Tag: Forholdet til det ubevidste

Jeg har læst ..

Jeg har læst en bog som har gjort et meget stort indtryk på mig: “Fra skam til selvrespekt” af Marta Cullberg Weston. Jeg vil nævne den her fordi jeg håber at flere vil læse bogen, enten fordi de som jeg har behov for at få en nøgle i hånden til det nøglehul til verden og livet som vi står og kigger igennem uden at kunne åbne døren. Eller fordi de arbejder med eller kerer sig om mennesker der kunne have glæde af at kende til den nøgle.

Cullberg Weston taler om forskellige former for skam, som du kan se på billedet af bogen nedenfor. Og hun beskriver hvordan man kan håndtere og/eller befri sig fra skam. Skammens væsen er, som jeg og måske også du kan mærke bare ved at opmærksomheden bliver henledt på ordet, noget man helst viger tilbage for at fokusere på, og det er på mange måder en selvforstærkende mekanisme som man skal være varsom med at give sig i kast med. Jeg ved fx fra mig selv at man kan skamme sig over at skamme sig, endda uden overhovedet at erkende det, og at det er uhyre nemt at bære ved til det skambål der eventuelt brænder i en selv eller andre med meget nedbrydende virkninger til følge. Derfor vil jeg ikke skrive så meget her, men alligevel så meget at det forhåbentlig kan give nogen mod på at læse (i) bogen.

Jeg vil dog citere en passage på side 111 om det Cullberg Weston kalder ‘hvid skam’, fordi jeg synes det sammenfatter et hovedærinde i bogen, og fordi det rent personligt helt afgjort ringer en klokke:

“Det er smertefuldt at se, hvordan mennesker kan bære på dette fejlagtige skamstempel hele livet, hvis de ikke får hjælp til at kaste det af sig gennem terapi. Personer, der bærer på denne type af internaliseret skamfølelse, kan tilmed reagere med skam på en positiv bekræftelse (Claesson, 2005).

Den negative selvopfattelse bygger på fejlagtige forestillinger og er per definition falsk. Der er derfor mulighed for at forandre den, men hvis den antager form af dyb skam over ens egen person, kan den være svær at slippe af med. Det kræver terapi hos en erfaren terapeut, der kender skammens væsen. Grundtanken i den terapeutiske proces er, at personen kan give slip på forestillingen om, at ‘jeg har grund til at skamme mig over mig selv’ og i stedet erfare, at ‘jeg er blevet dårligt behandlet’, som den finske terapeut Tommy Hellsten bemærker (Hellsten, 2003).”

Evnen til at føle skam, som jeg opfatter Cullberg Westons opfattelse, er en dybtliggende motor i de fleste* menneskers psyke som på den ene side sørger for at vi ikke opfører os utilbørligt skamløst uden respekt for andre mennesker og for livet. Men som også på den anden side, i yderste konsekvens hvis den får for meget brændstof tilført allerede tidligt i livet, kan tage føringen i en personlighed på en måde, momentant eller konstant, som er meget destruktiv, og som modarbejder og måske endda dræber en anden kraft i mennesket, nemlig livskraften. Det er grumme sager, men Cullberg Weston behandler dem på en omsorgsfuld, åbnende og respektfuld måde, efter min mening, og hun efterlod i hvert fald mig som læser med god kontakt til netop livskraften.

—
* De undtagelser, Cullberg Weston gør, stiller jeg stort spørgsmålstegn ved, ligesom der er andre elementer i hendes fremstilling jeg ikke er så vild med. Men det vælger jeg at se bort fra, fordi jeg synes hendes bidrag med hensyn til at få skovlen under skammen i det store og hele er meget vigtigt og væsentligt. Det er en stor ting at der er mennesker der har så meget hjerte og mandsmod at de kan skrive sådan en bog.

