Frihed

Når det handler om den fysiske del af verden, siger man at noget forårsager noget andet. Det er deterministisk. Noget er årsag til noget andet, og det kan ikke være anderledes.

Når det handler om bevidsthed, så siger man at noget begrunder noget andet. Men det er ikke deterministisk. Der er frihed, og der er flere muligheder. Hvis man oplever forfærdelige ting i sin barndom, kan det begrunde de traumer man lider under som voksen, men det er ikke nogen naturlov at man får det svært som voksen, eller i hvilken grad man får det svært.

Nogenlunde sådan lød det i skolen i onsdags, frit citeret efter hukommelsen. Jeg greb tanken, tænkte videre og fik nogle nye ord til at udtrykke noget som har optaget mig meget.

Jeg har døjet en del med at forstå at min bevidsthed ikke er underlagt fysikkens love. Jeg har måske nok kunnet følge tankegangen med mit hoved, men det har føltes fuldstændig modsat. Jeg har følt det som om der var noget eller nogen uden for mig selv der var den direkte, uundgåelige årsag til hvordan jeg havde det, og at det eller de bestemte hvem jeg skulle være. Jeg kunne godt tænke at det nok ikke hang sådan sammen, men det føltes alligevel som om jeg per naturlov var determineret til at være offer for eller i hvert fald bestemt af hvad andre “gjorde ved mig”. At forstå at jeg havde friheden til at sætte mig selv ind i et andet perspektiv var måske tænkeligt i teorien, men føltes alligevel umuligt at tro på.

Årh, hvad er det for en frihed, hun snakker om, kunne du spørge – man kan jo ikke selv gøre for at man har det dårligt; man har jo ikke besluttet i frihed at dét skal være virkningen af hvad man har oplevet?

Nej, det er rigtigt, man har ikke selv besluttet om det skal være lykke eller ulykke, det tror jeg heller ikke. Det er netop ikke vores bevidste ’jeg’ der bestemmer her, men derimod vores ubevidste, og dét føles fuldstændig – ifølge min ringe erfaring – som om det er andre der bestemmer. Som om det kommer udefra, fra noget eller nogle der ikke er mig, og som om det der bliver bestemt, er uundgåeligt eller finalt. Så det handler ikke om at føle skyld over sin egen ulykke, slet ikke. Men måske om at tage ansvaret for at ændre opfattelsen af den og af alt hvad man overhovedet oplever.

Det er her friheden kommer ind, tror jeg. Den består ifølge min opfattelse i at det er muligt at udvide sin bevidsthed. At det er muligt at gøre nogle af vores ubevidste indhold bevidste. Måske får vi så efterhånden øje på en del af vores indre teater hvor forskellige figurer spiller en rolle i de forestillinger vi har om os selv.

Jeg oplever det sådan at vi ikke kan gøre for hvordan det er blevet for os. Der er ingen grund til at skamme sig hvis det er gået skidt, og heller ingen grund til at hovere hvis det er gået godt. Men vi kan – i kraft af friheden – gøre noget for at det som opleves skidt, ikke fortsætter. Vores bevidste ’jeg’ kan beslutte at ville ændre vores tolkning af de oplevelser vi har. Undervejs, og det er formodentlig resten af livet, må vi dog overlade en hel del af arbejdet til ubevidste kræfter, og vi må tilgive os selv (og andre) igen og igen, når viljen ikke rækker og de indre figurer igen bestemmer lidt for meget over os. Tilgive, mens vi venter på den nåde der ligger i at få lov at erkende endnu et ubevidst indhold.

Jeg tror også at det handler om en tidsopfattelse som vi må sætte spørgsmålstegn ved. De oplevelser som har givet sår på sjælen, har det ligesom med at forny sig selv, så længe de ikke er nået frem til bevidstheden. De er ikke sket én gang for alle, de kan blive ved med at være grund til at vi tror sådan og sådan om os selv. Og om andre. De er både fortid og nutid, og de holder sig selv ved lige eller i live, så længe de befinder sig i det ubevidste, men vi har friheden til at stoppe eller mindske gentagelsen ud i fremtiden. Gennem arbejdet med at udvide vores bevidsthed.

Det er ikke nogen let opgave at tage på sig. Den kan ikke udføres over en weekend, den tager lang tid, måske år, måske resten af ens dage. Og den fordrer stort mod, megen vilje og evne til at udholde uvished, ubehag og mangel på kontrol.

Men det kan lade sig gøre. Fordi vi har friheden. I teorien og i princippet. Om vi griber den i praksis, er op til den enkelte. Dét – tror jeg – er et spørgsmål om tro, håb og kærlighed.

