Forholdet til det ubevidste – Side 4

Rapport

Man ved man har corona når man vasker sig i tetræsoliesæbe og ikke kan lugte det.

Lidt kriller i halsen der bliver til trætte muskler, snot og småhoste der bliver til “bare lidt forkølelse” i løbet af knap et par dage. Intet jeg ikke ville have kunnet arbejde på trods af før corona, men corona er her stadig, og jeg husker at jeg hellere må tage en test, og så er jeg pludselig spærret inde herhjemme og sat skakmat.

Nogen sætter en pose med lidt godt uden for døren, men jeg kan ikke smage forskel på chokofanter og tivolistænger og må nøjes med lade mig forkæle af oplevelsen af et stykke chokolades velkendte konsistens i munden.

Jeg drøner planløst rundt på nettet for at lede efter svar på spørgsmål som jeg ikke engang kan formulere helt for mig selv, om Jungs typologi. Det er som om noget omkring min egen person toner frem i takt med at jeg kan give mere og mere slip på at tænke på mit arbejde. Pludselig, på dag fire, står det skarpt. Jeg ved hvad jeg har tabt og hvad jeg gerne vil genfinde i mig selv, og jeg er uendeligt taknemmelig over pludselig at kunne få øje på det igen.

Jeg ser alt hvad der er at se, i tossekassen. ALT (haha). Peaky Blinders (jeg synes den holder helt hjem; det er der vist delte meninger om, men for mig er det total klasse. netflix), Et helt menneske (jeg venter interesseret på det kommende afsnit. dr), Stranger Things (jeg vil gerne, men det fanger mig ikke rigtigt i denne ombæring. netflix), Billy the Kid (det er rigtig godt, men mere for de tænksomme psykosocialt orienterede end for de western-action-orienterede. Samme forfatter som Vikings, iøvrigt. viaplay), Trom (elendigt instrueret hvis jeg overhovedet forstår noget og det ikke bare er de to sprogs træskodans med hinanden der står i vejen, men fedt og interessant at se noget fra Færøerne. dr og viaplay) og ikke mindst Wallander (bare fordi jeg elsker Krister Henrikssons Kurt som har ikke så få ligheder med den jeg selv synes jeg er blevet til. dr). Bare for at nævne noget af ALT.

Jeg kunne godt have undgået det overdrevne streamingorgie hvis jeg havde haft noget ordentlig at læse, men jeg var jo ikke ligefrem forberedt, og da der i løbet af førstedagen tikker en mail ind på telefonen om at det nu endelig er min tur til at låne den bog jeg har ventet på siden nytår, er jeg da også ved at gå ud af mit gode skind af ærgrelse fordi jeg jo ikke kan hente den. Men måske var det i virkeligheden det bedste der kunne ske, at jeg blev tvunget til bare at lade mig drive med på skærmen og dermed give plads til at noget af alt det jeg har stuvet godt og grundigt ned i glemsel og ubevidsthed, kunne bane sig vej til overfladen uden min bevidste medvirken.

Nu er det hele overstået. Jeg har ikke “betydelige symptomer” og har aldrig haft det, så jeg måtte godt gå ud igen her til formiddag. Det første jeg gjorde, var at gøre min lejlighed ren og derefter at gå ned og sætte alt mit vasketøj over. Og mens det vaskede, gik jeg på biblioteket, så NU læser jeg. Det er heldigvis min friweekend.

Hvis man ikke vidste bedre, er alt tilbage ved normalen igen. Jeg ved bedre.

Horisont

Jeg vendte mig om i går på vej til CrossYoga; noget fik mig til at se mig tilbage. Ild i horisonten. Det så kønt ud derfra hvor jeg stod, men visheden om at under den samme måne kigger mennesker som du og jeg på en horisont i virkelige flammer, gjorde glæden meget kort.

Krig. En så fuldstændig anakronistisk og meningsløs magtudøvelse sender konstant bølger af sorg og frygt gennem mit system, uanset hvad jeg ellers beskæftiger mig med. En gal og grusom mand med alt for megen magt har sluppet sine indre dæmoner løs, og jeg får ikke ro før nogen får stoppet den her destruktive energiudladning. Det beder jeg til.

Og hvad laver jeg så ellers, mellem bølgerne?

Jeg læser En linje i verden af Dorthe Nors (essays) og Henrik Saxgren (fotos), og bogen tager mig med på en begavet og besjælet rejse langs Jyllands vestkyst, ja, faktisk med vadehavsbesøg helt ned til Holland. Poetisk, (selv)biografisk og fuld af både fakta og kendskab til naturen på samme tid. Dorthe Nors’ essays er meget bedre og mere end jeg kan finde ord for her og nu – jeg er vild med dem, de beriger og inspirerer mig. Desuden giver både essayene og Henrik Saxgrens fotos mig trøst og tro på at der endnu i verden findes diametrale modstykker til en bestemt russers afstumpede ånd.

