogle virkelig dårlige beslutninger på nogle centrale områder i mit liv de sidste par år. Jeg har ikke været i stand til at lytte til den kloge rådgivning der ellers flyder fra de dybeste niveauer i mig selv, og jeg har ladet mig omdirigere af mine komplekser til at tage nogle veje som ikke har ført mig de rigtige steder hen.

Nu er jeg et sted hvor jeg ikke særligt godt kan lide mig selv eller mit liv, for at sige det mildt.

Når jeg er på arbejde, er jeg en passivt-aggressiv, dømmende og lunefuld heks fordi mine grænser konstant bliver overskredet, mine værdier tilsidesat og mine behov overhovedet ikke mødt. Jeg bestemmer mig for hver dag at nu skal jeg opføre mig ordentlig, og ti minutter inde i en vagt starter det igen uden at jeg kan kontrollere det. Når jeg går hjem har jeg igen været et menneske jeg kun har foragt til overs for. Jeg ved dog også godt at det her foragtelige menneske kæmper for at jeg ikke skal blive kvalt i en verden som jeg matcher rigtigt dårligt.

Mine relationer er på vågeblus. Det koster dyrt i energi at leve et liv ved siden af sig selv, og alt hvad der smager den mindste smule af forpligtelse, afhængighed af eller forventninger til mig, får mig til at trække mig i endnu højere grad end min naturlige tilbøjelighed til alene-hjemme-tid og frihed ellers tilskynder til. Desuden har jeg ikke samvittighed til at udsætte andre for den her værste udgave af mig selv.

Min gode fysiske form og styrke forsvinder; jeg kan ikke længere stole på mit krop. Jeg bliver forkølet, jeg får tandproblemer, jeg får ondt i lænden, jeg bliver tykkere og jeg er træt som et alderdomshjem.

Min økonomi som jeg ellers havde fået rigtig godt styr på, er væltet, og det kommer til at tage år at rette op og genvinde den uafhængighed jeg havde opnået.

Og bloggen her, den kører, men I har formentlig alle sammen mærket at jeg ikke rigtigt er til stede. Det er ligesom for slemt til at jeg kan være ærlig, men i dag har jeg besluttet at det skal være slut. Derfor dette indlæg.

Der er kun én der har taget de dårlige beslutninger som har ført mig hertil, og der er kun én der kan tage nogle nye beslutninger og sørge for at jeg kommer tilbage på det rette spor, så jeg kan holde op med at leve som en skygge af mig selv. Det er jeg fuldstændigt pinagtigt klar over.

Det er tid til en alvorlig samtale med denne ene.