Quiet – Ro

Lad mig først sige: Alle, der læser det her, bør huske, at det bare er mig, Janne, en helt almindelig husmor, der skriver det her indlæg, og ikke en fagperson.

Da jeg første gang så og hørte Susan Cains foredrag “The power of introverts”, blev jeg – ud over meget begejstret – en anelse forvirret. Ret tidligt i foredraget siger Susan Cain at introversion handler om hvordan man reagerer på stimulation, inklusive social (selskabelig?) stimulation, og det fik mig til at spidse ører, fordi det lød fuldstændigt som noget jeg havde hørt i en anden sammenhæng, nemlig i forbindelse med Elaine Arons begreb ‘the highly sensitive person’ eller, som det senere kom til at hedde på dansk, ‘særligt sensitive mennesker’. Foredraget igennem sad jeg og havde oplevelsen af at det snarere var særligt sensitive mennesker, og ikke introverte, Susan Cain talte om, men gemte mine oplevelser væk idet jeg tænkte at det nok bare var mig der ikke havde styr på begreberne og teorierne. (Se note nederst i indlægget).

Det er helt sikkert mig der ikke har styr på begreberne og teorierne, men lad mig alligevel dele med dig hvad jeg efterhånden har fundet ud af. Som nævnt i forrige indlæg, har jeg været optaget af at læse Susan Cains bog “Ro – styrken ved at være introvert i en højtråbende verden”, og nu er jeg færdig. Jeg indrømmer blankt at jeg var mest nysgerrig efter at finde ud af om Susan Cain overhovedet forholder sig til særlig sensitivitet, og om hun faktisk siger noget om hvorfor hun tilsyneladende (set inde fra mit hoved) næsten slår de to begreber sammen i sin måde at opfatte det at være introvert på.

Jeg har stadig – efter at have læst hendes bog – oplevelsen af at Susan Cain snakker mere om særligt sensitive mennesker end om introverte, og Cain inddrager faktisk også Elaine Arons forskning og forståelser i sin opbygning af det hun gerne vil vise os hun forstår ved introversion. Kapitel 6 (side 188 i den danske oversættelse) er afsat til at gøre rede for særlig sensitivitet, og Cain viderebringer sådan set meget loyalt Arons forskning der viser at kun omkring 70 % af de særligt sensitive er introverte, mens de resterende 30 % er ekstroverte, og at ikke alle introverte er særligt sensitive. (Elaine Aron gør rigtig meget ud af at sige at introversion og særlig sensitivitet ikke er det samme som mange ellers fejlagtigt tror). Herfra synes jeg så jeg stod med præcis den samme løse ende som da jeg hørte Cain tale første gang.

Her til formiddag ville jeg så lige søge i mit mailarkiv efter ‘Cain’ fordi jeg ville se om jeg havde skrevet noget til nogen om videoen lige da jeg havde set den, så jeg kunne skrive i dette indlæg hvornår jeg havde set den (første gang). Og så opdagede jeg via et nyhedsbrev at Elaine Aron selv har skrevet om Susan Cains bog (jeg har sikkert overset det da jeg fik nyhedsbrevet, fordi jeg ikke kendte noget til Cain dengang). Jeg og du og alle andre kan læse om Arons reaktion og tanker lige her i denne artikel i Psychology Today.

Efter læsningen af den artikel var det som om jeg genopdagede en anden forvirring jeg har gået med siden jeg læste Arons bog helt tilbage i 2008, og det er omkring Arons måde at bruge begrebet ‘introvert’ på, som forekommer mig at være reduceret til at beskrive en persons sociale adfærd på en negativ måde og ikke har meget med den nuancerede og neutrale måde jeg troede jeg forstod begrebet på ud fra andre fremstillinger der er meget Jung-loyale. Nu var min forvirring så på en måde total, og jeg kan godt forestille mig at der ude i fremtiden kunne finde en vis opklaring sted hvis fagfolkene enten gik tilbage til Jungs oprindelige “oplæg” eller måske endnu bedre – som både Aron (i artiklen) og Cain (i sit afsluttende afsnit) er inde på – finder nogle nye begreber i stedet for introversion/ekstroversion og/eller særlig sensitivitet på den ene side og ekstroversion og/eller robust upåvirkelighed (min hjemmelavede betegnelse) på den anden. Cain nævner at det handler om modsætningen mellem fordybelse og handling, og den er jeg helt med på.