Sprogforvirringsfænomen

Jeg ved det godt, egentlig. At det ikke er for klogt at slippe min usynlige vane med at blande dansk og engelsk løs et sted hvor andre læser med. Det er sådan set ret ussel formidling; det lukker nogle ude, og det er jo det modsatte jeg gerne vil. Jeg ville selv blive irriteret og forvirret hvis jeg stødte ind i en blog hvor teksten var skiftevis på tysk og dansk. Eller fransk og dansk. Til eksempel. Yak.

Det er bare sådan at en stor del af den indre dialog jeg har med mig selv, ofte foregår på engelsk. Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg talt engelsk med mig selv. Og så har jeg bragt fænomenet med her til bloggen, som jo er mit sted, og hvor jeg øver mig på ikke at sortere så helt vildt meget, men tage det der dukker op som det dukker op. Jeg har valgt ikke at sætte den begrænsning for mig selv, tror jeg, mere eller mindre bevidst.

Der er, så vidt jeg har kunnet finde ud af, ingen meget jordnær forklaring på mit sprogforvirringsfænomen. Jeg har ikke familie eller venner der taler engelsk, og jeg har ingen særlige forudsætninger for at begå mig på det sprog. Jeg har udelukkende lidt skoleengelsk i bagagen. Og jo, så måske et ocean af sangtekster. ”We learned more from a three-minute record than we ever learned in school”, sang Bruce Springsteen engang. Måske har det noget med det at gøre?

En bekendt, som var meget optaget af østens religioner, foreslog engang at forklaringen måtte være at jeg i et tidligere liv havde talt engelsk som modersmål. Det lød jo vildt mystisk og stort, så fantasien piskede da også straks af sted. Men jeg ved ikke helt om jeg tror på den forklaring. Nu.

For nogle år siden, før Tina Dickow blev rigtig kendt, hørte jeg et interview i radioen med hende mens jeg kørte bil. På spørgsmålet om hvorfor hun skrev sange på engelsk, svarede hun på skønt jysk at det vidste hun ikke rigtigt, men det var som om engelsk var hendes ’poetry language’ (så vidt jeg husker, pointen var i hvert fald at engelsk var hendes poesisprog). Det har jeg tænkt jeg meget over siden.

Måske har jeg også sådan en slags poesisprog – altså uden sammenligning i øvrigt med Tina Dickows poesi som er aldeles fantastisk, men bare i princippet. Måske har vi alle sådan et poesisprog i en eller anden form som vi kan bruge til at lege med. Finde os selv med. Nå andre med.

Hvis vi altså kan høre det midt i alle konventionerne?

***
I’m living in this dreamless land
please, Unconscious, take my hand
and lead me to where I’m able to see
what kind of man I’m supposed to be.

Guide me through this wild confusion
expose my fears and let me loose them.
I’ll find the courage, I’ll dare in spite
of all the monsters revealed at night.


Sommeren 2006
***

Dette indlæg skylder jeg Lotte en stor tak for.

Update 29.10.2008: Marian har udgivet dette smukke indlæg i forlængelse af mine få, skæve ord her – læs og nyd …

Jordalterets egetræ

En fortælling kommer der her.

Til dig der med stor kærlighed gør så meget godt for andre, men ikke oplever at blive set.
Til dig der gør dig den største umage med at forstå de sværeste tanker, og som møder så mange forhindringer.
Til dig der har opnået stor visdom, men alligevel må bøje dig under andres magt for at overleve.
Til dig der ikke kan sove om natten fordi du må tale med dine indre stemmer der stiller spørgsmål, vil diskutere og sår tvivl.
Til dig der kæmper en modig kamp for en plads der føles som din, og ikke bare en plads der er til nytte for andre.
Til dig der må trække dig tilbage så ofte for at trives at andre kalder dig sær når de tror du ikke hører det.

Til jer og mange flere. Fordi jeres historier har rørt mig.

Og til mig – igen.

Marie-Louise von Franz om individuationsprocessen i C.G. Jung: “Mennesket og dets symboler”, side 163:

“Jeg’et må kunne lytte opmærksomt og give sig selv, uden noget andet formål end at opfylde denne indre trang til vækst. Mange eksistentialistiske filosoffer prøver at beskrive denne fase, men de når kun at trække sløret fra bevidstheden: De går helt hen til det ubevidstes dør, men de åbner den ikke.

Mennesker, der lever under mere rodfæstede forhold end vi, har mindre besvær med at forstå, at det er nødvendigt at opgive den nyttemoralske, bevidste planlægning for at give plads for personlighedens indre vækst. Jeg mødte engang en ældre kvinde, som ikke har opnået meget materiel lykke. Men hun havde faktisk fået skabt et godt ægteskab, selv om hun havde en vanskelig ægtemand, og det havde modnet hende på det personlige plan. Da hun beklagede sig over, at hun ikke have ”udrettet” noget særligt i sit liv, fortalte jeg hende en historie, som er knyttet til den kinesiske vismand Chuang-Tzu. Hun forstod den straks og følte stor lettelse.
Historien lyder:

“En omvandrende tømrer ved navn Sten, så på sin rejse et kæmpemæssigt, gammelt egetræ på en mark ved siden af et jordalter. Tømreren sagde til sin lærling, som beundrede egetræet: “Det er et ubrugeligt træ. Hvis man ville lave et skib ud af det, ville det hurtigt rådne. Hvis man lavede værktøj, ville det knække. Du kan ikke bruge træet til noget; derfor er det blevet så gammelt.”