Det samme kan man også sige om filmen Rose som jeg så i går. Jeg har heldigvis en ven som er rigtig god til at hive hjemmehængeren Janne ud af isolationen blandt andet for at se kvalitetsfilm, og jeg har ingen ord der kan beskrive hvor god jeg synes den film er. Jeg håber alle mennesker kommer til at se den og ikke mindst giver sig tid til at lade det synke rigtigt ind hvad de har set. Rose er som en bro over uroligt vand, det er det eneste jeg kan komme i tanke om at skrive lige nu.

Samme ven formår også at få mig ud at svømme, på den gode måde. I dag har jeg haft fri fordi det er mandag, og har svømmet længere end på noget andet tidspunkt det sidste års tid. Jeg har en tendens til at holde op med at gøre ting min fornuft ellers udmærket ved at jeg har godt af, når jeg er nedtrykt. Det er en vældig selvdestruktiv spiral, og hver gang det lysner og jeg er på vej op fra nedturen igen, tænker jeg at jeg skal huske hvad det er jeg er tilbøjelig til at gøre ved mig selv, og tage mig i det næste gang det mørkner, men jeg er lige langt væk fra vinduet hver gang alligevel. Det resulterer blandt andet i at jeg flere gange end jeg kan tælle på tæer og fingre har skullet svømme, løbe, ro, cykle eller gå mig selv tilbage i form. Det ville være nemmere hvis jeg bare kunne holde en god form jævnt gennem livet, men sådan skal det altså ikke være. Heldigvis kan jeg jo godt lide en udfordring, faktisk begynder jeg generelt at kede mig og føle at min eksistens er ligegyldig når der ikke er flere problemer at løse eller mere nyt at lære – det mønster har jeg på alle områder i livet. Nu gælder det så svømningen, og når jeg er frisk nok til det igen, forestiller jeg mig at jeg begynder at transportere mig selv på cykel også. Således har jeg en forventning om at jeg kan genopfinde mig selv for gud ved hvilken gang.

Krig er ikke kun noget der foregår i det ydre, og når jeg tænker over det, er det i virkeligheden nok krigene i det indre der er årsag til alle de andre – i det små og i det store.

Glædelig jul

Jeg fik ikke sagt det, heller ikke skrevet det, men det betyder ikke at jeg ikke tænkte på alle jeg kender, og ønskede jer en glædelig jul. Det gjorde jeg.

Jeg hænger bare lidt i bremsen. Der har været så meget jeg skulle disciplinere mig selv for at stå igennem, så meget jeg skulle bide i mig, så meget jeg skulle tage stilling til og så mange, mange timer uden nogen at tale med det hele om, at jeg ikke orkede mere da jeg endelig fik tiden til at vise andre lidt opmærksomhed. Jeg har en uge endnu til at fylde lidt energi og ro på mit system. Heldigvis er der smukt derude, luften er frisk, og det er nærmest bare at gå uden for døren, så sker der mirakler i et slidt menneskes krop og sind. Synes jeg.

Dengang jeg var meget yngre og skulle have mit første barn, var der megen snak om at man jo ikke ved hvordan man selv vil reagere under en fødsel før man har prøvet det. Det er ikke noget man kan forudse, og selvom man forbereder sig, er der ubevidste kræfter i en der muligvis tager over og overrasker når det først går løs.

Sagt med et glimt i øjet vil jeg påstå at man på samme måde heller ikke kan vide hvordan man selv vil reagere under fabriksarbejde før man har prøvet det. Jeg har i hvert fald stiftet bekendtskab med nogle ubevidste kræfter i mig selv som jeg ikke anede eksisterede, både nogle der kunne få negative og nogle der kunne få positive følger hvis jeg slap dem løs.

Jeg håber (og tror egentlig) det er lykkedes mig at holde de værste sider af mig selv nede i så tilstrækkeligt omfang at der ikke er sket varig skade på nogen eller noget. Jeg har i hvert fald ikke slået nogen selvom jeg fandengalemig havde lyst til det ind imellem, og jeg har heller ikke sagt hvad jeg tænkte når jeg tænkte det værste (selvom jeg roligt kunne have gjort det, ingen ville have forstået det med mindre jeg havde ladet google oversætte til hindi, arabisk eller filippinsk først, men måske kunne mit tonefald have skabt røre?).