Generelt vil jeg sige at jeg har fået meget ud af at læse Susan Cains bog, og jeg har stor respekt for at hun har samlet alt det materiale sammen, som hun vitterlig har, og givet det facon som en bog. Når jeg læser den, oplever jeg at det også er mig (og ikke bare sig selv) hun forsøger at beskrive, retfærdiggøre og give anerkendelse gennem en (undskyld jeg siger det) meget lang forsvarstale. Jeg kan genkende vældig meget af mig selv i det væld af teorier og forskning hun drager frem, og der er en skøn forløsning og fortrøstning i at føle sig set (jeg har en udpræget præference for introversion og er særligt sensitiv – altså for så vidt at jeg overhovedet har forstået noget af hvad de to begreber dækker).

Der er dog også noget andet der udfordrer mig. Det er som om jeg slet ikke har oplevelsen af at det er én der ligner mig, der skriver. Susan Cain beskriver hvordan hun farter rundt i verden og besøger og interviewer alverdens mennesker. Hendes verden oser af penge, “high society”, lange fortællinger og intellektuelt overskud. Fint nok. Hun er jo også New Yorker. Det er bare virkelig slet ikke den verden jeg lever i, og jeg spekulerer på om det ekstroverte ideal er så langt mere dominerende i (nord)amerika at spændet mellem introvert og ekstrovert er skaleret markant anderledes end her i Danmark. Og så tænker jeg på om det mon er hendes pseudoekstroverte (det kalder hun det selv) jeg der har ført pennen. Af gammel vane. (Eller også er jeg bare en misundelig husmor der er frustreret over .. bare at være en husmor. Det kunne også være).

Bogen har ingen indholdsfortegnelse (selvom man måske godt kunne bruge noteafsnittet bagest som sådan), og det generer mig – jeg er den type (!) hvis hele væsen stræber efter overblik og helhed. Hvis du har det lige som mig og ikke bare er tilfreds med at læne dig tilbage i sofaen og nyde turen indtil målet dukker op for enden af alle seværdighederne, så kan du se min private indholdsfortegnelse lige her. Den er et direkte afskrift fra bogen, og alle afsnit indledes som anført her (med forbehold for fejl og mangler på min side, naturligvis).

Susan Cain skriver til allersidst at hun har valgt at bruge “lægmands måde at stave på – ekstrovert i stedet for ekstraverteret og introvert i stedet for introverteret, som man ellers finder overalt i forskningslitteraturen”, og det giver mig lidt røde ører over min egen inkonsekvens, og jeg får lyst til at rydde op i mine indlæg her på stedet (og på min gamle blog). Jeg tror jeg mest af alt har valgt i de enkelte tilfælde at bruge samme stavemåde som i den kilde jeg skriver om. Det vil jeg fremover lave om på – og måske retter jeg også mine gamle indlæg igennem.

Måske lyder jeg en smule mere kritisk og sur ovenfor end Susan Cains bog fortjener, for jeg sætter i sandhed virkelig stor pris på hendes bidrag til at øge opmærksomheden og anerkendelsen omkring alle os stille mennesker med behov for ro, refleksion og fordybelse, og ikke mindst omkring alt det gode vi kan bidrage med. Både introverte og særligt sensitive kan opfattes som værende uretmæssigt underlagt et kulturelt pres som en slags andenrangsmennesker eller forkerte mennesker i den vestlige verden, og det er primært det Susan Cains bog gør op med – og det synes jeg rigtig godt om. Jeg har selv, via min drift mod at fordybe mig i det indre liv og min sensitive måde at være i verden på, mærket dette pres hele mit liv og tager dagligt livtag med den del af mig selv der (endnu) ikke har frigjort sig fra det.

Jeg er taknemmelig for alt det arbejde Susan Cain har gjort og gør. For at hun kan og vil. Tak.

