I 2008 lånte jeg The Highly Sensitive Person af Elaine Aron som fjernlån fra et eller andet bibliotek i det mørke Jylland. På et tidspunkt lægger jeg bogen fra mig opslået på spisebordet et øjeblik, og mens jeg er væk, vælter min mand kaffe ud over og under den. Jeg læser den færdig alligevel trods brune sider, for jeg kan ikke lade være. Bagefter må jeg på biblioteket og betale erstatning for den, og så er den min. Jeg tænker at det faktisk er meget passende og giver mening, for det er lige hvad det er: Min bog eller i hvert fald bogen om mig. Siden har den stået i min reol .. og jeg har kunnet følge hvordan karaktertrækket særligt sensitiv (som det er er oversat til på dansk) bliver formidlet i mange sammenhænge i offentligheden.
De sidste fire år har jeg skrevet et indlæg* den 8. marts her på stedet i anledning af kvindernes internationale kampdag, og det vil jeg også gøre i år. Jeg vil tage tråden fra de tidligere indlæg og måske nok bevæge mig lidt rigeligt langt væk fra den traditionelle kvindekamps univers i nogles øjne, men sådan må det være, for min personlige kvindekamp foregår i høj grad på det indre plan, og det fokus vil jeg også skrive ud fra.
Jeg skrev engang et indlæg om et afsnit i Pia Skogemanns bog “Kvindelighed i vækst” hvor hun gøre rede for fire roller, kvindetyper, psykologiske grundmønstre eller hvad man nu vælger at kalde det, som hun med udgangspunkt i Toni Wolffs “kvindelige typologi” forestiller sig at alle kvinder har en primær favorit iblandt: Modertypen, Hetæretypen, Amazonetypen og Formidlertypen.
Det er karakteristisk for beskrivelserne af de fire typer, at de fortæller noget om hvordan og med hvem kvinder indgår i relationer. Det er desuden sådan at alle kvinder har alle fire typer/grundmønstre i sig, men at ét af dem måske er bedre udviklet og mere præsent i personligheden end de andre tre, og at hvis vi vil være hele, gælder det om at blive bevidst om alle fire grundmønstre i os selv.
Hvis du vil vide mere, kan du finde det gamle indlæg her. Ellers springer jeg fluks videre til at sige noget mere om amazontypen, om “hvem” jeg dengang, delvist med Pia Skogemanns ord, blandt andet skrev:
“Amazonetypen, som har udviklet ”et stærkt og tit meget kompetent ego”, og for hvem ”selvstændighed og uafhængighed er nøgleord”. (..) Hun er den typiske feminist, skjoldmøen som ”kæmper mod tyrannerne blandt alle mænd, og en af hendes udviklingsopgaver er at opdage, at tyrannen ikke mindst sidder i hende selv som en negativ animus”. (side 82)”.
Se, den her amazone kender jeg godt fra mig selv (selvom jeg anser formidlertypen for at være min primære). Jeg kender også min negative animus som gang på gang holder mig nede så jeg føler mig ubærligt nedtrykt, magtesløs, helt værdiløs og talentløs, og som kræver at jeg sørger for han har det godt og kommer fremad i verden. Han er ikke nogen venlig herre, og han kan virkelig holde mig i et jerngreb når han først tager fat.
Jeg lærte ham først at kende gennem en drøm som jeg ikke vil referere her, for så breder uhyggen sig bare alt for voldsomt, men jeg kan vise en model af ham som jeg modellerede med primitive materialer ud fra drømmen (jeg har bragt det flere gange før, men alligevel):
Pointen er at mens det står på, er det stadig langt fra altid at jeg ved at det er ham der er på spil. Som regel synes jeg pludselig at min mand, som jeg ellers værdsætter og anerkender stort, er et mandschauvinistisk fjols som ikke forsømmer nogen lejlighed til at jorde mig og holde mig nede med sine skråsikre og uangribelige meninger. Eller jeg synes nogenlunde det samme om nogle andre mænd jeg er i kontakt med. Eller jeg ser pludselig at stort set alle mænd er farlige og kun ude på at klemme livet ud af mig samtidig med at de nærer sig ved mig. Jeg ser med andre ord min indre, negative animus i mænd i den ydre verden, altså i såkaldt virkelige mænd, uden at vide at det er en del af mig selv jeg står overfor.
