Helt ærligt

Jeg kan godt føle mig trængt op i en krog eller decideret irriteret af at mærke en forventning om at jeg skal levere store ord, knus og det der er værre, både i virkeligheden og på tryk. Knus, kram, kys, de kærligste hilsner, overdreven begejstring osv. i situationer hvor jeg ikke kender folk særligt godt, eller hvor jeg egentlig ikke er vildt begejstret, fx. Jeg kan ligesom ikke altid mærke sammenhængen mellem mine indre oplevelser af hvad situationen og/eller relationen lægger op til på den ene side, og det der bliver sagt og gjort og tilsyneladende er (blevet) kutyme på den anden side. Har dog – til dels – føjet og bøjet mig og fulgt tidens sædvaner fordi jeg har tænkt at hvis jeg skulle respektere mine egne grænser og min egen fornemmelse af sammenhæng mellem mine følelser og mit kropslige, talte og skrevne sprog, ville jeg – i bedste fald – give indtryk af at være en kold skid og/eller et kropsforskrækket, sippet hoved, hvad jeg helst ikke vil se mig selv som.

Men i lørdags i “Bagklog” på P1 hørte jeg Esben Kjær og Mette Gjerskov samtale og lytte til andres udsagn i anledning af at det i onsdags var international krammedag, og da kom jeg til både at grine højt og drage flere lettelsens suk af bare befrielse. Jeg er ikke alene!

Så nu strammer jeg op på egne vegne og forsøger at stoppe devalueringen, jf. nedenfor. Jeg vil gerne skabe bedre overensstemmelse mellem indtryk og udtryk hos mig selv. Reservere de store eller intime ord og den vildeste kropskommunikation til dem jeg er allertættest på eller til de situationer hvor det føles rigtigt for mig. Jeg er ikke ude på at vi alle skal tale og opføre os på nøjagtig de samme måder, om end jeg er enig i at der er gået inflation i vores udtryksmåder generelt jf. nogle af udsendelsens pointer. Dét jeg vil, er først og fremmest at finde de måder der føles rigtige for mig og at blive i stand til at handle som jeg har det godt med og især som jeg kan stå inde for. OG måske så et frø til at andre lige vender det her med sig selv hvis det har nogen klangbund overhovedet – indrømmet!

Prøv at høre fra cirka 18:30 til 23:45 her om blandt andet kærligheds- og begejstringsinflation, overdreven brug af voldsomme udtryksformer, inflation i vores jubel, devaluering af hjerteligheden og taknemmeligheden, krammeriinflation, Dansk Håndtryksforening ..

Knus og kys
Janne

PS. Måske er det sådan en troværdighedsudviklingsfase jeg er inde i eller noget, for jeg har også revideret (= reduceret) min Synes godt om-adfærd på facebook kraftigt, og nøj, det føles godt. Men det er en anden historie …

Impostor-fænomenet

“Gamle” læsere af denne blog ved at jeg helt frivilligt og med oplevelsen af at det hjælper mig til at forstå mig selv bedre har sat især to etiketter på mig selv: introvert og særligt sensitiv (HSP). Der er faktisk en tredje etiket som jeg aldrig har talt eksplicit om, men som jeg også sætter på mig selv. Jeg tror jeg er pænt intelligent, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er bare ikke noget “man” snakker om, og jeg har altid følt at det var noget jeg for enhver pris skulle skjule hvis jeg ville “være med”. Faktisk er det forbundet med stor skamfølelse for mig, om ikke at være intelligent, så i hvert fald at vise det.

Men nu springer jeg så ud af skabet, og det er fordi jeg har lært noget skelsættende nyt som hænger sammen med alle tre personlighedstræketiketter, og som jeg gerne vil formidle videre. Jeg har nemlig erkendt at impostor-fænomenet er en betydelig del af min personlighed, og med den erkendelse og viden har jeg pludselig fået et begreb at sætte på en enorm mængde dagbogsnotater fra de sidste mange år. Heri kredser jeg, kan jeg nu se i bakspejlet, om lige netop dette fænomen uden at kunne komme til bunds i det eller se det udefra, fordi det er som en ond cirkel der lukker sig hermetisk om sig selv, og fordi jeg aldrig har haft mulighed for at sammenligne mine oplevelser med andres.

Det er altsammen stadig nyt for mig, og jeg vil ikke forsøge at beskrive impostor-fænomenet selv. Læs fx overordnet om det her: http://en.wikipedia.org/wiki/Impostor_syndrome, eller kom helt tæt på det set indefra via “ekspert” Ann C. Schødt her: http://potentialefabrikken.dk/impostor-testen/. Jeg takker i mit stille sind Ann C. Schødt for at skrive og tale om dette og dermed give mig ord at forstå med. Brikkerne falder på plads med lynets hast i mit hoved lige nu, og det er sådan en gave!