Strøtanker om valg

Jeg samler mig. Jeg prøver i hvert fald på det. Jeg har skullet være lidt for mange steder med lidt for lidt mellemrum i et stykke tid, og når jeg vælger at praktisere sådan et program i en periode, følger der for mig altid sådan en slags mentale tømmermænd med i kølvandet. De skal behandles med omhu så oplevelserne kan berige mig, og ikke berøve mig, hvorfor jeg går forsigtigt rundt, holder mig for mig selv og forsøger forholdsvis tålmodigt at lade processen gå sin gang.

Og så minder jeg mig selv om at jeg tror på at alt vi gør, beror på et valg. Måske ikke altid et bevidst valg, og nogle gange snarere et fravalg end et tilvalg, men begge dele er stadig et valg. Og jeg husker at jeg tror på at alle valg har konsekvenser, positive såvel som negative set gennem den enkeltes briller, og at der ikke findes noget eller nogen i verden der kan fortælle os hvilken kombination af konsekvenser og dermed hvilken handling der er den gode eller rigtige objektivt eller almengyldigt set. Vi må selv vælge for os selv, hver gang vi skal handle (eller ikke handle) i forbindelse med det der dukker op i vores liv. Fra de mindste ting i livet til de største. Også selvom det tit synes nemmere hvis andre valgte for os – men selv det ville være vores eget valg.

Hvis det ubevidste har stor indflydelse på vores valg, bliver det let blandt andet værdier og normer overtaget “bevidstløst” fra kultur og familie, smerten fra gamle sår eller undertrykte/fortrængte følelser der styrer. Som jeg ser det. Derimod, hvis vi arbejder for at øge vores bevidsthed, tror jeg muligheden for i valget at være i overensstemmelse med sig selv og ens opgave i livet øges – og dermed også muligheden for at handle med indre fred, glæde og tilfredshed i livet som følgesvend.

Vi kan selvfølgelig ikke gennemskue eller gennemmærke alle konsekvenser af alle mulige handlinger, uanset hvor bevidste vi måtte blive, men hvis vi accepterer den præmis at vi altid selv foretager et valg, og herefter gør os umage med at sigte mod at opnå den “konsekvenskombination” som vi helt personligt og ud fra en egen individuel, indre etik bedst kan forlige os med, tænker jeg at det må nærme sig det jeg forstår ved at gå sin skæbne i møde (som jeg kender det fra Karen Blixen). Bedre kan vi ikke gøre det – men paradoksalt nok er det måske både det sværeste og det største vi kan gøre.

Note om “Skyggeeffekten”

Jeg læser “Skyggeeffekten. Omfavn din skygge og sæt dig selv fri” af Deepak Chopra, Debbie Ford og Marianne Williamson. Jeg begyndte i går eftermiddags, og jeg både nikker genkendende og får formuleringer foræret som sætter noget på plads for mig, så det går ud over bakkerne. Og jeg tør allerede nu godt sige at hvis man har den mindste lyst til det, skal man ikke holde sig tilbage, men bare læse den bog.

Jeg vender muligvis tilbage og skriver mere, men i dag vil jeg lige dele en passage her som jeg har valgt fordi jeg personligt blev særligt berørt da jeg læste den. For andre, tror jeg, kan den synes som en mindre vigtig passage, men ikke for mig. Jeg har aldrig læst så meget som et ord af Chopra før, men det skulle jeg måske gøre, for i hans ord synes jeg jeg kan læse min egen opfattelse krystalklart og få lagt ikke så lidt oveni, og det er en meget stor både lettelse og glæde.

“På jegniveau narrer vi hele tiden os selv til at tro at det er muligt at være helt igennem god. Aldrig mere vil vi lyve, snyde, føle jalousi, miste selvkontrollen eller give efter for angst. Denne hensigt fungerer aldrig, for det at skulle være god hele tiden er lige så stift som det at skulle være ligegyldigt hvad hele tiden. Der er øjeblikke hvor det er helt rigtigt og sundt at blive vred eller bange. Svagheden ved positiv tænkning er at man ikke kan være positiv hele tiden. Det er sundt at bekæmpe diktatorer, opponere mod undertrykkelse i alle dens former, fortælle korrupte børsmæglere at de opfører sig forkert og så videre. Livet er fuldt af udfordringer fra den mørke side. Vi behøver ikke dæmonisere skyggen; den er kilden til næsten enhver udfordring som det er umagen værd at tage op.

