selv(por)træt

Oha. Jeg fandt lige dette meget gamle selvportræt et sted dybt i mine gemmer da jeg skulle lede efter noget papir af en bestemt størrelse. Ligheden er stadig slående måske bortset fra at håret er blevet kortere og mere gråt.

Apropos, så skal jeg gøre “noget” ved min LinkedIn-profil, har jeg fået besked på, og jeg kan ikke tage mig sammen, for er der noget “socialt” medie i denne verden der virker fremmed og frastødende på mig, så er det det. Jeg ved faktisk godt præcis hvad jeg skal gøre, jeg kan bare ikke få det over mine fingerspidser. Jeg skal jo for fanden også kunne sove om natten. Og se mig selv i spejlet.

Retro

Jeg har skruet tiden tilbage her på bloggen og skiftet til en gammeldags skabelon, et åbent kommentarfelt og et oldfund af en bloggerprofil. Nu ser her ud næsten som i de gode gamle bloggerdage hvor vi besøgte hinanden og fulgte med i hinandens liv og tanker. Det var tider! siger jeg der ellers aldrig ser mig tilbage.

Måske tager jeg sorgerne på forskud i forbindelse med Google+’ varslede delvise bortgang, måske keder jeg mig bare fordi jeg ikke kan finde nogen nye interessante og relevante jobs at søge eller få nogen gode ideer til hvordan jeg ellers kan forsørge mig selv på en meningsfuld måde (det kommer nok ikke som en overraskelse, men hvis jeg kunne finde ud af hvad jeg ville (/turde) beskæftige mig med, var jeg selvstændig i morgen).

Jeg er skabt til at arbejde. Jeg elsker at arbejde. Jeg mangler bare en vision at arbejde ud fra.

Lige nu.

Impostor-fænomenet

“Gamle” læsere af denne blog ved at jeg helt frivilligt og med oplevelsen af at det hjælper mig til at forstå mig selv bedre har sat især to etiketter på mig selv: introvert og særligt sensitiv (HSP). Der er faktisk en tredje etiket som jeg aldrig har talt eksplicit om, men som jeg også sætter på mig selv. Jeg tror jeg er pænt intelligent, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er bare ikke noget “man” snakker om, og jeg har altid følt at det var noget jeg for enhver pris skulle skjule hvis jeg ville “være med”. Faktisk er det forbundet med stor skamfølelse for mig, om ikke at være intelligent, så i hvert fald at vise det.

Men nu springer jeg så ud af skabet, og det er fordi jeg har lært noget skelsættende nyt som hænger sammen med alle tre personlighedstræketiketter, og som jeg gerne vil formidle videre. Jeg har nemlig erkendt at impostor-fænomenet er en betydelig del af min personlighed, og med den erkendelse og viden har jeg pludselig fået et begreb at sætte på en enorm mængde dagbogsnotater fra de sidste mange år. Heri kredser jeg, kan jeg nu se i bakspejlet, om lige netop dette fænomen uden at kunne komme til bunds i det eller se det udefra, fordi det er som en ond cirkel der lukker sig hermetisk om sig selv, og fordi jeg aldrig har haft mulighed for at sammenligne mine oplevelser med andres.

Det er altsammen stadig nyt for mig, og jeg vil ikke forsøge at beskrive impostor-fænomenet selv. Læs fx overordnet om det her: http://en.wikipedia.org/wiki/Impostor_syndrome, eller kom helt tæt på det set indefra via “ekspert” Ann C. Schødt her: http://potentialefabrikken.dk/impostor-testen/. Jeg takker i mit stille sind Ann C. Schødt for at skrive og tale om dette og dermed give mig ord at forstå med. Brikkerne falder på plads med lynets hast i mit hoved lige nu, og det er sådan en gave!


28-12-2014: Jeg glemte at skrive, at i P1/Apropos-udsendelsen om intelligens fra marts, som jeg linker til lige nu i sidebaren, kan du høre Ann C. Schødt fortælle lidt om blandt andet impostor-fænomenet.

08-06-2020: Jeg har revideret indlægget således at jeg dels konsekvent bruger udtrykket impostor-fænomen (og ikke impostor-syndrom) og dels understreger at impostor-fænomenet en del af min personlighed, altså netop et fænomen i min måde at opfatte verden på, og ikke et syndrom eller med andre ord en sygdom jeg lider af og som giver grundlag for en diagnose. Kilde: https://potentialefabrikken.dk/impostor-faenomenet-er-ikke-et-syndrom-eller-diagnose/