Til gengæld er der tilsyneladende også kræfter i mig som jeg ikke rigtigt kunne huske var en del af mig, og som viste sig at være svære at holde nede og som jeg heller ikke havde lyst til at holde nede længere. Jeg anser egentlig mig selv for at være en kold skid der kan tage de vildeste beslutninger hvis bare de logiske argumenter er i orden eller den rigtige årsags-virknings-sammenhæng sandsynlig. Men ude på den fabrik kunne jeg pludselig iagttage mig selv sætte hensynet til andre mennesker først, være overraskende god til at kommunikere med alle uanset sprog og til at forstå og vise at jeg forstod ad nonverbale veje med overbevisning. Jeg blev langsomt den man kunne spørge om hjælp til alverdens små og store private problemer som man ikke selv kunne løse på grund af mangel på sprog og kendskab til det danske samfund. Jo, jeg har fundet julebørnevitser frem derhjemme om aftenen til en sms og forklaret pointerne på engelsk så et barn kunne deltage i julevitsindsamlingen på lige fod med klassekammeraterne. Læst breve fra det offentlige og oversat til tegnsprog og simpelt engelsk i mine pauser. Forklaret hvad kviktest er, og tastet adressen på nærmeste teststed ind i maps på en fremmed telefon. Forklaret en arbejdsopgave i det skjulte så den endelig blev til at forstå og ingen tabte ansigt efter 20 år i jobbet. Og hvad ved jeg ikke.

Det mærkelige er så at kontakten og muligheden for at bidrage til personlig læring og udvikling gjorde mig glad. Alt andet trådte i baggrunden i forhold til måske at kunne give et andet menneske et lille bitte skub til at kunne klare sig et nøk bedre i det her vildt fremmede, uforståelige og uigennemskuelige samfund. Alle kan formentlig lide at gøre noget for andre, men den helt store oplevelse for mig var at jeg tilsyneladende havde det som en fisk i vandet med det. Til gengæld føltes dét at skulle tilpasse mig et manuelt, trivielt arbejde med fokus på kvantitative, materielle resultater som at være en fisk der prøvede at lære sig selv at klatre i træer.

At fabriksarbejdet skulle give mig så stor en gave som det har været at genfinde den side af mig selv – jo, genfinde, for jeg tror nok at jeg “var” sådan engang før livet gjorde mig kold og tilbagetrukket – det er virkelig stort for mig, og jeg vil være evigt taknemmelig for erkendelsen. Den kom ikke let, jeg skulle helt ned at ligge for at se det, men nu tror jeg måske jeg kan og tør og vil hjælpe mig selv til at blive mig selv igen. Jeg tør måske leve med at jeg er en lidt “mystisk” person med en veludviklet sjette sans der ser lige ind i andre og møder dem hvor de er, på en måde som ikke så mange forstår eller anerkender, og jeg er også klar til at leve med at jeg aldrig bliver et traditionelt begavet menneske der er i stand til at løse både praktiske og intellektuelle problemer med kølig logik hvilket jeg ellers altid gerne har villet kunne i et forsøg på at blive anerkendt og regnet for noget, måske især af de mennesker jeg er vokset op med og har levet sammen med. Man kan ikke få det hele, og et valg er altid også et fravalg – undskyld klicheerne! Jeg er måske ved at være der hvor jeg kan vælge at give en naturlig side af mig selv lidt mere plads og lade andre måske nok mere forståelige, populære og nyttige, men også særdeles energi- og disciplinkrævende sider af mig selv fylde lidt mindre.

Favoritsymbol

Julerose. Det er nok den fysiske genstand jeg forbinder mest med julen overhovedet, og her står årets eksemplar på mit spisebord og er foreviget i et instagramopslag.

At de mest julede genstande for mig ikke er for eksempel andesteg, juletræer eller sågar stjerner, skyldes nok at jeg generelt og helt igennem er et mennesker der foretrækker at opfatte den udvendige verden symbolsk hvis jeg overhovedet kan finde en relevant anledning til det. Hvorsomhelst og nårsomhelst leder jeg efter betydningen bagved eller udover det jeg oplever med mine sanser. Der er ikke meget der får lov at være det det er i sig selv, når det bliver filtreret gennem min krøllede hjerne; det er i det skjulte at meningen, eventyret og rigdommene findes – som jeg ser det.

Når det kommer til juleroserne, kan jeg takke to* Marianne’r og en Selma for at de betyder så meget for mig. Der var engang hvor blogverdenen var dét sociale medie “man” brugte, og for mig er det stadig det eneste medie jeg rigtigt føler mig hjemme på. Selvom den verden nærmest er forsvundet nu, i hvert fald som socialt medie for “almindelige mennesker”, er jeg her stadig på 14. år, og det er længe nok til at jeg nogle gange synes det er sjovt at linke til et af mine egne gamle indlæg. Således også i dag. Hvis du er nysgerrig efter at vide hvorfor juleroser betyder så meget for mig, kan du læse det her:

Legenden

*Tilføjelse 19. december 2021: Faktisk tre Marianne’er, for jeg har også en veninde ved det navn som op til jul for nogle år siden hvor alt syntes temmelig håbløst og trist for mig, gav mig to smukke juleroser i fine potter. Siden har jeg hvert år købt juleroser til mig selv.