Jeg lægger nogle gange tarotkort for mig selv. Det er ikke fordi jeg ved så meget om tarot; faktisk ved jeg nærmest ingenting, og lad det være en disclaimer for resten af dette indlæg.
Man kan mene at et oplæg er en ren tilfældighed eller et billede på spørgerens indre tilstand. Jeg ved ikke helt hvad jeg selv tror, men jeg ved at jeg aldrig har lagt et eneste kort uden at det gav mig anledning til at reflektere over noget som var i bevægelse i min psyke, og erkende noget nyt om mig selv. Jeg har fundet den refleksion nyttig hver eneste gang. I mange tilfælde har jeg ligefrem fundet at kortet/kortene viste præcis hvad jeg arbejdede med på det indre plan på det givne tidspunkt.
Således også i dag. For tiden lægger jeg to kort i et oplæg: Inden jeg trækker det første, spørger jeg hvilket område i mit indre landskab der er (mest) aktivt i mig lige nu. Og inden jeg trækker det andet, spørger jeg hvilken energi eller kraft jeg skal bruge for at støtte et kontruktivt arbejde i det aktive område. Når kortene er trukket, kigger jeg længe på de billeder de fremstiller, og følger mine associationer. Bagefter undersøger jeg kortenes betydning i de opslagsværker jeg har til rådighed, og fordyber mig i hvad de traditionelle tolkninger af det enkelte kort mon har med mig at gøre i forhold til de to spørgsmål jeg har stillet.
I dagens Herognu-indlæg kan du se dagens trækning. Blot til illustration. Og blot fordi jeg synes jeg har nogle meget smukke tarotkort som det er en glæde at kigge på og dvæle ved. Håber du vil dele den glæde med mig et øjeblik. 🙂
Tag: Forholdet til det ubevidste
Sam-talen
Nogle gange når jeg går gennem en svær periode, “taler” jeg med mennesker med stor indsigt som jeg forestiller mig ville ville mig det godt og ville kunne se mig hvis vi mødtes. Jeg nævnte forleden at jeg har været omkring Alice Miller igen, og en anden dag Craig Malkin (som jeg slet ikke er færdig med at “tale” med, men jeg venter på hans bog). I dag og noget tid frem “besøger” jeg Ilse Sand. Heldigvis har jeg nogle af hendes bøger stående i reolen. Og heldigvis kan jeg bestille resten af dem jeg har brug for, på biblioteket.
Jeg ser frem til samtalen. Jeg tror den vil gøre mig godt. Jeg er slidt op af at tilpasse mig en ekstrovert, ikke-selvransagende og egocentreret verden, og jeg må vende rundt og tage ansvar for mig selv som den jeg er. Jeg har været lige ved at tabe mig selv helt, og der venter et stort og hårdt arbejde med at genvinde det tabte.
Jeg har heldigvis fået hjælp og støtte til at begive mig ud på dette eventyr, af en virkelig person som har mødt mig ansigt til ansigt, gennem rigtig samtale og i direkte kontakt, og som ikke har været bange for eller er veget tilbage i mødet med det sorte mørke og tomheden i mig. Det har været og er fuldstændigt afgørende. Jeg var lige ved at tro at jeg ikke eksisterede længere, og det er kun mødet med dette andet menneske der har kunnet se og spejle mig, som har trukket mig op fra dybet. Det var i sidste øjeblik, og jeg vil være evigt taknemmelig for vores møde.
Alt er ikke godt endnu, langt fra. Men i skrivende stund er jeg nær overfladen og kan få hovedet op og trække lidt luft ind så jeg kan flyde igen. Det kan gå over på et splitsekund, luften kan blive slået ud af mig så let som ingenting i mødet med energier som jeg er sårbar overfor, og så synker jeg igen. Men lige nu, i dette øjeblik, ånder jeg.
Ivars styrkeløft
Jeg tænkte først at jeg måtte vente til jeg ved lejlighed kunne spørge en ven med større logisk sans og hænderne skruet bedre på end jeg, om jeg havde regnet rigtigt og om jeg kunne få vedkommende til at udføre min ide om et ikea-hack i virkeligheden.
