Kan/kan ikke

Jeg har før nævnt Ann C. Schødts indlæg på potentialefabrikken.dk og belastendebegavet.dk samt skrevet om hendes bøger her på bloggen. I dag vil jeg gerne dele nedenstående indlæg om sammenhængen mellem begavelse og jobtyper. Jeg håber det kan få en enkelt eller to ekstra til at læse indlægget og tænke over det :-).

Jeg synes altid jeg læser om mig selv og mine egne (aktuelle) udfordringer når jeg læser hvad Ann C. Schødt skriver, men samtidig tænker jeg at det kan være ønsketænkning eller urealistisk grandiositet fra min side i og med at jeg ikke ved hvor på IQ-skalaen jeg selv ligger. Måske er jeg dum som en dør uden selv at erkende det, hvem ved. Jeg gør ikke i hvert fald.

Uanset hvad vil jeg gerne slå et slag for at begavede og højt begavede mennesker bliver set og får mere og bedre plads i den her verden, med et mindre spild af menneskelige ressourcer som konsekvens til gavn for både det enkelte begavede menneske og ikke mindst det fælles bedste.

(Indlægget er et par uger gammelt, men jeg hænger lidt i bremsen med at få “tømt” min feedlæser, derfor ..).

https://potentialefabrikken.dk/hvilke-jobs-passer-til-de-mest-begavede/

Normale mennesker

Forleden postede jeg ovenstående i min instagramhistorie, men jo mere jeg tænker over det, jo vigtigere er det for mig at den her serie kommer med på denne blog. Connell og Marianne, seriens hovedpersoner, er helt normale mennesker OG de er højt begavede OG de er hver især modsætningen til det man forventer af de to køn. Deres vej mod at blive voksne er at forstå hvilke fordomme de selv har optaget i sig uden at vide det, og at frigøre sig fra dem. Fordomme om køn, socialklasse, udseende, det at være introvert, det at være højt begavet, det at være sensitiv, det at have en depression .. blandt andet.

Mennesker mod hvem der er og bliver begået noget forkert eller som er blevet set som forkerte (eller slet ikke set), kan meget let ende med at tro at det er dem der er forkerte.

Jeg må bare sige det ligeud: Jeg kan ikke anbefale nogen, ung eller gammel, nok at se den serie. Og det er min erfaring at hvis ikke vi alle, så i hvert fald nogle af os på en måde bevæger os henover vores egne indre børne- og ungdomslandskaber igen og igen livet igennem og uanset alder kan have glæde af at tage endnu en tørn med at bevidstgøre nogle flere forhold i de landskaber. Derfor har den her serie faktisk ikke rigtigt noget med alder at gøre for mig, den har noget at gøre med at være menneske. Et normalt menneske.

Metaperspektiv

Det her indlæg er ikke for sarte sjæle. Men det er ærligt. Jeg vil sige det ligeud inden du eventuelt slår dig på det.

Vær mod andre som du ønsker de skal være mod dig, lyder en talemåde, og forleden morgen gik det op for mig med syvhundrede kilometer i timen at jeg — uden rigtigt at vide det — forsøger at udleve de ord på den her blog og måske i et vist omfang også på andre sociale medier.

Det begyndte med at det gik op for mig at jeg forestiller mig at de gode mennesker der læser med her, tænker nogenlunde ligesom jeg gør. Jeg skriver altså til en form for fantasi-i-ånden-beslægtede-venner eller fantasisjælevenner om man vil. På gode dage tror jeg på at de virkelig findes, på dårlige dage frygter jeg at den eneste jeg skriver til, er mig selv.

Det tænkte jeg lidt over, og så gik det op for mig at jeg prøver både at skrive og arrangere bloggen i praksis så eventuelle læsere får det jeg selv gerne vil have, når jeg læser med hos andre. Hvis man skal stramme den tanke, er det vel det samme som at sige at jeg tager udgangspunkt i mine egne behov og ikke forsøger at tilfredsstille nogen andres med mindre de falder sammen med mine. Det er nok ikke helt forkert, men måske er det også det der i bund og grund gør det her til Jannes sted.

Hvad er det så jeg gerne selv vil have og som jeg prøver at give til andre? Ja, hvad indholdet angår, forsøger jeg helt enkelt bare at vise hvordan jeg ser verden. Hvad jeg er for et mennesker – hvad jeg gør mig af tanker, hvordan jeg har det med dette og hint, hvad jeg bøvler med, hvad jeg glæder mig over og hvad jeg lærer henad vejen. Det er med andre ord en måde at stille min person til rådighed for verden på, så ærligt og redeligt som jeg evner på hvert givne tidspunkt. Kig ind, observer, mærk. Tænk, forstå, undr dig. Bliv provokeret, føl dig genkendt, bliv inspireret, bliv klogere på dig selv og på andre menneskers forskellighed fra dig! Det er dybest set det jeg tilbyder og byder på, i små bitte doser ad gangen. Og så forsøger jeg at arrangere det hele så du kan gøre det i fred fra bageste række hvor ingen kan se dig, og uden at du bliver opfordret til at træde frem eller bidrage med andet end at iagttage. Her er ikke noget kommentarfelt. Der er ikke nogen forventninger om høflig gensidighed fra min side. Den smule jeg trods alt har at give, giver jeg kvit og frit, og jeg håber jeg tilkendegiver at her på stedet er det helt i orden at gå ind i sit eget rum og ikke tænke på at man selv skal “være på”. Man kan “bare” lytte, “bare” kigge med, “bare” iagttage og tænke sit uden at skulle gøre noget som helst til gengæld. Fuldstændig som hvis man læser en bog eller ser en tv-serie (ingen sammenligning i øvrigt).

