Jeg har ikke set ret meget af verden. Jeg har aldrig rigtigt kunnet finde ud af at prioritere at rejse. Det virker uoverskueligt rent praktisk, og det har altid været stort set det sidste jeg havde lyst til at afsætte penge, tid og energi til.
Jeg ved jeg er mærkelig. Jeg kan godt mærke hvor meget det at rejse betyder for andre, og hvor meget rigere de synes deres liv bliver af også at kunne skrive New York, Afrika eller Patagonien i deres logbog.
Til gengæld har jeg også lagt mærke til i samtaler med andre mennesker, at når det kommer til at have udforsket det indre landskab, mangler jeg tilsyneladende ikke ligefrem rejseerfaring. Det er jo ikke noget der nogensinde kan bevises, logges eller kortlægges, for det indre landskab vil altid være subjektivt og oplevelserne svære at formidle, men det forekommer mig bare at jeg i hvert fald ikke har set mindre af den indre verden end så mange andre.
Misforstå mig ikke. Det skal ikke opfattes som et plaster på såret. Det er fuldstændig som jeg ønsker det, og det har meget stor værdi for mig. Det er min rigdom.
At rejse i den indre verden er at leve.
