Håndgjort – Side 4 – Jannes sted

Intet varer evigt

Alt godt og alt skidt har en ende. Det gælder både småting som at det meget snart er slut med julesmåkagerne, og at lyskæden er ved at få udskiftet plastikistapperne med hæklede dutter. Og det gælder større ting i livet, hvilket jeg godt kan lide at huske på så jeg kan henholdsvis glæde mig mens tid er, og holde ud så længe det varer.

Sådan bevæges og forandres verden i mig og uden for mig i en uophørlig strøm, og jeg kan modsætte mig det, protestere, glæde mig over det, begræde det, ignorere det eller iagttage det med nysgerrighed og undren. Eller noget helt andet. Uanset hvad er det noget af det mest fascinerende jeg kan komme i tanke om at tænke på.

Material Girl

Pulsvarmere. Sådan nogle har jeg altid drømt om at eje, og nu ligger der et par her ved siden af mig på bordet. Det er ikke så ringe endda. Der er plads til forbedringer, ingen tvivl om det, men det gider jeg ikke hænge mig i lige nu. Jeg er lykkelig, og om lidt går jeg usædvanligt velklædt ud i efteråret!

Noget af tiden, mens jeg sad der og strikkede så det sved i min nakke og krampede i mine utrænede fingre, lod jeg fjernsynet køre og fik lidt modvægt til min materielle besættelse, blandt andet via Ally McBeal. Så måtte jeg trævle op og tælle om fordi jeg drev væk og skiftevis kom til at grine, tude, måbe og tænke. Jeg er vild med den serie, jeg havde vist bare glemt det i alle de år der er gået siden den kom frem og indtil jeg pludselig fandt ud af den bliver sendt igen om eftermiddagen. Ally er lidt mindre “tosset” end jeg er, tror jeg, men det er vist marginaler der skiller .. hvis man ellers kunne forestille sig at det var muligt at måle og veje den slags.

Tilbage til materien: Jeg fandt hjælp til at lave snoninger og til at tage ud til tommelfingeren via PaaPindens videoer. Tusind tak for det. For at få generel inspiration, billedgooglede jeg “håndledsvarmere” og “pulsvarmere” og så mange fine udgaver som alle hjalp mig til at finde min – også tusind tak for det.

Limboløve

Jeg er i besiddelse af en limboløve. Jeg har helt selv – dog uden at jeg rigtigt vidste af det – skabt den i et tilfælde af vanvid, og med jævne mellemrum bliver den uhørt sulten og truer med at æde mig.

Jeg besluttede engang, da jeg godt ved at jeg selv har ansvaret for denne hersens glubske løve, at det aldrig skulle lykkes for den at sluge mig. Helt. Fanden ta’ mig. Men lunser har den fået, det skal ikke nægtes, og jeg kan stadig se arene. De bliver især meget tydelige og gør ondt når den brøler ad mig. Så er jeg nogle gange ved at give helt op indtil det øjeblik hvor jeg pludselig tager en dyb indånding og brøler igen af fuld styrke. Når vi begge er blevet trætte af alt brøleriet og til sidst falder udmattede om, gispende efter luft, aer jeg den meget forsigtigt og hvisker stakåndet ind i dens lodne øre at det nok skal gå altsammen, for jeg vil tage mig af den.

Det største problem med min limboløve er dog at jeg ind imellem glemmer at den er min. Nogle gange tror jeg sgu den tilhører andre mennesker, og at de har stopfodret den i en sådan grad at den også vil æde mig bare fordi den ikke kan få nok. Puha, så er den helt ude af proportioner, og Aylas huleløve ville ligne en huskat i sammenligning. Da bliver jeg nødt til meget bestemt at bede den gå ind i vores hus igen så vi kan brøle ad hinanden dér i stedet for ude på gaden eller ovre i en andens hus. Det larmer godt nok forfærdeligt, men jeg foretrækker trods alt dét i det omfang jeg har noget at skulle have sagt

Rytme og gentagelse

Det samme og det samme igen og igen. Jeg behøver ikke koncentrere mig, men lader tankerne flyde bag arbejdet. Udforsker farverne og nyder dem.

Jeg ved godt at det med håndarbejde aldrig bliver min stærke side, men jeg har behov for at bruge den side af mig selv alligevel, for det giver mig ro og glæde, og det baner vejen for nye opdagelser, både på det indre og det ydre plan.

Derfor.

Som når et barn er fuldstændig opslugt af og koncentreret om at tegne en tegning og uden fortrydelse krøller den sammen og smider den i papirkurven bagefter, glad og tilfreds.

På vej via google efter inspiration til hvordan jeg kunne sætte de her grønne blomster sammen, fandt jeg noget helt andet som jeg straks måtte prøve, i Karen Klarbæks Verden. Karen Klarbæk deler så generøst og omhyggeligt ud af sine ideer, design, opskrifter og vejledninger, at det i sandhed er til at tage hatten af for. Nøj. Hvilken rigdom, og hvilken evne til at give fra sig! Armbånd og vimpler – dem måtte jeg fluks prøve:

Jo, jo, fine sager – især armbåndene er jeg helt vild med og de ryger IKKE i papirkurven. Jeg har haft et på hver dag siden det første blev færdigt, i en farve der passer til mit tøj. Nu ligner jeg da også en million!