Note tilføjet 20-11-2013 og 21-11-2013:

Introversion er for mig primært det at ens opmærksomhed og psykiske energi er rettet mod subjektet (selvet) og det indre liv (ens eget og andres) i modsætning til ekstroversion der for mig er det at være optaget af den ydre, “objektive” verden og det ydre liv (eget og andre menneskers). Vi er alle både introverte og ekstroverte, og vi skifter alle i en eller anden grad mellem de to indstillinger, men vi kan have en dominerende præference for den ene af dem. Begge indstillinger er lige vigtige og værdifulde både i verden som helhed og i det enkelte menneske. En af de mest umiddelbart mærkbare virkninger af på introvert vis at have en interesse i at beskytte og værdsætte det indre liv og en tilskyndelse til at reflektere over det/forstå det er ofte at man som introvert bliver drænet for energi (bliver træt, udmattet, stresset, udbrændt) af at vende sig meget udad, dvs. af at være sammen med mange mennesker på én gang i en selskabelig sammenhæng der ikke fordrer fokus på det indre (via dyb samtale, fx), af at handle i den ydre verden eller af at skulle koncentrere sig meget om ydre objekter på anden måde, og at man genoplader sin energi ved at vende sig indad, gerne uden for meget selskab omkring sig eller alene, og gerne ved fx at fordybe sig i kreativt arbejde, en god bog eller musik. Det er – jf. Susan Cains indledning – langt fra den eneste måde at forstå introversion på, men det er min – formuleret med egne ord – og det er den jeg går ud fra her.

At være særligt sensitiv er – jf. Elaine Aron – for mig det at have et mere fintfølende nervesystem der gør at man bearbejder uhåndgribelige og/eller for andre mere robuste typer umærkelige/ubetydelige stimuli på en dybere, mere nuanceret og mere kompleks måde end ikke særligt sensitive (eller moderat sensitive). De subtile stimuli kan både komme udefra og indefra én selv, og man kan være særligt sensitiv og dermed have tilbøjelighed til at blive overvældet af disse stimuli både som introvert og ekstrovert. Og ikke mindst, for at trække en parallel til Susan Cains bog, kan den særligt sensitive bidrage på en meget værdifuld måde med for eksempel stor dybde, empati, langsom og grundig kvalitet, kreativitet og intuition. Som nævnt i indlægget, har “kun” de fleste særligt sensitive også en præference for introversion, og ikke alle introverte er særligt sensitive, så de to “grupper” overlapper kun delvist hinanden. Alle særligt sensitive – introverte og ekstroverte – har behov for perioder med ro, stilhed og ophør af stimuli i højere grad end ikke særligt sensitive, hvilket ligner de introvertes genopladnings-fordybelses-alene-tids-behov til forveksling i praksis (men ikke i teorien).

Hvis du spekulerer på om du selv har en præference for introversion eller er særligt sensitiv eller begge dele, vil jeg anbefale dig at læse om emnerne. Der findes også tests som kan vejlede eller give en indikation, men viden og dine egne konklusioner er helt klart den bedste vej frem efter min mening. Alligevel:

For at finde ud af om du har en præference for introversion på den måde som jeg forstår det, vil jeg foreslå at du finder og tager en mbti-test (Myers Briggs Type Indicator) på nettet eller ved en certificeret konsulent. Det vil også give dig en idé om hvilket område af det indre liv du eventuelt især foretrækker at beskæftige dig med (konkret sansning, intuition, tænkning, følelse). Der findes fx en test på dansk på Jobindex; den er dog meget erhvervsrettet. Ellers er jeg personligt meget glad for Preben Grønkjærs bøger om Jungs typologi/mbti, som også indeholder testafsnit. (Se tidligere indlæg for mere information).

Du kan læse mere om særlig sensitivitet og lave en vejledende test om din egen grad af sensitivitet på dansk her på Ilse Sands hjemmeside og i hendes bog “Elsk dig selv – en guide for særligt sensitive og andre følsomme sjæle”. Ilse Sand formidler og værner om den særlige sensitivitet på sådan en fin og klog måde, efter min mening (se tidligere indlæg for mere information). Ilse Sands formidling bygger i høj grad på Elaine Arons forskning og formidling. Elaine Aron har en hjemmeside her, og hendes bog “The Highly Sensitive Person – How to Thrive When the World Overwhelms You” (i dansk oversættelse*: “Særligt sensitive mennesker”) er efter min opfattelse at betragte som grundbogen om særlig sensitivitet.

Her på Susan Cains facebookside og selvfølgelig i hendes bog kan du lave en test som kan give dig en fornemmelse af om/i hvor høj grad du er introvert på den måde hun forstår det.

