Tag: Introverteret intuering

Kontant

I dag har jeg haft kontanter i hænderne. Talt dem. Mærket vægten af dem. Forestillet mig hvad jeg kunne få for dem. Det var en vild oplevelse, det må jeg sige, og jeg vil egentlig bare anbefale alle at prøve det.

Selvfølgelig er det ikke alle mennesker der har så lidt jordforbindelse og så lidt tilskyndelse til at beskæftige sig med denne verdens konkrete, håndgribelige detaljer som jeg. Forhåbentlig er jeg ret alene om at have en så alvorlig slagside i min personlighed på det her område. Jeg er snart 60 år, og jeg har stadig absurd meget at lære. Nogle af jer der læser med her, har givet et anderledes godt greb om den faktuelle verden. I ved måske hvad en liter mælk koster, eller hvor mange timer man skal arbejde for at betale sin husleje. Heldige jer i så fald, jeg har ingen anelse, og jeg ville ønske jeg kunne gøre jer kunsten efter uden anstrengelser. Jeg kan godt finde ud af det hvis det er nødvendigt, og jeg skal forholde mig til den slags på mit arbejde, men mand!, det er som at bestige Mount Everest uden ilt eller sherpa.

Men altså, hvis I lige som jeg ikke rigtigt har det her fantastiske og nyttige greb om virkeligheden, kan jeg kun anbefale at prøve at betale jeres mad med kontanter i stedet for betalingskort i en uge, for eksempel. Hvis jeg gjorde det (det er helt hypotetisk, jeg får mig aldrig taget sammen til i virkeligheden at gøre det, jeg nøjes med tankeeksperimentet), tror jeg faktisk jeg ville få en skelsættende aha-oplevelse. Oplevelsen i dag bragte mig på sporet. Jeg forstår lysende klart hvad jeg ikke forstår.

Reduktion

Jeg bor en stor del af tiden inde i mine støjreducerende hovedtelefoner. Jeg kan ikke høre når vandet i kogekedlen koger, og må holde øje med hvornår dampen stiger op og knappen slår fra. Mine gulve knirker aldrig, og lyden af mine fodtrin er ikke-eksisterende. Døren ind til badeværelset går lydløst op og i, og servicets svage klirren når jeg spiser eller vasker op, lyder som en fjern erindring. Jeg har ingen naboer, eller også er de aldrig hjemme. Selv ude på terrassen er der nogenlunde fred og ro.

Inde i hovedtelefonernes verden kan ingen høre mig, hvad der er det vigtigste, for jeg kan lige så lidt lide at blive overhørt som jeg kan lide at blive iagttaget. Jeg kan heller ikke høre andre, hvad der er det næstvigtigste, for selvom jeg ofte er så optaget af et eller andet at jeg ikke bliver forstyrret, så har jeg hele tiden alligevel en trættende fornemmelse i baggrunden af min bevidsthed af ikke at være alene. Og høje lyde som råb og smækken med døre forskrækker mig, selvom det er langt væk. Det føles voldeligt.

Der er meget fredeligt derinde i mit hovedtelefonhjem, omend ikke fuldkommen stille. Måske hører jeg musik eller en podcast, måske lyden af hav eller skov, vind eller regn. Måske bare af mit eget blods brusen i kroppen.

Min uforstyrrede verden i hovedtelefonerne er selvfølgelig en illusion, det ved mit hoved godt, men den virker. Når jeg ikke kan høre mine egne lyde, er det som om mine følelser tror at andre heller ikke kan, og jeg slapper af. Og naboerne — ja, dem kan jeg jo faktisk ikke høre. Det er næsten som at bo i et afsidesliggende hus ude på landet, og den forestilling er en gave når man kun slapper helt af og kan komme i flow hvis man føler sig sikker på at være alene.

Ni

Der er få ting der kan få mig til at føle at jeg – når alt kommer til alt – ikke er helt alene i verden med min måde at indsamle informationer og opfatte verden på. Den her podcast, fx, som tikkede ind på min telefon for et par timer siden, er måske en af dem:

 
Introverteret intuering er min hovedproces, men den er svær at forstå og beskrive selv for os der bruger den, som det også bliver sagt i podcasten. Hvis du er nysgerrig efter at forstå den og hvad den kan udrette, kan jeg kun anbefale at lytte.
 