Forleden fandt jeg via facebook dette oversatte og transskriberede citat af Ursula Andkjær Olsen (fra Louisiana Channel) som jeg synes passer så fint ind her:

“The world is very overwhelming and other people are very overwhelming.”
“Sitting down with your own book creating your own room you can meet an expression and intense evidence of the world.”

En blog er ikke en bog, det ved jeg, men at møde et udtryk for og et intenst vidnesbyrd om verden uden at blive overvældet er alligevel præcis det at blogge handler om for mig. Det er i korte træk det rum jeg gerne vil træde ind i, når jeg læser andres ord, uanset form og medie. Og det er det rum jeg ønsker at træde ind i når jeg selv skriver, uanset form og medie.

Alle disse mine tanker om at blogge har afstikkere ud i de sociale medier som jeg også prøver at forholde mig til. Jeg vil gerne bruge nogle af dem, først og fremmest fordi jeg har fornøjelse af at prøve at udtrykke mig, men det har været og er svært for mig at finde ud af at gøre det på en måde jeg har det godt med og som giver mening for mig. Facebook har altid overvældet mig og gjort mig urolig, men i perioder har jeg alligevel forsøgt mig med at poste ting og sager der, i seneste omgang kopier af indlæg herfra. Men det går slet ikke for mig. Med det evigt åbne kommentarfelt og sin helt ekstremt ekstroverte kultur sender facebook mig direkte ned i overvældelses- og synlig-og-forkert-helvedet. Lige for tiden bruger jeg Instagram hvor jeg poster sort/hvide fotos med kommentarfeltet slået fra samt historier som ens følgere jo nemt kan slukke for hvis de overvælder. Men jeg lover ingenting, måske bliver også det for meget eller forkert for mig på et tidspunkt.

Jannes sted er mit fristed, og jeg håber der findes andre derude der som læsere også kan opleve det som et sådant. Jeg skal ikke sælge noget, promovere noget, overbevise om noget. Jeg skal bare vise hvordan verden, min indre og den ydre, ser ud for mig, og gøre plads til at andre kan se, iagttage, erkende. Det er det hele — må det være noget eller ingenting.

Bagdelen ved fordelen

Jeg har læst to bøger som jeg godt kan lide: Fra et hjørne af Martin og Omkring Martin af Ann Carina Schødt.
 
Ann Carina Schødt har hjemme på potentialefabrikken.dk og belastendebegavet.dk som jeg med stort udbytte har fulgt gennem flere år. Jeg ved ikke overhovedet om jeg selv er begavet, men under alle omstændigheder kan jeg sige at der er mange ting i Ann Carina Schødts univers der ringer en klokke i mig. Således også både beskrivelsen af den begavede Martins indre verden og mange af de fænomener der bliver beskrevet gennem bøgernes øvrige personer.

Fortællingen om arkitekten og familiefaren Martin og hans liv giver et rigtig godt indblik i hvordan livet ser ud fra en begavet persons synspunkt. Hvad der er let, og hvad der er svært. Det kan være en god ide med sådan et indblik hvis man selv er begavet eller højt begavet, eller hvis en af ens nærmeste er det. Ens barn, for eksempel. Martin har to meget forskellige døtre som på hver deres begavede måde må kæmpe for at blive set og finde rum hvor de kan trives.
 
Hvis en person er begavet, er livet vel let og ubesværet, og så har vedkommende vel næppe brug for at andre gør en særlig indsats for at forstå ham eller hende – eller at vedkommende gør en særlig indsats for at forstå sig selv? Sådan kunne man godt spørge. Men livet er ikke let og ubesværet for nogen, og det er to hovedpointer i bøgerne at dels kan der følge nogle særlige udfordringer med at være begavet, og dels kan det være temmelig ensomt. Derfor er det godt at vi øver os på at se. Allesammen.
 
Bøgerne vil formidle et bestemt indhold, det kan man ikke undgå at mærke, og det gør måske nok at de ikke helt rammer loftet som litterære eller kunstneriske oplevelser. De har dog deres øjeblikke, nogle passager er virkelig enten ren nydelse at læse eller morsomme på den helt rigtige intelligente måde. Og bøgerne lader ingen tvivl tilbage om at forfatteren har dyb viden og stor erfaring med begavede at trække på, og de er så velformuleret og velstruktureret fortalt at man har lyst til at læse det hele og bliver nysgerrig efter enden på historien og enden på de problemer der fordrer en løsning. Der kommer en tredje roman i serien, og den er jeg også nysgerrig efter at læse. Jeg venter spændt. Jeg ville gerne have læst direkte videre efter sidste side i to’eren :-).