Læs. Tænk. Se. Skriv. Gå. Svøm. Vid.
Jeg har stort set ikke rørt mig ud af flækken i dag, bortset fra at jeg har støvsuget gulvet for sand. Nu løsriver jeg mig og tager en pause fra læsningen inden jeg følger med ind i Skyggens Land. Igen.
Jeg tænker at en tur omkring Netflix lige kan fuldende dagen på smukkeste vis. Så tror jeg måske også jeg har fået hvilet ud.
Jeg forsøger at tæmme det stærke lys der vælter ind ad vinduerne og generer mig. Udsigten bliver erstattet af fine skyggebilleder. En due lander, pudser sine fjer og viser sin ikoniske silhuet før den letter igen. Kort efter bliver mine skråvinduer sæbet ind et efter et og skrabet rene igen af vinduespudsere med moppe og skraber i præcis den rigtige bredde oppe fra taget uden for mit synsfelt.
Jeg går i stå midt i ansøgningsskriveriet og følger fascineret den sorthvide forestilling på lærredet over mit hoved. Det er absurd teater, og der er ingen mening at finde. Alligevel slår det mig at der er noget ved det her skyggespil som siger mig et og andet. Hvad kan jeg finde i skyggen? Fred og en klarere udsigt?
PS. 17. april 2019: Some serious shit?
Min krop har to sider.
Den ene kan ikke ses med det blotte øje, men kun mærkes og opleves af mig selv. Den er derinde bag overhuden, eller derude mellem aktiviteten i hjernen og overhuden, alt efter hvordan man ser det. Den side af min krop er ifølge min egen opfattelse helt som den skal være. Jeg er stolt af den, egentlig, og jeg kunne ikke ønske mig mere af den end det den er og kan. Det siger jeg uden vaklen. Den formidler kontakten til følelser jeg ikke er bevidst om, gennem kropslige fænomener, så jeg kan blive klogere gennem livet. Den kan udføre fysisk arbejde der påvirker mit nære miljø efter mine ønsker og behov. Den har udført sin biologiske funktion på alfaniveau: problemfrie graviditeter, stående, naturlige fødsler og effektiv amning. Den er hjemsted for sanselige oplevelser som giver nydelse og lommer af ren væren. Den har altid været og er indtil videre ved godt helbred og har et godt energiniveau. Den kan lege og generere mentalt overskud gennem forskellige idrætter. Jeg kunne blive ved. Der mangler ikke noget i denne helt private verden som det i øvrigt føles grænseoverskridende at beskrive her, hvilket jeg vælger at trodse for en gangs skyld.
Den anden side af min krop begynder ved ydersiden af overhuden. Det er den side jeg ser i spejlet, og som andre ser når de ser mig. Den jeg forholder mig til at andre mennesker forholder sig til. Den side af min krop der også kan lugtes, høres, smages og opleves ved berøring, af både mig selv og andre, og ikke mindst er tilgængelig for vurdering af gud og hvermand. Om den side har jeg kun én ting at sige: Den er virkelig ikke for køn. Min facon er helt til (flod)hest og min hud er – så vidt jeg ved – det eneste organ i min krop der ikke fungerer ordentligt, foreløbig kun med kosmetiske konsekvenser, men jeg frygter det er en stakket frist. Det er sagt helt nøgternt og objektivt.
Jeg overvejer om universet har givet mig en krop med to så forskellige sider som en mental, måske endda spirituel øvelse der skal lære mig noget vigtigt. Måske skal jeg forstå at jeg er et menneske der ikke er designet til at gøre sig gældende i den udvendige, spejlreflekterede verden vi lever i lige nu, og at jeg har en opgave i at sætte fokus på den indvendige side af kroppen for at bidrage til en slags balance i universet. Jeg vil til enhver tid af egen drift vælge at fokusere på indersiden frem for ydersiden, det er i hvert fald givet.
Jeg værdsætter i sandhed det der foregår på indersiden, og indtil videre og på gode dage har jeg ikke tænkt mig at skubbe mig (for langt) ud af verden fordi jeg på ydersiden ikke er køn at se på og ikke vil ses på. Jeg kommer aldrig til at flashe mit flesh for andre; en vis blufærdighed på min krops vegne vil jeg altid have og i øvrigt mene er helt på sin plads. Men den værste skam over den her udvendige sides forkerthed, som også er der ind imellem, vil jeg forsøge at holde i ave. Fanden tage den!
Jeg har fundet en sand skat derude på nettet, en podcast-serie på weekendavisen.dk:
Om kærlighed og venskab.
Jeg har hørt alle fem episoder i streg, for jeg kunne helt enkelt ikke stoppe, men det slutter ikke med det. Jeg kommer til at tænke meget over det jeg har hørt, og jeg lover hermed at det arbejde Lone Frank med flere har lagt i podcastepisoderne, ikke ender med at have fundet vej til mit system forgæves.
Frank. Læg lige mærke til navnet. Podcasten er dygtigt lavet rent kommunikationsmæssigt, ingen tvivl om det, men der er den her strøm af .. ærlighed under det hele, som gør det værd at lytte til.
Nu går jeg ud og løber en tur, bogstaveligt talt, og bagefter er det weekend. Hvad jeg lige skal bruge dét til, ved jeg ikke helt, i en periode af mit liv hvor alle dage stadig er ens og op til mig selv at fylde ud. Måske kan jeg tage mig sammen til at følge den ledetråd som bliver lagt ud til den der lytter. Også jeg har en (seriøst) vingeskudt tilknytningsevne, og jeg kan tilskrive det faktum en ikke ringe betydning for hvor jeg befinder mig lige nu.