Men da tømreren var gået til ro, viste egen sig for ham i en drøm og sagde: ”Hvorfor sammenligner du mig med de træer, I planter: Tjørn, pære, appelsin, æbletræer og alle andre træer, der bærer frugt? Knap nok er frugterne modne, før folk går i gang med at ødelægge dem. Kviste rives af, grene brækkes. Træernes gaver ødelægger træerne selv. Det er derfor, jeg har forsøgt at gøre mig unyttig. Du stakkels dødelige! Forestil dig at jeg havde været til nogen gavn, ville jeg så have nået denne størrelse? Desuden er både du og jeg skabninger, hvordan kan den ene skabning sætte sig selv så højt, at han kan dømme en anden? Du ubrugelige, dødelige menneske, hvad ved du om ubrugelige træer?”

Tømreren vågnede og tænkte over drømmen, og da lærlingen senere spurgte, hvorfor det gamle træ blev brugt til at beskytte jordalteret, udbrød tømreren: ”Hold mund, jeg vil ikke høre mere om det træ! Det vokser her, fordi man alle andre steder ville have mishandlet det. Hvis det ikke var jordalterets træ, ville det for længst være blevet fældet.””

Tømreren forstod drømmen. Han indså, at det at fuldbyrde sin skæbne er den største menneskelige bedrift. Vores nyttemoral må give efter for den ubevidste psykes krav. Hvis vi oversætter billedet til psykologisk sprog, ser vi, at træet symboliserer individuationsprocessen og giver en belæring til vores kortsynede jeg.”

Vores dybeste frygt

Da jeg var ude at handle med mine børn for et stykke tid siden, fik de mig overtalt til at købe en dvd. Den var billig og “lige noget for os”, som den ældste udtrykte det. “Coach Carter” stod der på omslaget, og Samuel L. Jackson stod i forgrunden som træneren med fod på bolden foran et hold af unge basketballspillere i bevægelse.

Om aftenen så jeg filmen sammen med drengene, og den handler ganske rigtigt om basketball som de er så vilde med. I hvert fald på overfladen. Filmen er baseret på en autentisk historie om en amerikansk basketballtræner, Ken Carter, der låste sine spillere ude fra boldhallen lige før den sidste turneringskamp, fordi de ikke havde opnået tilfredsstillende karakterer i de boglige fag. At blive vindere betyder ikke at blive vindere af turneringen, men at blive vindere af livet, synes moralen at være.

I løbet af historien tager selvsagt mere end en ung mand livtag med nogle eksistentielle kræfter, men især én af personernes historie rørte mig. Den unge latinamerikaner Cruz står over for valget mellem at være loyal over for sine narkokriminelle og voldelige familiemedlemmer eller blive mønsterbryder og følge sit talent ved at engagere sig i Carters basketballhold.

Coach Carter giver ham tidligt i forløbet begyndelsen af et citat og lægger op til at han skal finde ud af at fuldende det. Som den nysgerrige, begavede fighter den unge mand er, bider han på, og til sidst i filmen leverer han næsten hele citatet:

“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won’t feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It’s not just in some of us; it’s in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.”

Marianne Williamson: “A Return To Love: Reflections on the Principles of A Course in Miracles”.

Der sad jeg – med popcorn på bordet og mine ungers meget jordnære kommentarer i ørerne – og følte mig ramt et sted dybt inde. Nu var filmen også blevet noget for mig. Dagen efter kunne jeg ikke lade være med at lede efter citatet på nettet. Det er vist nok et meget kendt citat, og det forstår man jo godt. Så fint og så rammende – og alligevel så svært at “forstå” med følelserne.

Drenge bliver til mænd i “Coach Carter”, og nogle af dem vinder ikke bare en basketballkarriere, men selve livet. Cruz forstår at det ikke gavner hverken en selv eller ens medmennesker hvis man sætter sit lys under en skæppe og gør sig lille i livet. Men han erfarer også at det kræver et meget stort mod at efterleve den indsigt, for omgivelserne – godt hjulpet af vores ubevidste – vil ofte hævde og kræve det modsatte. Og vi er alle uendeligt og fundamentalt bange for at miste kærligheden fra vores nærmeste og anerkendelsen fra andre.

Måtte vi alle finde modet til at trodse vores dybeste frygt.