Det er selvfølgelig muligt at nogle af de her mænd faktisk råber i kor med min negative animus, i hvert fald ind imellem, og det er jo skidt og skal håndteres, men det der virkelig fælder mig og får mig til at ligge ned i lange perioder, er ikke de ydre, såkaldt virkelige mænd, men det negative aspekt af min egen indre, virkelig meget virkelige mand. Jeg forstår det godt bagefter, og mine drømme er også gode til at fortælle mig hvad der er på færde når jeg ellers er parat til at lytte. Men når lige præcis dét her kompleks løber af med mig, er jeg stort set prisgivet. Jeg er overbevist om at det har spillet en endog meget stor rolle for den kendsgerning at jeg aldrig rigtigt har fundet ud af at leve mit liv. At jeg aldrig rigtigt er “blevet til noget”, men på en måde lever et skyggeliv, hvor jeg ikke har kunnet finde ud af at fylde noget i verden og stadig har til gode at opnå et selvstændigt og uafhængigt liv hvor jeg føler jeg bruger mine evner. Det bliver måske tilmed et livslangt livtag jeg kommer til at tage med denne negative del af min indre mand, selvom jeg nu er bevidst om at han er der, for i mig er han uhyggeligt stærk. Det har jeg smerteligt måttet erkende.
Det jeg gerne vil sige med alt det her, det er at jeg mener at det kan gavne os (altså os kvinder) og vores livsudfoldelsesmuligheder mindst lige så meget at lære vores indre mandlige modstander at kende gennem en form for dybdepsykologisk arbejde, som at kæmpe kampen på det ydre plan. Jeg ved godt at det heldigvis ikke er alle kvinder der er så hårdt ramt af det her negative animuskompleks som jeg er, men det er i os alle i en eller anden udgave og kan skabe stor ravage. Og hvis man bor i et “ligestillings-udviklingsland” som fx Danmark og her har særdeles travlt med vredt at bekæmpe de såkaldt virkelige mænd med næb og klør og mener at de står i vejen for ens karriere, ens økonomiske frihed, ens handlefrihed og hvad det ellers måtte være af udfoldelsesmuligheder i det ydre liv, så kunne det måske være tegn på at man, dvs. ens bevidste jeg, er oppe mod en særdeles magtfuld modstander i ens eget sind.
Modstanden er som nævnt helt sikkert også derude i nogle tilfælde, og det skal håndteres. Jeg skriver ikke det her for at lade hånt om de mange, mange kvinder verden over – også i Danmark – som stadig er helt konkret og uomtvisteligt undertrykt af mændene i deres samfund og deres familier. Der er stadig meget at kæmpe for i den ydre verden for kvinder der lever i samfund, kulturer og miljøer med udtalt androcentrisme og stærke patriarkalske strukturer, og jeg vil slutte med at ønske god kamp og rigtig god vind til os alle sammen med at opnå ligeværd og ligeret mellem kønnene overalt.
Jeg sidder her blandt solstriber af både den ene og den anden slags. Jeg har vredet kroppen af led for at undgå at få nogen andre mennesker med på billedet, men jeg kan fortælle at de er her, og at det er en del af ideen med at sidde her, for der kan godt blive tomt og meget stille i mit hoved når jeg er så meget alene med mig selv som jeg er. Ikke at jeg trænger til fest og palaver eller noget, men et stilfærdigt møde med andre menneske blot ved at dele rummet med dem udgør en fin dosis inspiration for mig, og fingrene er da også fløjet hen over tastaturet i dag.
Men nu må jeg hellere pakke sammen, så jeg kan være et sted hvor jeg kan tale i telefon når min seje mand forhåbentlig ringer hjem om ikke så lang tid og siger at han er kommer godt igennem mandagens öppet spår-løb til Vasaloppet. Jeg smugkigger resultater på computeren, så jeg ved godt hvordan landet ligger for både ham og kammeraterne, men det skal alligevel blive godt at høre hvordan det er gået, fra hestens egen mund.
Og sådan er vi godt på vej gennem det der for os begge hver især er en rigtig god og begivenhedsrig dag, omend den har taget sig så fuldkommen forskellig ud for hver af os. Det synes jeg er ret interessant at tænke på!
“I stedet for at gøre selveksponering til en dyd, bør vi gøre præcis det modsatte. Hylde grundigheden, eftertanken og fordybelsen.”
Det siger Per Michael Jespersen blandt andet i debatindlægget “Alle taber, når bubberismen tromler de indadvendte ned” på Politiken.dk, hvor han sætter fokus på det tab for både indadvendte unge mennesker og resten af samfundet som vores tidsånds vilde selveksponeringstrang og -pres afstedkommer.
Hvis du er fortrolig med Susan Cains tanker, er det her velkendte pointer, men måske fortalt på en anden og efter min mening meget relevant måde. Læs det og bliv både rusket lidt og rustet til at forsvare grundigheden, eftertanken og fordybelsen.