*som indeholde mange oversættelsesunøjagtigheder og som jeg ikke vil anbefale hvis du kan læse på engelsk. Fx er der efter min mening alvorlige oversættelsesfejl som at “reflective listening” bliver til “tænksom lytning” i afsnittet om nære relationer og ikke “spejlende lytning” som efter min mening ville være mere korrekt, og the “inferior function” bliver til den “sekundære funktion” i afsnittet om sjæl og ånd hvilket helt sikkert ikke er korrekt og burde have været oversat med den “inferiøre funktion” (den fjerde og ikke anden/sekundære i personens prioriterede rækkefølge af de fire bevidsthedsfunktioner).

Som særligt sensitiv læser kan jeg ikke lade være med at hænge mig i den slags .. det giver en masse uro 🙂


Tilføjelse 08-01-2015: Prøv at se Ilse Sands formidling af forholdet mellem introversion og særlig sensivitet i en facebook-opdatering her. Det giver mening!

Et lille dryp om at lade sin stemme høre

Jeg er ved at læse Susan Cains bog “Quiet: The Power of Introverts” – i dansk oversættelse “Ro – Styrken ved at være introvert i en højtråbende verden” – og jeg er optaget og opslugt og i gang med at tage ind og bearbejde i en grad så jeg har svært ved at give ud. Derfor er der lidt stille her.

Men et lillebitte løsrevet dryp i forbindelse med min læsning af bogen kan det godt blive til. Jeg har ofte rumlet over at jeg tilsyneladende er tilbøjelig til at skrive mere, mere personligt og mere seriøst i mails og på sociale medier som facebook, blog og google+ end mine ekstroverte venner og bekendte, som jo i modsætning til mig ikke sparer på krudtet når vi er sammen i virkeligheden. Jeg har også ofte hæmmet mig selv i den affære ud fra devisen: anderledes = forkert, fordi jeg – når jeg sammenligner mig med mennesker omkring mig eller bliver præsenteret for deres vurdering – tilsyneladende er alt for optaget af det her internet og kommunikationen via det i stedet for at råbe op og interagere med mennesker, ting og sager i den virkelige verden. Men hør hvad Susan Cain blandt andet skriver om den sag:

“Undersøgelser har faktisk vist, at introverte er mere tilbøjelige end ekstroverte til at give udtryk for personlige ting vedrørende dem selv online, som deres familie og venner bliver overraskede over at læse. De kan bedre udtrykke deres sande jeg online og tilbringer mere tid med at deltage i onlinediskussioner. De er glade for at have muligheden for at kunne kommunikere digitalt. Den, der ikke kunne drømme om at række hånden i vejret i et auditorium med to hundrede tilstedeværende, vil uden videre skrive et blogindlæg, som læses af to tusinde eller måske to millioner. Den, der har vanskeligt ved at komme i kontakt med fremmede, vil måske lægge sin profil online for derefter at udvikle de relationer, der opstår på nettet, så de også kan forekomme i virkeligheden.” (Fra den danske oversættelse side 94-95).

Teksten er taget fra et afsnit om ledelse (afsnittets overskrift er: “Myten om karismatisk ledelse. Bag om Harvard Business School”), og Susan Cains hovedærinde er her at vise hvordan introverte i vores tid har fundet en ideel platform i internettet til at lade deres stemme høre fra .. og ikke mindst til at udøve ledelse på en mere stilfærdig, men ikke mindre virkningsfuld måde end ekstrovertes ofte karisma-baserede ledelsestil – som i øvrigt er højst skattet i vores vestlige samfund. (Mine ord, men jeg håber det er korrekt opsummeret).

Hvis du er i tvivl om lige præcis hvad hun (eller jeg) mener, så kan du for eksempel prøve at følge hendes egen internetkommunikation hvor teorien i den grad er omsat til praksis. Her er et link til hendes hjemmeside, men alt krydspostes også på for eksempel facebook og google+.

Hvis du er ekstrovert og leder og læser det her, så fortvivl ikke. Der vil også altid være brug for folk der kan stille sig op på en ølkasse og fange de forbipasserendes opmærksomhed omkring en vigtig sag, og der vil også altid være brug for mennesker der blandt andet kan tage hurtige beslutninger, fokusere på mere materielle mål og handle uden at kende og have gennemtænkt alle detaljer. Kodeordet her er lige præcis også.

