Jeg så engang en børneudsendelse om to søskende der havde en mormor der så stort på normer og sædvaner, havde sine egne ideer om hvad der var værdifuldt, og i det hele taget gjorde som det passede hende. Det var til stor fordel for børnene og til stor forargelse for de andre voksne. For eksempel kunne hun godt lide mælkebøtter og lod dem stå. Hendes have så ud cirka som på billedet herover.
“Mælkebøttemormor og Max og Lisa har det sjovt ..”
Sådan lød introsangen mens man så børnene løbe glade gennem mælkebøttemarken.
Så hudt jeg visker, jeg garanterer ikke at det faktisk forholdt sig præcis sådan. Jeg tror nok jeg drømte om selv at have sådan en mormor. Eller måske drømte jeg om at være en mælkebøtte som sådan en mormor så og sørgede for. I hvert fald hører jeg sangen i mit hoved og tænker på udsendelsen hvert år når mælkebøtterne vælter frem, og jeg smiler stort til alle de gule hoveder jeg kommer forbi. Også til dem der slår sig ned i mine altankasser. Jeg lader dem være i fred, hvilket nok også er til forargelse for nogen.
Min opmærksomhed flytter sig fra område til område, det er som om jeg er ved at grave adskillige meget dybe huller på én gang. Jeg glemmer ingen af dem på noget tidspunkt, jeg kan se dem alle sammen samtidigt, men et af dem står til enhver tid tydeligere frem end de andre. Jeg hanker op i spaden, graver lidt dybere snart i ét hul, snart i et andet. Jeg forestiller mig at jeg er på vej ned til et netværk af gange som ender med at forbinde alle hullerne og endelig – endelig! – viser mig hvordan alting hænger sammen.
⦾ Jeg har sat mig for at læse alle de bøger af Jon Kalman Stefansson der er udgivet på dansk. “Han skriver fuldstændig fantastisk, og han kredser omkring temaer som er så genkendelige for mig, at det er som at komme hjem at læse hans bøger, selvom de foregår på Island,” skriver jeg i en fødselsdagshilsen til en ven. Jeg afsluttede den sjette bog i rækken i går, og jeg er stadig sulten, kan ikke vente til biblioteket har fundet den syvende og sidste bog frem, Historien om Asta : hvor går man hen hvis der ingen vej er ud af verden?
⦾ Jeg læser (mere) om enneagrammet, jeg er opsat på at fordybe min forståelse af det. Det er et viist og fremragende system til at forstå hvad der er ens basale ønske i livet på den ene side og basale frygt på den anden. Jeg er 5’er: Iagttageren, udforskeren, den der mest af alt ønsker at være kompetent og har behov for at opfatte, erkende og forstå. Viden er mit stof. Løsrivelse og uafhængighed er min svaghed og min styrke. Jeg bruger isolation, tilbagetrækning og compartmentalization til at beskytte mig selv og finde tryghed når jeg er under stort pres. Jeg frygter per natur og per erfaring at jeg ikke er særlig god til at klare mig i den ydre verden, og jeg føler mig hjælpeløs og ubrugelig når jeg mangler viden, informationer og kompetencer og bliver overvældet af forventninger og krav. Alt det siger enneagrammet til og om mig, og jeg er ikke i tvivl om at det er rigtigt.*
⦾ Jeg skriver dagbog, fylder en kalender med noter som jeg ved jeg aldrig vender tilbage til, det er min sædvanlige modus. Dagbogen lytter, har ingen mening om hvem jeg er eller skal være, venter tålmodigt på at jeg formulerer noget omkring mig og mit liv som er til at forstå for en udenforstående som mig selv.
⦾ Jeg lader mig overrisle, lytter tilFribytterdrømme med Ikke Bange For At Dø, Men Rædselsslagen For At Miste Livet (alene ordene beruser mig). Ser Alias Grace baseret på en roman af Margaret Atwood (I’m every woman, kommer jeg til at tænke).
⦾ Jeg strikker sorte strømper jeg længe har ønsket mig, og syr noget af mit tøj om. Guderne skal vide at jeg ikke har en kæft forstand på hvad jeg laver, men det giver mig lejlighed til at undersøge hvordan jeg synes jeg skal se ud hvis jeg skal ligne mig selv. Det er svært at mærke hvem jeg selv er, efter mange år i uniform eller træningstøj eller nattøj eller det mest praktiske tøj af hensyn til arbejdsopgaver.
⦾ Og jeg venter, jeg venter på mere end historien om Asta og at se mig selv. Jeg venter på en sms om at Dario Nardis seneste bog, The Magic Diamond, om Jungs typologi, ligger klar til mig og spaden ovre hos købmanden. Jeg venter også på at få en idé til hvordan jeg skal bringe mig selv, og ikke en mat afglans i form af en refleksion af andres forventninger og behov, ind i den ydre verden – det skal tilsyneladende komme endnu længere væk fra end Nardis bog! Og så venter jeg på at min skriveblokering aftager, at der går hul på et eller andet og at noget vælter op af et af hullerne. Måske har jeg lige mærket det første stænk. Jeg ved det ikke.
Frostklar dag med krystalklare erkendelser. Nogen svigtede mig, og den lille pige i mig tror jeg blev og bliver svigtet fordi jeg havde og har fortjent det og skulle og skal skamme mig over mig selv.
Det vil jeg godt stille spørgsmålstegn ved. Jeg vil endda driste mig til at forsøge at afvise skammen og turde tage plads op i verden som om jeg har ret til at være her og ikke pr. definition i kraft af min slette natur er årsag til andres lidelser.
Måske er det fordi jeg er under indflydelse af nattens kolde, klare luft omkring min varme seng eller dagens løbsfrigjorte endorfiner at jeg pludselig ser det sådan, men jeg vil prøve om jeg kan fastholde det.
Jeg har været til fernisering på udstillingen “Kun Kærlighed” af Katarína Duedal i Bagsværd Kirke. Jeg fik lov at låne en telefon, to kunstværker, en svømmeven og kunstneren selv i hvid skjorte. Det fik jeg en lille skat ud af som jeg nu sidder og summer over mens jeg venter på at få lov til at vise den her.
