Juleaften

Det går så langsomt med at få brændt mit kalenderlys at jeg blev bange for at komme for sent til juleaften. Jeg må gøre noget, tænkte jeg, og spiste resolut forud af min chokoladekalender; det tog til gengæld kun et splitsekund. Så er der udlignet, tænkte jeg, og nu ankommer jeg nok pænt klædt på til flæskesteg og risalamande på den rigtige dag. Det ville da være en god ting.

Jeg tænker en del på for tiden hvordan et menneske kan være helt ude af sync gennem store dele af sit liv. Ved siden af sig selv med fornemmelsen af at denne dag ikke rigtigt er en del af ens liv, men bare noget man skal igennem uden at mærke for meget til det, for ens rigtige, ens eget liv er noget der var eller skal komme engang når man er færdig med de her dage man lige skal igennem først.

Ikke nogen fest, må man sige. Meget værre end at være bange for ikke at gribe juleaften mens den er der, og så alligevel lidt det samme. Det gælder vel også her om at tælle rigtigt. Om både at brænde den rigtige del af sit lys og spise det rigtige stykke chokolade lige netop nu, i dette øjeblik.

Det lyder måske let at bringe sig selv i overensstemmelse med sig selv, men jeg ved om nogen hvor svært det kan være at være i og hvor svært det kan være at komme ud af sådan en ude-af-sync-tilstand. Lige nu glæder jeg mig bare til juleaften og håber jeg oplever et glimt af sync lige dér.

Tabu

Mandag er svømmedag, og det er bemærkelsesværdigt hvor meget velvære man kan generere på en times tid. Det kan holde flere dage for mit vedkommende. Jeg kan tappe ind i den tilstand jeg er i når jeg svømmer, hvis livet bliver lidt for tungt og forkert, og så husker min krop hvad den oplevede, og giver mig samme belønning ved tanken alene som mens det faktisk fandt sted. Det har holdt mig oppe mange gange.

Rytme, oplevelse af mestring, flow, at være i nuet. Ingen irriterende sanseindtryk, kun de mest komfortable og mindst forstyrrende jeg kender til i vågen tilstand. Jeg kan ikke høre ret meget og slet ikke noget tydeligt. Lyset er helt tilpas. Jeg har begrænset udsyn. Der er ikke noget tøj, sko eller smykker der tager opmærksomheden. Svømmebriller, badehætte og badedragt er efterhånden en nærmest integreret del af min krop. Vejen er banet for intuitive indsigter, for at modtage informationer fra det ubevidste.

Og i dag gik det op for mig med stor tydelighed, at jeg hele livet har oplevet at blive undervurdet. Det har afstedkommet en tilbøjelighed i mig til at tro at jeg er præcis så begrænset indeni som de fleste andre mennesker kun er i stand til at se mig, og at jeg derfor ikke har haft mod på at stå frem med alt hvad der er i mig. At jeg har holdt mig selv tilbage og nede fordi jeg har opfanget at jeg ikke bliver forstået og i øvrigt gør andre utilpasse hvis jeg viser for meget af hvad jeg tænker og forstår.

Jeg ved det. Det er tabu at sige den slags, men nu gør jeg det alligevel. Måske bliver du voldsomt provokeret, det er der ikke noget at gøre ved. Det er tid til at bryde en cirkel.

Opgaven

Ind imellem ville jeg ønske at man fik en chance mere for at leve sit liv. At man først fik ét liv til at øve sig på, og så et hvor det virkelig gjalt. Jeg skulle for eksempel have protesteret allerede dengang jeg blev bedt om at gøre min mormors omsorg til en hemmelighed for ikke at vække min fars vrede.

Men sådan spiller klaveret jo ikke. Man får kun ét (liv, ikke klaver), og opgaven er vel til enhver tid at leve det klogere i morgen end i går. Hvis man kan. Kan jeg?

Orm

På vej hjem fra arbejde ser jeg en snog i solen på stien. Den ser ud til at blive lige så forskrækket ved mødet som jeg, og bugter sig ind i underskoven med lynets hast da jeg nærmer mig. Jeg når dog at se den, også med kameraet, og nu kan jeg ikke længere lade som om den ikke eksisterer.

Ormen. Slangen.