Tag: Forholdet til det ubevidste

Jeg ved ikke helt (endnu) hvordan jeg er blevet så forskruet, men jeg er tilsyneladende kodet med den forståelse at hvis jeg er økonomisk afhængig af nogen, så er jeg forpligtet til at være loyal over for deres værdier og virkelighedsopfattelser, til eksempel, og bruge min evne til at tænke i deres tjeneste eller helt lade være med at tænke. Det lyder vanvittigt, jeg ved det godt, men det er ikke desto mindre en af mit livs største psykologiske vildfarelser. Jeg erkender at jeg har en tilbøjelighed til at betale for økonomisk eller materiel tryghed med min evne til at tænke selvstændigt eller bruge min forstand – et mønster der er dannet i mig tidligt i livet.

Derfor er det interessant at følge hvad der sker med min oplevelse af at være personligt eller psykologisk uafhængig i takt med at det efterhånden lykkes mig at blive økonomisk uafhængig, og det går mere og mere op for mig at jo mere økonomisk/materielt selvstændig jeg bliver, jo mere føler jeg mig også tilskyndet til, for ikke at sige i stand til, at tænke selvstændigt. Måske burde der ikke være nogen sammenhæng, men det oplever jeg klart at der er – det er virkeligheden for mig.

Jeg har rumlet rundt og rundt omkring det her i et stykke tid, og undervejs stødte jeg på et brudstykke af en leksikonartikel om magt som udfordrede mig yderligere (på den gode måde). Det kommer her:

Magt i en noget anden betydning (“hun har magt over sit liv”) er en betingelse for personlig (åndelig) frihed eller myndighed. At opnå en personlig selvstændighed eller autonomi forudsætter, som den tyske filosof Kant understregede, magt i den abstrakte betydning “at kunne og at ville”: “Umyndighed er en manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse. Denne uduelighed er selvforskyldt, hvis årsagen er en mangel, ikke ved forstanden, men ved beslutsomhed og mod til at bruge forstanden på egen hånd; derfor er oplysningens valgsprog: Hav mod til at bruge din forstand” (Was ist Aufklärung, 1784).

– fra Den Store Danske, Gyldendal

At den manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse er en selvforskyldt uduelighed, det er jeg klart uenig i, men det er i hvert fald en uduelighed som det er muligt (og en fordring?) at tage ansvar for og ændre ved egen kraft fremadrettet, tænker jeg, hvis man altså kan få magt over sit eget liv, dvs. hvis man kan bringe sig i en position hvor man kan og vil sit eget liv, inklusive sin egen forstand. Og for at opleve at jeg har magt over mit liv, har jeg personligt brug for økonomisk/materiel selvstændighed. (Måske er det udelukkende en personlig ting hos mig, måske findes der noget kollektivt kvindeligt gentaget i fænomenet også? Det har jeg måske lidt på fornemmelsen er tilfældet, men jeg ved det ikke).

Det ender altså med at penge, magt, oplysning og personlig, åndelig frihed tilsyneladende hænger sammen på en eller anden snurrig måde hos mig, og det synes jeg simpelthen er sådan en forbløffende pointe. Jeg ville have forsvoret at penge kunne føre til nogen form for oplysning eller indre frihed, men det ser lige nu ud til at min økonomiske (materielle) situation faktisk har en betydning for min åndelige udvikling. At tage den tanke til mig er som at sluge en kamel, men jeg tror jeg er ved at være parat til at gabe højt. Meget højt.

Det har slået mig at jeg bruger ordet ‘selvudvikling’ om det jeg egentlig forstår som ‘selvmodtagelse’.

Som jeg ser det, handler det ikke om at vi skal udvikle noget hos os selv som vi selv eller andre har fundet på skulle gøre os til bedre, mere rigtige eller mere effektive mennesker, set med omverdenens øjne og i tråd med tidens trend. Den slags interesserer mig ikke en døjt, for nu at sige det kort.

For mig handler det udelukkende om at modtage sig selv i større og større grad gennem livet som præcis det mennesker man er, på godt og ondt. Modtagelsen sker ved at vi udvider vores bevidsthed, dvs. ved at vi gennem livet arbejder for til stadighed at blive bevidste om endnu en lille dråbe fra det ubevidstes uendelige hav, og lader det vi har lært, blive en del af den vi ved vi er. På den måde udvider vi vores opfattelse og accept af hvem vi i grunden selv er og hvilke værdier vi har.

