Tag: Forholdet til det ubevidste

Tabu

Jeg kan ikke slippe billedet af eller tanken om at jeg har mødt personer, her iblandt mig selv, der var bange for at komme tæt på andre mennesker, og som gennem selvransagelse nåede frem til at det var fordi de var bange for at det andet menneske skulle finde ud af noget om dem selv som gjorde at den anden ikke kunne lide dem og måtte tage afstand fra dem. Det tror jeg en del mennesker genkender, men det forekommer mig at for mange af os gælder det også at vi kan tage et spadestik dybere og under denne umiddelbart genkendelige frygt for “at blive afsløret” finde en sønderknusende frygt for at det skulle vise sig at der var noget hos den anden som vi ikke selv kunne lide og måtte tage afstand fra – og at det er denne urummelige eller dømmende instans i os selv vi i virkeligheden er bange for at den anden ville dømme og forkaste os for. Finurligt nok. Som en anden side af præcis samme sag.

Jeg forestiller mig at denne frygt har sit udspring i en mægtig ubevidst tabuisering af det vilkår at vi ikke – selvom det ofte bliver præsenteret for os som et ideal vi burde leve op til – er i stand til som mennesker at være fuldkomment moderligt altfavnende eller i stand til som en anden gud at se og synes at alt er godt, men at vi hver især er afvisende over for nogle værdier og beskyttende over for andre. Jeg oplever det som en slags personlig tabuisering af det træk ved mennesket at vi alle har nogle personlige værdier som tegner os med lys og skygge, dvs. gør at der er noget man som person opfatter som rigtigt og forkert, godt og ondt, positivt og negativt – både i os selv og i andre. Et tabu som er opstået fordi man har en forestilling om at man skal være i stand til at rumme og holde af alle andre for selv at være elskværdig. Måske skammer man sig ligefrem over sig selv når man kan mærke at der er nogle menneskelige egenskaber (og nogle sider af sig selv) man bedre kan lide end andre, og at man – selvom man har forstået det overordnede princip at vi alle er præcis som vi skal være – kan registrere at nogle mennesker måske endda vækker ubehagelige følelser i én.

En sådan ubevidst tabuisering, tror jeg, kan være ganske livshæmmende fordi den tvinger én til at bruge en masse energi på at opretholde en maske som viser det man ubevidst forestiller sig andre kan lide at se (fordi det er sådan men helst selv vil se sig selv), og fordi den hindrer én i at komme så tæt på andre at man kan se bag om deres masker, skræmt fra vid og sans som man er for at finde noget man må tage afstand fra og som kan få en til at mærke hvem man i virkeligheden selv er – bag den pæne maske.

Lys og skygge, det er det det hele handler om, og nu hvor jeg er i det her bestemte skyggefelt, som jeg friskt med mine egne ord kalder ubevidst tabuisering af de ikke-alt-rummende sider af én selv, vil jeg også lige minde om at skyggearbejde ikke handler om at afskaffe skyggen, men om at få øje på at vi alle har en skygge og ikke kan komme uden om at have den (men måske nok gøre den lidt mindre med tiden, lige som når solen står højt, og man befinder sig nær ækvator). Vores psyke vil altid omfatte noget som er ubevidst, og som vi ikke kan se hos os selv, men kun hos andre, og som vi tror hører dem til.

Jeg har med vilje valgt ordet tabu, fordi det for mig også kan illustrere vejen ud af “livshæmningen” og ind i livsudfoldelsen. Sådan helt banalt sagt, så tror jeg på at talemåden eller flosklen om at hvis man bryder et tabu, mister det sin magt, også gælder her. Hvis man kan sige til sig selv: “Okay, der er nogle menneskelige fænomener her i livet jeg bare ikke kan snuppe lige nu, og jeg kan mærke på ubehaget i min krop når jeg er tæt på dem, at det ikke er godt for mig at have noget at gøre med dem lige nu, og det respekterer jeg og tager jeg ansvaret for”, så kan jeg måske efterhånden lade masken falde og frigøre noget af al den energi der har været bundet i at opretholde den, og i stedet bruge energien til at lade mit liv udfolde sig med alt hvad det indebærer af godt og ondt.

Og måske er det også så heldigt, at jeg når jeg lader mit liv udfolde sig og bruger min tid her på jorden uden så mange forbehold og bekymringer, bliver i stand til efterhånden at rumme flere af de fænomener jeg lige nu ikke kan snuppe – simpelthen fordi jeg ikke mere har så meget maskeenergi bundet i ikke at lade det skinne igennem at jeg ikke kan snuppe dem. Fordi jeg ikke er så bange for min egen skygge mere og har accepteret at jeg har den. Måske mister de ting der provokerer mig så meget hos andre, deres overdrevne betydning for mig og bliver noget som mere eller mindre bare passerer, noget som jeg måske nok iagttager og registrerer, men som jeg ikke skal “tage mig af” personligt. Tror jeg.