Samvirke!

En god ven gav mig i går en rigtig fin artikel i håndenfra september-nummeret af “Samvirke”. På side 24-31 er der en tema-sektion om personlighed med fokus på introversion og ekstraversion, som jeg synes bestemt er værd at læse hvis emnet interesserer én. (Eller som en del af ens almene dannelse, hvis man bekymrer sig om den :-)). Temaet indledes med en artikel

I tema-artiklen “Storm & stilhed” – der kan læses online her – portrætteres et par på en måde så den ene part fremtræder med udpræget præference for ekstroversion og den anden part med udpræget præference for introversion. Det fungerer rigtig fint som en illustration af de helt grundlæggende forskelle på de to indstillingsfunktioner og af hvilke både udfordringer og gaver der kan træde frem når personer med hver sin indtillingspræference skal samvirke. Men husk at man kan have en henholdsvis mere eller mindre klar præference for enten introversion eller ekstroversion, og at nogle formidlere på området, for eksempel Susan Cain som også er nævnt i bladet, endda opererer med begrebet ambivert om mennesker der oplever at ligge lige i midten af skalaen og ikke foretrækker hverken det ene eller det andet.

Om min interesse for Jungs typologi

“Tænketyper oplever ofte føletyper som konfliktsky, fordi de stræber efter harmoni og konsensus. Men tænketyper kan være nøjagtigt lige så konfliktsky som føletyper – de er det bare med hensyn til følelser. Hvis der opstår en konfrontation i forbindelse med en forandringsproces, som ikke kan klares ved hjælp af logiske argumenter, så undlader tænketyper ofte at tage stilling. Denne vigen udenom oplever føletyper som konfliktskyhed eller berøringsangst.”

Citatet her er fra Kend din ledelsesstil. Typologi og det personlige lederskab af Preben Grønkjær*, fra afsnittet om Tænketyper over for føletyper, som jeg har brugt lidt tid i dag på at “konsultere” en ekstra gang inden jeg nu skal aflevere den på biblioteket. Jeg vil gerne bruge det som udgangspunkt til at illustrere hvordan Jungs typologi/MBTI, som jeg opdagede for mange år siden og ad flere omgange har været meget optaget af, til stadighed kan blive ved med at åbne mine øjne – når jeg vel at mærke støder på nye formuleringer eller perspektiver på baggrund af et grundigt, nuanceret og dybdesøgende kendskab som netop Preben Grønkjær står for. Og derudover vil jeg gerne henlede opmærksomheden på at typologien handler om andet end indstillingsfunktionerne introversion og ekstraversion, og at der også for mange vil være store og skelsættende opdagelser at gøre ved at undersøge typologiens øvrige funktioner – perceptionsfunktionerne (sansning og intuition), vurderefunktionerne (tænkning og følelse) og livstilsfunktionerne (perception og vurdering) – samt deres indbyrdes dynamik i de forskellige typers kombinationer.

Ovenstående citat er en lille perle for mig personligt. Da jeg læste det, vidste jeg for første gang hvordan jeg skulle forstå den smertelige tavshed, utålmodighed og ignorering jeg kan huske fra min barndom, og som nu udgør en del af min sårbarhed som voksen. Tænkefunktionen fyldte meget i nogle af mine nærmestes personligheder i modsætning til hos mig selv som dels har introverteret intuition som hovedfunktion og ekstraverteret følelse som sekundær funktion/hjælpefunktion (INFJ). Da jeg læste citatet tænkte jeg JA, det er da lige det! Dét jeg gerne ville snakke om og vende med mine nærmeste, har de vendt ryggen til i netop konfliktskyhed og berøringsangst og ignoreret eller måske ligefrem vist deres irritation over fordi jeg i deres øjne tog noget op som savnede enhver relevans pga. manglede logik. Jeg ved nu at det ikke skyldtes min forkerthed i absolut forstand, men vores anderledeshed i relativ forstand – vi talte ikke samme sprog og havde svært ved at forstå hinanden, så at sige, selvom vi begge talte et “rigtigt” sprog.

