Tag: Forholdet til det ubevidste

Tampen brænder!

Da jeg var lille, besøgte jeg tit min mormor og morfar. På min fireårs fødselsdag gav min mor mig højtideligt lov til at gå alene ned til dem for første gang, og jeg husker stadig at jeg stod ved det eneste vejkryds på ruten, som var et kryds med fem veje, og var meget nervøs for at overse en bil eller en cykel. Men over gaden kom jeg, og en verden af varme og accept og langsommelighed lå åben for mig. Siden havde jeg friheden til at gå på besøg stort set når jeg ville.

Min mormor og jeg legede tit tampen brænder, og tampen var altid et af min mormors fingerbøl. Min mormor broderede, strikkede eller hæklede videre mens vi legede, og guidede min søgen efter det jeg ikke kunne se, men vidste var der, med ‘fugl’, ‘fisk’ eller ‘midt imellem’ og imaginære temperaturmålinger. Det var hyggeligt, og tiden fløj. Jeg kan stadig huske den fryd det var at få øje på fingerbøllet inde i en lampeskærm eller bag bøgerne i reolen eller et snedigt sted under sofaen.

I dag skulle jeg lige lede efter en bestemt nål i mine håndarbejdsredskaber, som tæller både mine egne få og de mange jeg har arvet, og stødte på min mormors fingerbølsamling. Eller måske er det ikke alle fingerbøllene der har været hendes, måske har jeg selv købt eller fået et eller to henad vejen, jeg husker det ikke. Men her står de på rad og række. Jeg præsenterer:

 
Prøv lige at se hvor slidte de tre til højre er:

 
Da min mormor døde, og min bror og jeg skulle ordne hendes ejendele, var det klaret på få timer. Hun ejede stort set ingenting. Alligevel vil jeg vove at påstå at det i høj grad var hos min mormor og morfar jeg blev forsynet med det meste af det jeg havde brug for til resten af livet. Og det er ikke min mormors fingerbøl, min morfars globus eller for den sags skyld stolene på billedet ovenfor, som også har været deres, jeg tænker på. Det er det skjulte som jeg ikke kan se med det blotte øje, men ved er der.

Farven

Det er dagen i dag hvor jeg opdagede hvor meget jeg holder af farven brændt orange eller rust eller rød okker eller hvad det nu er for en farve. Jeg har aldrig haft noget sprog for den slags, men uanset det kan jeg kende og skelne farver ret nuanceret.

Jeg fandt noget stof som vakte så stor glæde i hele min krop at jeg undrer mig stort og er noget i tvivl om hvad der foregår. Jeg ville have forsvoret at jeg kunne finde på at indrette mig med noget som helst i nærheden af orange, men DET her, DET det skal blive til gardiner i mit soveværelse.

Jeg kommer til at sove som en sten (hvad jeg stort set altid gør, men tungere, dybere, mere klippefast end nogensinde før. Jeg kan mærke det! ;-)).

Barnet viser vejen

“What did you do as a child that made the hours pass like minutes? Here is the key to your earthly pursuits.”

– C.G. Jung

 
~ ~ ~
 
Det tror jeg på. Jeg har bare så svært ved at få forbindelse tilbage til mig selv som barn, så det kommer til at kræve en kraftanstrengelse. Den gør jeg gerne nu, for det er ved at være sidste udkald, mærker jeg.