Kvindelig typologi

Jeg tænkte at jeg ville dele noget her som jeg selv har haft stor glæde af at have med i bagagen. Det er bare et fragment som jeg personligt selv har fundet nyttigt at tage frem og undersøge nærmere med jævne mellemrum, og jeg skriver kort og for det meste med de originale ord om det, for egentlig vil jeg bare gerne henvise til kilden selv.

I bogen ”Kvindelighed i vækst. Voksne kvinders udvikling set ud fra C.G. Jungs psykologi” af Pia Skogemann er der et mindre afsnit om typologi. Bogen er fra 1984, så den er ikke helt ny, og formentlig er opfattelserne i den for længst taget til et nyt niveau, enten af Pia Skogemann selv eller af andre kyndige mennesker. Jeg tager den alligevel op her, dels fordi jeg kan mærke at noget giver genklang og virker gyldigt på mig, og dels fordi den om ikke andet angiver et fokus der kan fungere som et udgangspunkt for min egen og eventuelt andres videre søgen.

Pia Skogemann stiller spørgsmålstegn ved om Jungs typologi, som mange sikkert kender overfladisk fra for eksempel Myers Briggs Typeindikator (MBTI), overhovedet er lige så relevant for kvinder som for mænd, og med afsæt i dette inddrager hun Toni Wolffs ”fire kvindelige strukturformer” hvor der er lagt vægt på en dimension i typebeskrivelserne som Jungs typologi ikke direkte medtager, men som er karakteristisk for kvinder, nemlig forskellige former for relationsmåder.

Pia Skogemann skriver om sit valg af teori:

”Dette anser jeg for værdifuldt, fordi der dermed lægges vægt på den psykologiske baggrund for de forskellige kvindelige roller, som mor, hustru, datter, elskerinde, som alle sammen forudsætter et forhold til andre. Også i de ”objektive” roller ude i samfundet er det tydeligt, at kvinder lægger mere vægt på personlige forhold, fællesskab og grupper end mænd gør”. (side 78).

Og videre lidt længere nede:

”Snarere udgør Wolffs ”typologi” et kvindeligt mønster, der kan hjælpe den enkelte kvinde til at forstå, hvilket psykisk grundmønster der primært præger hendes tilværelse. Det kan også hjælpe kvinder til at indse, at der er andre kvinder, hvis veje og værdier er anderledes end deres egne, men som alligevel kan være med til at udvide og udtrykke det kvindelige univers.” (side 80).

Som nævnt opererer Wolff med fire kvindelige strukturformer:

  • Modertypen, ”som støtter og nærer alt, hvad der er svagt og uudviklet”. Måske ”i besiddelse af en næsten grænseløs uselviskhed og selvopofrelse”. ”Den positive udgave er næsten identisk med selve kvindeidealet i vores samfund”. Træder også frem ”i mere overført forstand som for eksempel Florence Nightingale og Mother Theresa”. (side 80). 
  • Hetæretypen, som ”er den typiske ”fars datter”. I vores samfund er der to tilsyneladende meget forskellige udgaver af dette grundmønster”: 1) Anima-kvinden der opnår følelsen af betydning ved at spejle sig i en mand, og som er “ekspert” i at møde sin mands ubevidste forventninger til hvordan en kvinde skal være på det sanselige plan, og 2) ”Den kloge datter” som spejler sin mands intellekt og ånd, som er mandens gode, præsterende kammerat og medhjælper, og som værdsættes højt af manden (så længe hun ikke overhaler ham intellektuelt). (side 81) 
  • Amazonetypen, der har udviklet ”et stærkt og tit meget kompetent ego”, og for hvem ”selvstændighed og uafhængighed er nøgleord”. ”I positiv forstand hviler hun i sig selv, men i negativ forstand bliver hun præget af en følelsesmæssig utilnærmelighed”. Hun er den typiske feminist, skjoldmøen som ”kæmper mod tyrannerne blandt alle mænd, og en af hendes udviklingsopgaver er at opdage, at tyrannen ikke mindst sidder i hende selv som en negativ animus”. (side 82). 
  • Formidlertypen, som ”Wolff kalder den mediale struktur”, og som først og fremmest er ”knyttet til det kollektive ubevidste. Hun opfanger intuitivt det, som ligger i luften, og hun søger at videregive det i en eller anden form. Ofte drejer det sig om indtryk af det, som ligger i omgivelserne, men som disse ikke er sig bevidst”. Indtil hun har udviklet ”et fast ego og en differentieret skelneevne”, kan hun blive ”oversvømmet af ubevidst indhold” og have ”svært ved at skelne mellem jeg’et og det ubevidste”, for hendes psyke er ”porøs indadtil”. (side 84). Denne types primære relationer til andre kan altså beskrives som en formidlers rolle, og det indhold der eventuelt formidles, hvis det er passende, er hentet fra det kollektive ubevidste. ”Wolff skriver: ”Det objektivt eller kollektivt psykiske kan imidlertid kun udtrykkes dækkende i et objektivt sprog, som, bortset fra kunsten, må være et psykologisk eller symbolsk sprog.”” Typen har ”i vores kultur haft meget få muligheder for positiv og anerkendt udfoldelse. Nogle få undtagelser har været de store religiøse kvindelige begavelser – og de måtte anerkende en nonnetilværelse. I gamle kulturer og i primitive kulturer har formidlertypen haft sin plads som seerske, sibylle, orkalpræstinde og shaman. Alle har de været kvinder, hvis opgave det var at opdage, hvad der endnu kun var i sin vorden – de har skullet afdække ”gudernes” vilje, noget som angik hele samfundet”. (side 84). 