28-12-2014: Jeg glemte at skrive, at i P1/Apropos-udsendelsen om intelligens fra marts, som jeg linker til lige nu i sidebaren, kan du høre Ann C. Schødt fortælle lidt om blandt andet impostor-fænomenet.

08-06-2020: Jeg har revideret indlægget således at jeg dels konsekvent bruger udtrykket impostor-fænomen (og ikke impostor-syndrom) og dels understreger at impostor-fænomenet en del af min personlighed, altså netop et fænomen i min måde at opfatte verden på, og ikke et syndrom eller med andre ord en sygdom jeg lider af og som giver grundlag for en diagnose. Kilde: https://potentialefabrikken.dk/impostor-faenomenet-er-ikke-et-syndrom-eller-diagnose/

Quiet – Ro

Lad mig først sige: Alle, der læser det her, bør huske, at det bare er mig, Janne, en helt almindelig husmor, der skriver det her indlæg, og ikke en fagperson.

Da jeg første gang så og hørte Susan Cains foredrag “The power of introverts”, blev jeg – ud over meget begejstret – en anelse forvirret. Ret tidligt i foredraget siger Susan Cain at introversion handler om hvordan man reagerer på stimulation, inklusive social (selskabelig?) stimulation, og det fik mig til at spidse ører, fordi det lød fuldstændigt som noget jeg havde hørt i en anden sammenhæng, nemlig i forbindelse med Elaine Arons begreb ‘the highly sensitive person’ eller, som det senere kom til at hedde på dansk, ‘særligt sensitive mennesker’. Foredraget igennem sad jeg og havde oplevelsen af at det snarere var særligt sensitive mennesker, og ikke introverte, Susan Cain talte om, men gemte mine oplevelser væk idet jeg tænkte at det nok bare var mig der ikke havde styr på begreberne og teorierne. (Se note nederst i indlægget).

Det er helt sikkert mig der ikke har styr på begreberne og teorierne, men lad mig alligevel dele med dig hvad jeg efterhånden har fundet ud af. Som nævnt i forrige indlæg, har jeg været optaget af at læse Susan Cains bog “Ro – styrken ved at være introvert i en højtråbende verden”, og nu er jeg færdig. Jeg indrømmer blankt at jeg var mest nysgerrig efter at finde ud af om Susan Cain overhovedet forholder sig til særlig sensitivitet, og om hun faktisk siger noget om hvorfor hun tilsyneladende (set inde fra mit hoved) næsten slår de to begreber sammen i sin måde at opfatte det at være introvert på.

Jeg har stadig – efter at have læst hendes bog – oplevelsen af at Susan Cain snakker mere om særligt sensitive mennesker end om introverte, og Cain inddrager faktisk også Elaine Arons forskning og forståelser i sin opbygning af det hun gerne vil vise os hun forstår ved introversion. Kapitel 6 (side 188 i den danske oversættelse) er afsat til at gøre rede for særlig sensitivitet, og Cain viderebringer sådan set meget loyalt Arons forskning der viser at kun omkring 70 % af de særligt sensitive er introverte, mens de resterende 30 % er ekstroverte, og at ikke alle introverte er særligt sensitive. (Elaine Aron gør rigtig meget ud af at sige at introversion og særlig sensitivitet ikke er det samme som mange ellers fejlagtigt tror). Herfra synes jeg så jeg stod med præcis den samme løse ende som da jeg hørte Cain tale første gang.

Her til formiddag ville jeg så lige søge i mit mailarkiv efter ‘Cain’ fordi jeg ville se om jeg havde skrevet noget til nogen om videoen lige da jeg havde set den, så jeg kunne skrive i dette indlæg hvornår jeg havde set den (første gang). Og så opdagede jeg via et nyhedsbrev at Elaine Aron selv har skrevet om Susan Cains bog (jeg har sikkert overset det da jeg fik nyhedsbrevet, fordi jeg ikke kendte noget til Cain dengang). Jeg og du og alle andre kan læse om Arons reaktion og tanker lige her i denne artikel i Psychology Today.