Den illusion vi bliver offer for, er at livet tvinger os til at vælge mellem godt og ondt. I virkeligheden findes der en tredje vej, nemlig at blive hel. Set fra helhedens perspektiv kan vi balancere mellem lys og mørke uden at blive slave af enten det ene eller det andet. Modsætningen mellem de to kan vendes til en kreativ spænding. De gode skal blive ved med at vinde, men de onde må helst ikke tabe fuldstændigt, for det ville være enden på det hele. Så ville universet blive som et museum, forstenet og mumificeret for evigt.

Idealet er at kræfter som sandhed, godhed, skønhed og harmoni bliver ved med at være et skridt foran de mørke kræfter. Det kan kroppen klare at udføre, og det samme kan universet stort set. Vi kan ikke benægte det faktum at livsformerne er i konstant udvikling hen imod højere niveauer af abstraktion, kreativitet, fantasi, indsigt og inspiration. Et eller andet opretholder balancen, men tipper den umærkeligt til fordel for evolutionen. På mange måder gør spiritualitet ikke andet end at efterligne naturen. Hvis man kan hjælpe med til at tippe balancen til fordel for evolutionen, i stedet for til fordel for entropi og forfald, er man en sand spirituel kriger.”

Deepak Chopra, side 67-68 i “Skyggeeffekten. Omfavn din skygge og sæt dig selv fri” af Deepak Chopra, Debbie Ford og Marianne Williamson.

Indstillingstjek

Forestil dig at de ydre fænomener, du møder i dit liv, på ethvert givent tidspunkt er en spejling af den aktuelle sjælelige virkelighed. En spejling af hvad der rører sig i psyken, i den ubevidste såvel som i den bevidste del. I den personlige som i den kollektive. (Og videre: at alle de ydre fænomener der overhovedet eksisterer, tilsammen er en spejling af hele universets sjælelige tilstand, og at vi alle er forbundne i og med at vi hver især blot er en lille del af den samme uerkendelige helhed).

Hvis du kan følge dette billede, mærk så efter hvilken af disse to indstillinger du finder i dig selv:

A. Jeg bliver lidt bange og tænker at hvis det virkelig er sådan, må jeg forsøge at skabe det pæneste spejlbillede jeg kan. Jeg må gøre mig umage for at tænke de rigtige tanker, og jeg må bekæmpe de forkerte følelser så godt jeg kan, så spejlbilledet kommer til at se så godt ud som muligt. Jeg må gøre alt for at verden ikke skal spejle de dårlige sider af min sjælelige virkelighed.

B. Jeg tænker at det lyder da interessant, og bliver meget nysgerrig. På den måde kan jeg jo bruge de fænomener jeg oplever, til at lære noget om den sjælelige virkelighed; det er bare at åbne op og tage imod. Det kan godt være at det hele ikke er lige sjovt at tage imod, og at der også dukker noget smertefuldt og ubehageligt op, men sikke en mulighed der her åbner sig for at jeg kan blive klogere på den sjælelige virkelighed og derigennem måske får mulighed for at den forandres eller udvikles, den mulighed vil jeg for alt i verden ikke gå glip af. Jeg vil forsøge at tage imod det hele i den tro at alt i mig og i mit spejlbillede er som det skal være, og at jeg udfører min opgave i helheden præcis som det er meningen. Og jeg vil arbejde ud fra den forståelse at idéen med både mig og spejlet netop er at få mig til at se. Altså, virkelig SE!

Personligt kender jeg begge indstillinger ganske godt, ellers kunne jeg vist ikke formulere dem her, tænker jeg. Men jeg skriver ikke dette for at du skal svare mig om du mærker at din (hoved)indstilling er som i A eller B. Du skal ikke stå til regnskab. Hvad enten det er det ene eller det andet, er det præcis som det skal være lige nu. Men hvis du har givet dig tid til at mærke efter, er der alene i kraft af dét sket noget vigtigt, i dig og i mig – ja, i hele universet. Tror jeg.