Pia Skogemann der anser sig selv for at have formidlertypen som sin primære struktur, giver en kort, men fin fremstilling af sit eget forløb frem mod at udvikle ovennævnte skelneevne og dermed at kunne adskille sig selv fra de kollektive projektioner. Hun skriver blandt andet: ”Jeg lærte at bruge andre bevidsthedsfunktioner til at skelne med – og at dette var højst nødvendigt, for ikke alt det, man aner eller bliver grebet af som formidlertype, er noget som bør bringes frem”. (side 85).

Pia Skogemann afslutter hele kapitlet om kvindelig typologi sådan:

”Selvom hver kvinde altså først og fremmest må blive sig sin egen primære psykologiske struktur bevidst, findes alle fire slags i os alle, og til en individuationsproces hører en bevidstgørelse af dem. Gennem vores moder-del forholder vi os til vores biologiske, fødende og nærende del, og de psykologiske funktioner, som gennem årtusinder er blevet differentieret ud fra den instinktive rod. Gennem vor hetære-del forholder vi os til det andet køn, gennem vor amazone-del forholder vi os til egoet og dets evne til selvstændig virksomhed, og gennem vor formidler-del forholder vi os til den større psyke, som alle mennesker har del i, og som bærer kimene til fremtiden.

Ingen del kan mangle, hvis det er helhed vi søger.” (side 85).

Den 30. august 2008 skrev jeg, inspireret af Wolffs strukturformer, i min dagbog:

 
The four

The four of us
we stand so tall
uneven though
I love us all.
 
One I admit
to be the hardest quest
and one provides
for my lover’s best.
 
One dares to fight
for my soul to be free
and one lets me know
who I want to be.


Om at bide hoveder af

Der grubles.
 
Forleden stødte jeg helt tilfældigt på dette indlæg af Claus Buhl om det for nogle mennesker svære og skamfulde ved at have et ikke-akademisk talent i en kultur der hylder akademiske dyder. Jeg delte det i min læser fordi jeg kunne mærke der skete noget med mig da jeg læste det.
 
På den ene side tror jeg at Claus Buhl har ret i sin analyse af fotografens problem, og også i at der formentlig er mange der kan genkende den konkrete problematik hos dem selv. Skabelonen for hvordan skam og talent kan blive koblet hos den enkelte hvis talentet afviger fra den herskende kulturs mest værdsætte egenskaber, er jeg også med på – det er ikke nogen ny tanke for mig overhovedet, sådan teoretisk set.
 
Men på den anden side kunne jeg personligt slet ikke genkende fotografens problematik, og det udfordrede mig. Nu er det ikke fordi jeg skal hævde at jeg har noget særligt talent; det handler mere om det grundproblem mange af os vel sagtens tumler med hvis vi er bare en lille smule vågne i livet, nemlig at det kan være meget svært dels at give sig hen til og at tro på gyldigheden af en oplevelse af at der er noget vi bare må bruge vores tid på, og dels at acceptere at dette noget dukker op inde fra os selv og er uafhængigt af hvad for eksempel omverdenens normer eller økonomien dikterer.
 