Efter læsningen af den artikel var det som om jeg genopdagede en anden forvirring jeg har gået med siden jeg læste Arons bog helt tilbage i 2008, og det er omkring Arons måde at bruge begrebet ‘introvert’ på, som forekommer mig at være reduceret til at beskrive en persons sociale adfærd på en negativ måde og ikke har meget med den nuancerede og neutrale måde jeg troede jeg forstod begrebet på ud fra andre fremstillinger der er meget Jung-loyale. Nu var min forvirring så på en måde total, og jeg kan godt forestille mig at der ude i fremtiden kunne finde en vis opklaring sted hvis fagfolkene enten gik tilbage til Jungs oprindelige “oplæg” eller måske endnu bedre – som både Aron (i artiklen) og Cain (i sit afsluttende afsnit) er inde på – finder nogle nye begreber i stedet for introversion/ekstroversion og/eller særlig sensitivitet på den ene side og ekstroversion og/eller robust upåvirkelighed (min hjemmelavede betegnelse) på den anden. Cain nævner at det handler om modsætningen mellem fordybelse og handling, og den er jeg helt med på.

Generelt vil jeg sige at jeg har fået meget ud af at læse Susan Cains bog, og jeg har stor respekt for at hun har samlet alt det materiale sammen, som hun vitterlig har, og givet det facon som en bog. Når jeg læser den, oplever jeg at det også er mig (og ikke bare sig selv) hun forsøger at beskrive, retfærdiggøre og give anerkendelse gennem en (undskyld jeg siger det) meget lang forsvarstale. Jeg kan genkende vældig meget af mig selv i det væld af teorier og forskning hun drager frem, og der er en skøn forløsning og fortrøstning i at føle sig set (jeg har en udpræget præference for introversion og er særligt sensitiv – altså for så vidt at jeg overhovedet har forstået noget af hvad de to begreber dækker).

Der er dog også noget andet der udfordrer mig. Det er som om jeg slet ikke har oplevelsen af at det er én der ligner mig, der skriver. Susan Cain beskriver hvordan hun farter rundt i verden og besøger og interviewer alverdens mennesker. Hendes verden oser af penge, “high society”, lange fortællinger og intellektuelt overskud. Fint nok. Hun er jo også New Yorker. Det er bare virkelig slet ikke den verden jeg lever i, og jeg spekulerer på om det ekstroverte ideal er så langt mere dominerende i (nord)amerika at spændet mellem introvert og ekstrovert er skaleret markant anderledes end her i Danmark. Og så tænker jeg på om det mon er hendes pseudoekstroverte (det kalder hun det selv) jeg der har ført pennen. Af gammel vane. (Eller også er jeg bare en misundelig husmor der er frustreret over .. bare at være en husmor. Det kunne også være).

Bogen har ingen indholdsfortegnelse (selvom man måske godt kunne bruge noteafsnittet bagest som sådan), og det generer mig – jeg er den type (!) hvis hele væsen stræber efter overblik og helhed. Hvis du har det lige som mig og ikke bare er tilfreds med at læne dig tilbage i sofaen og nyde turen indtil målet dukker op for enden af alle seværdighederne, så kan du se min private indholdsfortegnelse lige her. Den er et direkte afskrift fra bogen, og alle afsnit indledes som anført her (med forbehold for fejl og mangler på min side, naturligvis).

Susan Cain skriver til allersidst at hun har valgt at bruge “lægmands måde at stave på – ekstrovert i stedet for ekstraverteret og introvert i stedet for introverteret, som man ellers finder overalt i forskningslitteraturen”, og det giver mig lidt røde ører over min egen inkonsekvens, og jeg får lyst til at rydde op i mine indlæg her på stedet (og på min gamle blog). Jeg tror jeg mest af alt har valgt i de enkelte tilfælde at bruge samme stavemåde som i den kilde jeg skriver om. Det vil jeg fremover lave om på – og måske retter jeg også mine gamle indlæg igennem.

Måske lyder jeg en smule mere kritisk og sur ovenfor end Susan Cains bog fortjener, for jeg sætter i sandhed virkelig stor pris på hendes bidrag til at øge opmærksomheden og anerkendelsen omkring alle os stille mennesker med behov for ro, refleksion og fordybelse, og ikke mindst omkring alt det gode vi kan bidrage med. Både introverte og særligt sensitive kan opfattes som værende uretmæssigt underlagt et kulturelt pres som en slags andenrangsmennesker eller forkerte mennesker i den vestlige verden, og det er primært det Susan Cains bog gør op med – og det synes jeg rigtig godt om. Jeg har selv, via min drift mod at fordybe mig i det indre liv og min sensitive måde at være i verden på, mærket dette pres hele mit liv og tager dagligt livtag med den del af mig selv der (endnu) ikke har frigjort sig fra det.

