I går sad jeg på min flade det meste af dagen og holdt mine vandtrætte lemmer og mit indtryksmætte sind fuldkommen i ro, og hvad er bedre når man skal restituere, end at møblere om på sin blog mens man drikker kaffe og tager sig en pause ind imellem og bare kigger ind i et par tændte stearinlys? Ikke meget, synes jeg, så der blev rodet og regeret, måske ikke med noget bedre resultat til følge, men skidt nu med det – det var lige hvad jeg trængte til, nemlig.
Og mens jeg sad dér og puslede, fik jeg pludselig øje på at mit navn står alle vegne, og tænkte at I jo nok snart ved hvad jeg hedder, og at jeg måske kunne nedtone det en lille smule selvom det ikke ligefrem er tilfældigt at min blog hedder mit navn. Hvad med et billede i stedet, var første idé, og det forsøgte jeg mig så med, men jeg kunne ikke få det til at blive som jeg ville have det. Så kiggede jeg på bogstaverne og tænkte at de da måtte kunne bruges til et eller andet. Frem med bogstavbrikker og tålmodighed i jagten på et godt anagram, men det kunne jeg heller ikke få til at blive som jeg ville have det. En lidt for bunden opgave, måske, der er dog grænser for hvad den menneskelige hjerne kan kreere ud af et så sparsomt materiale. Men jeg kunne ikke slippe ideen, så her til morgen skulle jeg lige prøve om jeg kunne finde en effektiv anagramgenerator på nettet, og ved I hvad, nu kommer pointen, JEG KUNNE IKKE FINDE NOGEN ANAGRAMGENERATOR SOM KUNNE FINDE PÅ TILNÆRMELSESVIS DET SAMME SOM MIN HJERNE HAVDE GJORT I GÅR, og det synes jeg fandme er så opløftende at I skal have resultaterne her, uanset at nogle af dem mere end nærmer sig noget fortænkt og forsludret vrøvl. Men jeg har slået maskinerne, og det skal bare ikke overses, og jeg håber at alle der læser det her, vil huske at de til enhver tid selv kan slå denne verdens maskiner med deres hjerner.
Og her kommer de så, de menneskegenererede anagrammer med mit navns bogstaver:
nej en ølolm raslen
jollen er løs manne
nøj mon alle ler ens
ej ranselmølnolen
nol møl ej ranselen
og det bedste som alligevel ikke er godt nok:
le nar men øs jollen, altså som i: Le (bare, din) nar, men øs jollen (selv først)!
Der findes helt sikkert et perfekt anagram som både giver mening, er sprogligt i orden og udtrykker noget jeg står for, og jeg giver ikke op. Når jeg – eller en anden? – finder det, kommer det op i blogtitelfeltet, det lover jeg. Kommer tid, kommer råd.
(Og jo, jeg har tænkt på noget med moral og morale, men jeg kunne ikke få det på plads, det blev bare til noget underlødigt, som jeg ikke tør skrive her ..).