Her er det at det går op for mig at jeg godt kan bruge skabelonen, men at værdierne har omvendt fortegn når jeg fylder den ud med mit personlige indhold. Jeg er vokset op i en absolut ikke-akademisk familie og kultur hvor boglige sysler blev anset for det rene tidsspilde, og hvor personer der ikke kunne arbejde med deres hænder og krop, var en slags fejludgaver af mennesket. Groft, men ikke forkert, sagt. Jeg har meget tidligt lært at arbejde, hvilket der hvor jeg kommer fra, betyder at udføre konkret, hårdt, praktisk arbejde. Og jeg har meget tidligt lært at det at have lyst til at læse en bog eller beskæftige sig med at tænke, analysere eller reflektere er tæt på at være en dødssynd, og at det fører til denne verdens undergang hvis man giver sig hen til den slags slendrian. Hvordan skal man få mad i munden hvis man falder i staver i stedet for at arbejde? Hvordan skal man bevare sin værdighed med en sådan dovenskab?
 
Jeg er – og jeg har virkelig gransket min hukommelse* – den højst uddannede i min familie både i min egen generation og i tidligere til trods for at jeg “kun” har en uddannelse som folkeskolelærer (som jeg iøvrigt kun har brugt kortvarigt fordi arbejdet var alt for udadvendt og .. ja, praktisk til at jeg kunne finde mig til rette med det). Det siger ikke så lidt, synes jeg.
 
Tilbage til skabelonen. Hvis jeg har et “talent”, og det er forbundet med skam, hvad er det så? Det er præcis min akademiske interesse, helt i kontrast til Claus Buhls pointe. Det er mit gode hoved, som dele af mit ubevidste system har vægret sig ved at lade mig bruge fordi det er forbundet med så stor skam, at jeg hellere ville dø end at følge min naturlige tilbøjelighed, hvis jeg kan kalde det det, til at tænke. For hvis jeg gav mig hen til det, ville det jo betyde at jeg var en fejludgave. Det er jeg gået meget langt for at skjule at jeg er, ikke med bevidst vilje, men fordi mit ubevidste overlevelsesinstinkt har budt mig det. 
 
Jeg sniger mig til at læse. Jeg sniger mig til at skrive. Jeg sniger mig til at tænke abstrakt og samle viden sammen. Jeg lader som om jeg godt ved at det ikke kan bruges til noget af nogen andre end mig selv. Jeg lader som om fordi jeg er så bange for at blive stemplet som et usselt menneske af mine medmennesker som jeg – med en del af mig som jeg ikke er herre over, i hvert fald i øjeblikke – forestiller mig tænker lige som min barndoms voksne.
 
Nu er jeg nået dertil at noget må have en ende, ellers eksploderer jeg i frustration, vrede og sorg over at livet ligesom ikke er mit, kan jeg mærke. Jeg bliver nødt til at tage ansvar for at mit hoved er indrettet som det er, og bruge det som det er designet til. Jeg må tage imod det som er givet, og som jeg ikke kan lave om på.
 
Jeg må bide hovedet af al skam. Jeg må.

 

————
*Note 06/12/10: Jeg har nu erfaret at jeg har en fætter der er ingeniør (men oprindeligt udlært maskinarbejder) – hvor godt!

At klatre op ad rebstigen

Nøj. Der er sagt meget på denne blog de sidste uger, både af mig og ikke mindst af andre, og det gør mig glad og taknemmelig. Det fylder mig også med dejligt meget stof til bearbejdning i mit system, og nu mærker jeg et behov for at lade tingene arbejde lidt på egen hånd et sted derinde uden at jeg blander mig alt for meget.

Jeg skal pusle lidt i haven. Eller måske bare sidde der, i skyggen under æbletræet, og blive strejfet af duften fra min fine rose som springer ud i de her dage. Jeg skal svømme – jeg kan allerede mærke vandet mod min hud og hvordan min krop helt automatisk gør sig strømlinet og samarbejder med det våde element. Og så skal jeg vist rydde op i den enorme stabel af biblioteksbøger der har tårnet sig op på min reol – jeg må vælge én som jeg vil koncentrere mig om, kan jeg mærke, og det er ikke svært: Det bliver Afhængighed. Din skjulte gave af Mary O’Malley, fordi den er så smuk og har så mange sproglige billeder som man kan indtage på samme måde som man drikker et glas vand når man er tørstig.

Jeg siger tak til Kristina som engang for lang tid siden sagde titlen så tilpas tydeligt at min hukommelse lagrede den til brug på det rigtige tidspunkt.

Jeg vil – vist ikke helt i overensstemmelse med reglerne for copyright og så videre, men i skruppelløs begejstring og utæmmelig lyst til at dele – levere et af Mary O’Malleys billeder direkte til dig herunder. Lad også uddraget være et udtryk for hvad jeg oplever som en af de væsentligste sider af min egen virkelighed – apropos mit forrige indlæg. Og ellers: Nyd sommeren der (for mig) endelig er ved at få det lys, de lugte og de lyde der smager af frihed.

(Klik på billederne for at se en læsbar visning).