Jeg er taknemmelig for alt det arbejde Susan Cain har gjort og gør. For at hun kan og vil. Tak.

Note tilføjet 20-11-2013 og 21-11-2013:

Introversion er for mig primært det at ens opmærksomhed og psykiske energi er rettet mod subjektet (selvet) og det indre liv (ens eget og andres) i modsætning til ekstroversion der for mig er det at være optaget af den ydre, “objektive” verden og det ydre liv (eget og andre menneskers). Vi er alle både introverte og ekstroverte, og vi skifter alle i en eller anden grad mellem de to indstillinger, men vi kan have en dominerende præference for den ene af dem. Begge indstillinger er lige vigtige og værdifulde både i verden som helhed og i det enkelte menneske. En af de mest umiddelbart mærkbare virkninger af på introvert vis at have en interesse i at beskytte og værdsætte det indre liv og en tilskyndelse til at reflektere over det/forstå det er ofte at man som introvert bliver drænet for energi (bliver træt, udmattet, stresset, udbrændt) af at vende sig meget udad, dvs. af at være sammen med mange mennesker på én gang i en selskabelig sammenhæng der ikke fordrer fokus på det indre (via dyb samtale, fx), af at handle i den ydre verden eller af at skulle koncentrere sig meget om ydre objekter på anden måde, og at man genoplader sin energi ved at vende sig indad, gerne uden for meget selskab omkring sig eller alene, og gerne ved fx at fordybe sig i kreativt arbejde, en god bog eller musik. Det er – jf. Susan Cains indledning – langt fra den eneste måde at forstå introversion på, men det er min – formuleret med egne ord – og det er den jeg går ud fra her.

At være særligt sensitiv er – jf. Elaine Aron – for mig det at have et mere fintfølende nervesystem der gør at man bearbejder uhåndgribelige og/eller for andre mere robuste typer umærkelige/ubetydelige stimuli på en dybere, mere nuanceret og mere kompleks måde end ikke særligt sensitive (eller moderat sensitive). De subtile stimuli kan både komme udefra og indefra én selv, og man kan være særligt sensitiv og dermed have tilbøjelighed til at blive overvældet af disse stimuli både som introvert og ekstrovert. Og ikke mindst, for at trække en parallel til Susan Cains bog, kan den særligt sensitive bidrage på en meget værdifuld måde med for eksempel stor dybde, empati, langsom og grundig kvalitet, kreativitet og intuition. Som nævnt i indlægget, har “kun” de fleste særligt sensitive også en præference for introversion, og ikke alle introverte er særligt sensitive, så de to “grupper” overlapper kun delvist hinanden. Alle særligt sensitive – introverte og ekstroverte – har behov for perioder med ro, stilhed og ophør af stimuli i højere grad end ikke særligt sensitive, hvilket ligner de introvertes genopladnings-fordybelses-alene-tids-behov til forveksling i praksis (men ikke i teorien).

Hvis du spekulerer på om du selv har en præference for introversion eller er særligt sensitiv eller begge dele, vil jeg anbefale dig at læse om emnerne. Der findes også tests som kan vejlede eller give en indikation, men viden og dine egne konklusioner er helt klart den bedste vej frem efter min mening. Alligevel:

For at finde ud af om du har en præference for introversion på den måde som jeg forstår det, vil jeg foreslå at du finder og tager en mbti-test (Myers Briggs Type Indicator) på nettet eller ved en certificeret konsulent. Det vil også give dig en idé om hvilket område af det indre liv du eventuelt især foretrækker at beskæftige dig med (konkret sansning, intuition, tænkning, følelse). Der findes fx en test på dansk på Jobindex; den er dog meget erhvervsrettet. Ellers er jeg personligt meget glad for Preben Grønkjærs bøger om Jungs typologi/mbti, som også indeholder testafsnit. (Se tidligere indlæg for mere information).

Du kan læse mere om særlig sensitivitet og lave en vejledende test om din egen grad af sensitivitet på dansk her på Ilse Sands hjemmeside og i hendes bog “Elsk dig selv – en guide for særligt sensitive og andre følsomme sjæle”. Ilse Sand formidler og værner om den særlige sensitivitet på sådan en fin og klog måde, efter min mening (se tidligere indlæg for mere information). Ilse Sands formidling bygger i høj grad på Elaine Arons forskning og formidling. Elaine Aron har en hjemmeside her, og hendes bog “The Highly Sensitive Person – How to Thrive When the World Overwhelms You” (i dansk oversættelse*: “Særligt sensitive mennesker”) er efter min opfattelse at betragte som grundbogen om særlig sensitivitet.