Personality Hacker har nyligt også udgivet podcasts om hvorfor verden har brug for de andre tre introverterede processer: introverteret tænkning, introverteret sansning og introverteret føling, og der er lignende podcasts på vej om de ekstraverterede processer. Det er gode podcasts; jeg synes Joel og Antonia er dygtige. Just saying.

 

(Der er nogle uoverensstemmelser mellem overskrift, podcast, dato, udgiver og beskrivelse på hjemmesiden, men podcasten på den side jeg linker til, er den rigtige …).

 
 
____________________________
 
PS.
Hvis du kender din proceskode (mbti-typekode), men ikke kan huske rækkefølgen af henholdsvis dine fire bevidste processer og dine fire skyggeprocesser (og dermed ikke er klar på om du fx bruger Ni med en vis bevidsthed eller om processen er sværttilgængelig for dig), kan du finde en oversigt på side 28 i det typologiarbejdspapir jeg lavede sidste sommer.

Personality Hacker bruger deres car model (bilmodel) om rækkefølge og anvendelighed af bevidsthedens fire mentale processer i podcasten. Nøgle:
1. hovedproces > Driver (fører)
2. hjælpeproces > Co-pilot (copilot)
3. proces > 10 year old (10-årig på bagsædet)
4. inferiøre proces > 3 year old (3-årig på bagsædet)

Hvis du ikke kender din proceskode, kan du bruge arbejdspapiret til at finde den ved at læse det fra starten og følge afklaringsguiden. Eller bruge fx persontypeindikatoren på Jobindex (som også er på dansk).
 
 
PPS.
Hvis du lytter til podcasten og spekulerer på hvad jeg synes om The Wire, kan du få et hint her. Black Mirror står nu næst på min serieseliste ..
 

Bagud

Jeg havde den seriøst mest sammensatte dag i går. På det ydre plan pudsede jeg vinduer, lugede ukrudt, pyntede juletræ, var ude at bade, spiste sushi og snakkede med et af de mennesker jeg har kendt i allerlængst tid. Det i sig selv stritter i alle retninger.

Men så var der også lige det der skete i mit hoved efter to dyp i Øresund pakket ind i saunophold, og som jeg bare kunne iagttage med undren mens jeg prøvede at virke normal. Om det var dyppene der var årsagen, eller om jeg simpelthen bare nåede tidspunktet hvor min rationelle hjernefunktion udløb, samtidig med at jeg forlod saunaen for sidste gang, har jeg ingen anelse om. Men pludselig kunne jeg ikke holde styr på tiden. Jeg sværger. Glimt fra fortid, nutid og muligvis også fremtid flød fuldstændig sammen i en hurtigt klippet film i mit hoved, som om jeg var til stede i forskellige perioder af mit liv på én gang. Ikke skræmmende, bare helt vildt underholdende og oplysende. Og en lille smule svært at rumme i stilhed mens jeg tog tøj på og snakkede og opførte mig forhåbentligt almindeligt så min ledsager ikke skulle tro at jeg var gået helt fra snøvsen. For det var jeg ikke. Den del af verden jeg så, var bare pludselig meget større end den jeg plejer at se.

Nu er det 1. søndag i advent, og det kommer lidt bag på mig. Det bliver også en mærkelig dag i dag, for om lidt flytter en lejer ind i underetagen. Det har jeg brugt november til at forberede og alt er klart, måske lige med undtagelse af mit hoved som kun er nået til i går. Jeg vil finde mit bedste regnslag frem og gå i skoven efter noget at pynte min “adventskrans” med. Ingen gran i år, det har jeg besluttet at holde mig fra, for jeg slår ud af gran og plejer at pynte juletræ med handsker på.

På en eller anden sær måde er jeg allerede bagud i forhold til nedtællingen til julen. Jeg kan ligeså godt gå linen ud og sætte et billede der illustrerer i går, ind her.