Og jeg skal også sige her at jeg holdt/holder rigtig meget af mine tænketype-familiemedlemmer, og at jeg sådan set er fuld af beundring for deres evne til at løse opgaver og problemer på en gennemtænkt måde.

Men jeg mærker stadig de bortvendte ansigter som en smerte, og jeg tænker at der her findes en kim til den sårbarhed jeg føler i forhold til at blive ignoreret. Der er ikke noget jeg bliver mere såret over eller ked af, end når mennesker tæt på mig ignorerer eller direkte afviser noget vigtigt jeg har valgt at sige til dem eller behov for at snakke med dem om, og bag ved ked-af-det-heden lurer også følelsen af at det nok var forkert af mig sådan at ville belemre andre med mine værdibaserede vurderinger og overvejelser, fremfor at fremføre min sag logisk og gennemtænkt eller tie stille. (Det med logikken har jeg siden trænet benhårdt netop for ikke at blive afvist – jeg har sågar som voksen mødt mennesker der i ramme alvor mente jeg var tænketype).

Alt dette skriver jeg kun for at illustrere hvor dybt typologien kan tage én, og for at inspirere til måske at lade rejsen begynde dér, som den også gjorde hos mig, hvis det siger én noget overhovedet. Jeg må dog også sige for en god ordens skyld, at man så er nødt til at give slip på de forsimplede, lettilgængelige overfladiske fremstillinger hvor typologien bliver misbrugt til at sætte mærkater på folk og putte dem i båse, og bevæge sig så meget i dybden at typologien også bliver dels et redskab til personlig udvikling med baggrund i de uudviklede, ubevidste funktioner, og dels et redskab til at forstå, anerkende og ville komme andre mennesker i møde trods forskelligheder – ud over selvfølgelig at beskrive mennesker på baggrund af deres foretrukne måde at kommunikere og være i verden på ud fra bevidste funktioner.

Jeg vil bringe endnu et citat fra afsnittet om tænketyper over for føletyper som i direkte forlængelse af ovenstående også har været en øjenåbner for mig, og som har været med til at stive mig lidt af så jeg ikke går nedbøjet rundt og tror at jeg er et besværligt, uselvstændigt skvat der som et andet, usikkert barn angler efter anerkendelse. Citatet tager igen udgangspunkt i hvordan føletyper kan opleve tænketyper og sig selv spejlet i tænketyper. Det har jeg valgt fordi det er mit personlige “interessefelt”, men det kan ikke siges tydeligt nok at Preben Grønkjær generelt fordeler sol og vind lige med suverænt overblik, og der er bestemt også “noget at hente” hvis tænkning fylder meget i ens profil og man er nysgerrig på dette felt.

“(…) er det generelt sådan, at når en føletypemedarbejder har udført en opgave på en god måde, så ønsker han eller hun en positiv tilbagemelding på det. Men en leder med udpræget præference for tænkning er umiddelbart utilbøjelig til at sige tak, for slet ikke at tale om at rose. Vedkommende tager det nemlig som en selvfølge, at tingene er i orden; det behøver man virkelig ikke være taknemmelig over. Dette kan udvikle sig til et stort problem, hvis medarbejderne er føletyper, der har brug for ros og påskønnelse – i det mindste en eller anden form for anerkendelse. (…) Der er tænketypeledere, der tolker føletypemedarbejdernes behov for anerkendende feedback som et udtryk for, at de er uselvstændige. Som en leder udtrykte det: “De må lære at stole på sige selv og klare tingene alene!”. Jeg har set en del eksempler på, at påstanden om uselvstændighed er meget forkert. Den har også ramt særdeles selvstændigt tænkende og arbejdende medarbejdere, men deres selvtillid kan på længere sigt blive fuldstændigt undermineret, og de kan blive meget ulykkelige og stressede over manglende anerkendelse og værdsættelse.”

Preben Grønkjær taler om ledere og medarbejdere, men jf. bogens forord kan dette overføres til relationer inden for fx undervisning, bestyrelsesarbejde, trænergerning eller familien.

Til sidst en lille, finurlig krølle på alt det her med tænkning over for følelse. Preben Grønkjær siger selv i bogen at hans ledelsesprofil er INTJ.

*Du kan læse mere om bog og forfatter i dette indlæg. For en dybere indføring, se Preben Grønkjærs hjemmeside www.typologi-plus.dk.