Når vi også i praksis forsøger at leve i overensstemmelse med hvad vi opdager, og bringer dyb glæde, mening og vores egen etik ind i vores liv og ikke sørger for blot at opretholde en poleret overflade, vil det være til gavn for ikke bare os selv, men i særdeleshed også for de mennesker vi indgår i relationer med. Gennem vores gradvise modtagelse af os selv sender vi nemlig et budskab til vores medmennesker om at vi ønsker at de på samme måde skal modtage sig selv – uanset hvem de er – og at vi tror de har en vigtig opgave at udføre mens de er her. Selvmodtagelse er altså for mig ikke et egoistisk projekt, men en måde at være i verden på i en stadig, langsom proces som skaber så meget lys som muligt i verden, faktisk med fordel for fællesskabet og ikke kun individet.

Det er ikke altid at vi kan modtage budskabet fra en anden om at det er i orden at modtage sig selv. For selvmodtagelse kan være en særdeles krævende og meget angstprovokerende opgave at tage på sig. En stemme i os vil som regel protestere og få os til at blive på stedet eller endda gå baglæns og dermed afskærme os for smertefulde bevidsthedsglimt. Altsammen for at beskytte os mod noget som vi ikke er parate til at opnå bevidsthed om, og som vi (ubevidst) oplever som en alvorlig trussel mod os. I nogle perioder i livet, måske hele livet, vil den stemme råbe højest – sådan er det at være menneske. Selvmodtagelse kræver solid kontakt med en betingelsesløs kærlighed til os selv, tro på at vi hver især er skabt præcis som universet har brug for at vi skal være, og mod og vilje til at sætte os ud over fx vores stolthed, forfængelighed og behov for den sociale tryghed det giver at udfylde allerede accepterede roller.

Det er som jeg ser det, med mine egne ord. Mens jeg har skrevet, er der dukket nogle af andres ord op i mine tanker som jeg tolker som værende i tråd med min egen opfattelse, og dem får I lige herunder – blot hav in mente at sammenkædningen står helt for min regning.

*
Fra et tidligere indlæg:

“Jeg hørte engang én – vistnok Preben Grønkjær – sige at Søren Kierkegaard – så vidt jeg husker – et sted har skrevet at hvis man tror man skaber sig selv, så skaber man sig, for nej, man modtager sig selv.”

Jeg tænker på selvmodtagelse som en skabende proces, men på samme måde som man får (og ikke skaber) en idé til et kreativt produkt, så får man også sig selv i bidder fra et sted man ikke er herre over, og produktet er den person man nu bliver gennem livet. For mig er det sted det ubevidste, og præcis som et kreativt menneske stiller sig selv til rådighed som kanal for de ideer der kommer til vedkommende og omhyggeligt forsøger at føre dem ud i livet, sådan kan vi også stille os til rådighed for at blive og være det vi er.

*
“Livet behøver til sin fuldendelse ikke fuldkommenheden, men fuldstændigheden. Dertil høre “pælen i kødet”, at lide under mangelfuldheden, uden hvilken der ikke gives noget fremad og intet opad”.
– C.G. Jung

(Fuldkommen i betydningen perfekt eller fejlfri, fuldstændig i betydningen hel, dvs. omfattende alle dele (“gode” som “onde”)).

*
“The most terrifying thing is to accept oneself completely.”
– C.G. Jung

*
“Kærlighed er ikke en følelse, men kvaliteten af en relation. Modsætningen til kærlighed er ikke had, men ligegyldighed”.

– Frit efter hukommelsen, udtalelse af Asger Neumann i radioudsendelse. For mig gælder det ikke kun kærligheden til andre, men også kærligheden til en selv, og hvis man accepterer den opfattelse, betyder det også at man kan arbejde på at fremme kærligheden. Det er aldrig for sent.

*
Og fra et af de første indlæg på denne blog:

“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won’t feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It’s not just in some of us; it’s in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.”
– Marianne Williamson: “A Return To Love: Reflections on the Principles of A Course in Miracles.