Så blev jeg træt af at vente og træt af mine egne tanker om at andre ville kunne gøre det bedre end jeg selv, og gik ud og købte en sav og en skærekasse. Regnede det hele igennem én gang til og mærkede op så nøjagtigt jeg kunne, med min fars tommestok, min stedmoders lineal og min egen røde viking-blyant.
Savede. Satte sammen. Så at det blev perfekt.
Det er aldrig for sent at tage dele af sig selv som man har uddelegeret til andre, tilbage, og der er få ting i livet som er mere tilfredsstillende, hvis man spørger mig. Det handler ikke om at blive verdensmester i alt, men om at få kontakt til alle dele af sig selv. Også dem man ikke er for stolt af, dem man synes man er for fin til at bruge, dem man ikke synes man er fin nok til at bruge, dem man altid har fået at vide man skulle skjule, dem man tror man mangler, dem der medfører en stor risiko for at fejle, og alle dem der på utallige andre måder er en udfordring for én at have noget at gøre med.
Jeg læste engang et sted jeg har glemt, i en helt anden sammenhæng, at når man bruger sider af sig selv som ikke er ens førstevalg og fortrolige, trygge måder at gå til verden på, kan man opleve et slags huskede-jeg-at-slukke-for-strygejernet?-fænomen. At selvom man formentlig klarer opgaverne godt og arbejdet set udefra er fuldt tilfredsstillende, så oplever man indeni at være bange for at have overset noget vigtigt, taget fejl af et eller andet eller mistet overblik og dømmekraft uden selv at have opdaget det. Det kan være en virkelig stressende tilstand at være i over længere tid og i situationer hvor der er noget vigtigt på spil, så på den baggrund skal man måske gå lidt forsigtigt til værks med at tage ukendte, hidtil uddelegerede sider af sig selv i brug. Men stadig: Belønningen kommer når man har opdaget gange nok at man faktisk havde slukket strygejernet, og begynder at stole på det.
Jeg kom i mål i dag uden at brænde huset ned, og nu kan jeg nærmest slet ikke forstå hvorfor jeg ikke bare kastede mig over opgaven til at begynde med. Men det gjorde jeg ikke, og jeg siger tak til universet og til Ivar for dagens styrkeløft på det praktiske, tekniske plan.
I øvrigt: Da jeg skulle feje savsmulden op, kom jeg til at kigge på min håndkost og fejebakke. På farverne. Og så kiggede jeg på saven. Og prøvede at se for mig at det var omvendt. At savens håndtag var gråt og pink, og kost og fejebakke blå og gule. Af en eller anden grund var det svært for mig at forestille mig. Det findes, det har jeg lige googlet mig frem til, men mit forstokkede hoved havde svært ved at bytte farverne om. Der kan man bare se. Det kan jeg så tænke lidt over.
Hvor hunden ligger begravet
Jeg er ved at komme mere i sync, det føles godt. Jeg har lavet absolut ingenting i dag ud over at gøre min lejlighed ren og herefter nyde at være i den. Jeg fik aldrig taget mig sammen til at gå ud, det var simpelthen for fristende bare at blive hjemme og forsvinde ind i de tanker og dagdrømme der kommer som de selv vil, når der ikke er noget der forstyrrer. Jeg har et stort behov for lange tidsrum hvor jeg kan fordybe mig alene og uforstyrret, hvis jeg skal have det godt og trives, og det står skralt til med det de fleste dage. Men i dag har været en god dag.
– ☆ –
Apropos til gårdsdagens apropos: Har du set The Power of the Dog (Netflix)? Hvis ikke, er der en anelse afsløring af handlingen i næste afsnit, blot så du er advaret.
Jeg vågnede op i morges og tænkte på den film. Jeg synes det er en mesterligt god film, jeg har set den to gange. Og det der knytter den til aproposet i går, er – i hvert fald i min mærkelige hjerne – det fænomen at vi kan se noget i omgivelserne der forekommer at være billeder af noget i os selv vi holder skjult og undertrykker, for ikke at sige fortrænger. Det dansende par i trærækken eller hunden i bjergkæden. Same, same, but different.
Det er bare en facet af den diamant jeg synes The Power of the Dog er, og der er meget mere at hente i den her komplekse film. Blot til oplysning :-).