Jeg er ved at læse Jadekatten af Suzanne Brøgger, og hun kan som få tage vejret fra mig ved at sætte ord på de spil og usynlige tråde der er mellem mennesker, og som er med til at forme os med lys og skygge. For eksempel har jeg læst denne lille passage om Zeste, skuespilleren i familien, adskillige gange de sidste dage:
“Hele sit liv havde hun spillet komedie for at holde sammen på sin familie, men aldrig før havde hun draget denne rolle i tvivl. Hun var bare fortsat, helt bevidstløst, med at spille den. Nu havde hun blot fået mange flere mennesker, hun skulle holde oppe og begejstre. Nøjagtig samme rolle. Flere hundrede tusind mennesker hun skulle få til at græde, gyse eller le. Hun havde håbet, at hun ville glemme sig selv, at det ville ske, når hun først stod på en scene. Øjeblikket, da hun blev befriet, forløst. Men hun var den samme som hun altid havde været, og det overraskede hende ikke, at en bestemt patient havde været ved at begå selvmord, da hun havde aflyst en forestilling. Hun var sig bevidst, at hun ikke måtte svigte, samtidig med at hun spurgte sig selv, hvorfor hun havde valgt at underholde andre, altså at holde en hånd under dem. Kunne hun selv holde til det i længden?” (side 283).
Jeg kender selvfølgelig godt især Zeste i mig selv, og derfor er netop denne passage så fascinerende for mig. Men lur mig, næsten uanset hvilke splinter man ser i andres øjne, vil man kunne finde en passage i denne bog som peger på bjælken i ens eget. Hvis man kigger ordentligt efter.
Nøj, det er godt!