Her på Susan Cains facebookside og selvfølgelig i hendes bog kan du lave en test som kan give dig en fornemmelse af om/i hvor høj grad du er introvert på den måde hun forstår det.

*som indeholde mange oversættelsesunøjagtigheder og som jeg ikke vil anbefale hvis du kan læse på engelsk. Fx er der efter min mening alvorlige oversættelsesfejl som at “reflective listening” bliver til “tænksom lytning” i afsnittet om nære relationer og ikke “spejlende lytning” som efter min mening ville være mere korrekt, og the “inferior function” bliver til den “sekundære funktion” i afsnittet om sjæl og ånd hvilket helt sikkert ikke er korrekt og burde have været oversat med den “inferiøre funktion” (den fjerde og ikke anden/sekundære i personens prioriterede rækkefølge af de fire bevidsthedsfunktioner).

Som særligt sensitiv læser kan jeg ikke lade være med at hænge mig i den slags .. det giver en masse uro 🙂


Tilføjelse 08-01-2015: Prøv at se Ilse Sands formidling af forholdet mellem introversion og særlig sensivitet i en facebook-opdatering her. Det giver mening!

Et lille dryp om at lade sin stemme høre

Jeg er ved at læse Susan Cains bog “Quiet: The Power of Introverts” – i dansk oversættelse “Ro – Styrken ved at være introvert i en højtråbende verden” – og jeg er optaget og opslugt og i gang med at tage ind og bearbejde i en grad så jeg har svært ved at give ud. Derfor er der lidt stille her.

Men et lillebitte løsrevet dryp i forbindelse med min læsning af bogen kan det godt blive til. Jeg har ofte rumlet over at jeg tilsyneladende er tilbøjelig til at skrive mere, mere personligt og mere seriøst i mails og på sociale medier som facebook, blog og google+ end mine ekstroverte venner og bekendte, som jo i modsætning til mig ikke sparer på krudtet når vi er sammen i virkeligheden. Jeg har også ofte hæmmet mig selv i den affære ud fra devisen: anderledes = forkert, fordi jeg – når jeg sammenligner mig med mennesker omkring mig eller bliver præsenteret for deres vurdering – tilsyneladende er alt for optaget af det her internet og kommunikationen via det i stedet for at råbe op og interagere med mennesker, ting og sager i den virkelige verden. Men hør hvad Susan Cain blandt andet skriver om den sag:

“Undersøgelser har faktisk vist, at introverte er mere tilbøjelige end ekstroverte til at give udtryk for personlige ting vedrørende dem selv online, som deres familie og venner bliver overraskede over at læse. De kan bedre udtrykke deres sande jeg online og tilbringer mere tid med at deltage i onlinediskussioner. De er glade for at have muligheden for at kunne kommunikere digitalt. Den, der ikke kunne drømme om at række hånden i vejret i et auditorium med to hundrede tilstedeværende, vil uden videre skrive et blogindlæg, som læses af to tusinde eller måske to millioner. Den, der har vanskeligt ved at komme i kontakt med fremmede, vil måske lægge sin profil online for derefter at udvikle de relationer, der opstår på nettet, så de også kan forekomme i virkeligheden.” (Fra den danske oversættelse side 94-95).

Teksten er taget fra et afsnit om ledelse (afsnittets overskrift er: “Myten om karismatisk ledelse. Bag om Harvard Business School”), og Susan Cains hovedærinde er her at vise hvordan introverte i vores tid har fundet en ideel platform i internettet til at lade deres stemme høre fra .. og ikke mindst til at udøve ledelse på en mere stilfærdig, men ikke mindre virkningsfuld måde end ekstrovertes ofte karisma-baserede ledelsestil – som i øvrigt er højst skattet i vores vestlige samfund. (Mine ord, men jeg håber det er korrekt opsummeret).

Hvis du er i tvivl om lige præcis hvad hun (eller jeg) mener, så kan du for eksempel prøve at følge hendes egen internetkommunikation hvor teorien i den grad er omsat til praksis. Her er et link til hendes hjemmeside, men alt krydspostes også på for eksempel facebook og google+.

Hvis du er ekstrovert og leder og læser det her, så fortvivl ikke. Der vil også altid være brug for folk der kan stille sig op på en ølkasse og fange de forbipasserendes opmærksomhed omkring en vigtig sag, og der vil også altid være brug for mennesker der blandt andet kan tage hurtige beslutninger, fokusere på mere materielle mål og handle uden at kende og have gennemtænkt alle detaljer. Kodeordet her er lige præcis også.