Tag: Håndgjort

Anatomi

Jeg er født tyndhudet, med noget mellem ørerne og øjne i nakken. Jeg har ben i næsen, min ryg er bred, og det passer mig dårligt at gå i for små sko. Jeg har aldrig groet rundsave på albuerne, og selvom jeg godt kan stå på egne ben, kan jeg have svært ved at få et til jorden. Jeg har hverken hår på brystet eller is i maven, men måske nok hjertet på rette sted.

I dag er jeg så blevet klippet og har opdaget at jeg har fået grå hår i hovedet.

Illustration: 29-01-2013/PowerPoint.

Ordforrådsudvidelse

“Jeg er jo ikke nogen giopper”, lyder det forarget da jeg forsigtigt indskyder ved morgenbordet at det altså er i orden at melde afbud til træning når man har meget ondt i halsen.

‘Giopper’!

Det ord har jeg aldrig hørt før. Jeg smager lidt på det og griner, for det lyder sjovt. Så kommer jeg til at tænke på et andet ord jeg hørte for første gang forleden dag, nemlig ‘stamina’, og smager lidt på det også, men griner ikke, for det lyder mere klassisk og (ære)frygtindgydende end sjovt. “Han er ikke nogen giopper, men har stamina”, kunne man sige, og det er ret præcist udtrykt og desuden sagt på en helt ny måde, i hvert fald for mig.

Det er godt med nye ord. Sprog og bevidsthed er tæt forbundet; det har jeg altid tænkt.

Illustration: 19-01-2013/Paint.

Spiralbevægelser

Det er virkelig svært for mig at blive på mit sted; jeg bliver ved med at rende af pladsen, men nu kan jeg efterhånden se mønsteret. Jeg har et blogkompleks (måske en del af mit på-samme-tid-ønskende-mig-at-og-værende-bange-for-at-blive-set-kompleks?) som jeg bevæger mig gennem igen og igen på rejsen gennem mit indre landskab.
 
Jeg tror at når vi bliver ved med at gentage et mønster, er det for at vi skal lære af det. Det er noget universet sørger for. Vi bliver ved med at gentage mønsteret indtil vi har lært nok til ikke længere at være bundet eller hæmmede af det. Hvis vi er vågne, bevæger vi os ikke kun rundt i en bevidstløs cirkel med udelukkende gentagelser, men rundt i en spiral hvor vi lærer lidt mere eller får tilføjet lidt mere lys til mørket hver gang vi bevæger os gennem det samme punkt, hver gang det samme mønster bliver aktiveret, fordi det sker på et nyt bevidsthedsniveau. Jeg tror ikke spiralen ender så længe vi lever, men vores bevidsthed om og oplevelse af de punkter vi bevæger os gennem gentagne gange, kan ændres, hvis vi kan tage imod den mulighed for læring der tilbyder sig hver gang vi passerer igen. Jeg tror ikke at de punkter i vores indre landskab som udfordrer os, kan forsvinde helt. Vores komplekser består, men vores bevidsthed omkring dem kan udvides hele livet igennem og i en sådan grad at vi ikke er fanget i eller bliver holdt tilbage af at skulle gentage et mønster, men kan lade vores potentiale og dermed vores livsopgave blive udfoldet.

 

~~~
 
Og her er jeg så igen. Det ser måske latterligt ud, men det kan jeg ikke tage mig af. Jeg er nødt til at fortsætte min bane for at lære tilstrækkeligt til at kunne påtage mig min opgave i verden, og ikke bare trække mig og lukke af hver gang jeg har har vovet mig så langt frem at jeg bliver for bange for at blive set.

 

~~~
 
 
~~~
 
 
Genåbning og fusion 3
 
 

Illustration: 26-12-2012/PowerPoint.

Plastisk

Jeg er plastisk.

Måske er jeg plastisk ler, hvilket er slemt nok, eller plastisk træ, hvilket nok ville være værre. Eller plastisk sprængstof. Det er også en mulighed, og en ikke helt ringe en, egentlig, når jeg tænker over det.

Hvoromaltinger. Jeg er så dødudmattet af at være plastisk at jeg – for at få en pause og samle energi – bliver nødt til at være alene en tid så der ikke er nogen jeg skal forme mig efter. Måske kan jeg være så heldig at finde en evig sten i leret, eller en organisk splint i træet. Eller en detonator i sprængstoffet så jeg kan få gjort en ende på den evindelige og ulidelige tilpasningsevne der har tegnet mit liv indtil nu.

BUM!

Og jeg skal sige dig hvem jeg er.



Illustration: 30-11-2012/Paint