Jeg tænkte først at jeg måtte vente til jeg ved lejlighed kunne spørge en ven med større logisk sans og hænderne skruet bedre på end jeg, om jeg havde regnet rigtigt og om jeg kunne få vedkommende til at udføre min ide om et ikea-hack i virkeligheden.
Så blev jeg træt af at vente og træt af mine egne tanker om at andre ville kunne gøre det bedre end jeg selv, og gik ud og købte en sav og en skærekasse. Regnede det hele igennem én gang til og mærkede op så nøjagtigt jeg kunne, med min fars tommestok, min stedmoders lineal og min egen røde viking-blyant.
Savede. Satte sammen. Så at det blev perfekt.
Det er aldrig for sent at tage dele af sig selv som man har uddelegeret til andre, tilbage, og der er få ting i livet som er mere tilfredsstillende, hvis man spørger mig. Det handler ikke om at blive verdensmester i alt, men om at få kontakt til alle dele af sig selv. Også dem man ikke er for stolt af, dem man synes man er for fin til at bruge, dem man ikke synes man er fin nok til at bruge, dem man altid har fået at vide man skulle skjule, dem man tror man mangler, dem der medfører en stor risiko for at fejle, og alle dem der på utallige andre måder er en udfordring for én at have noget at gøre med.
Jeg læste engang et sted jeg har glemt, i en helt anden sammenhæng, at når man bruger sider af sig selv som ikke er ens førstevalg og fortrolige, trygge måder at gå til verden på, kan man opleve et slags huskede-jeg-at-slukke-for-strygejernet?-fænomen. At selvom man formentlig klarer opgaverne godt og arbejdet set udefra er fuldt tilfredsstillende, så oplever man indeni at være bange for at have overset noget vigtigt, taget fejl af et eller andet eller mistet overblik og dømmekraft uden selv at have opdaget det. Det kan være en virkelig stressende tilstand at være i over længere tid og i situationer hvor der er noget vigtigt på spil, så på den baggrund skal man måske gå lidt forsigtigt til værks med at tage ukendte, hidtil uddelegerede sider af sig selv i brug. Men stadig: Belønningen kommer når man har opdaget gange nok at man faktisk havde slukket strygejernet, og begynder at stole på det.
Jeg kom i mål i dag uden at brænde huset ned, og nu kan jeg nærmest slet ikke forstå hvorfor jeg ikke bare kastede mig over opgaven til at begynde med. Men det gjorde jeg ikke, og jeg siger tak til universet og til Ivar for dagens styrkeløft på det praktiske, tekniske plan.
I øvrigt: Da jeg skulle feje savsmulden op, kom jeg til at kigge på min håndkost og fejebakke. På farverne. Og så kiggede jeg på saven. Og prøvede at se for mig at det var omvendt. At savens håndtag var gråt og pink, og kost og fejebakke blå og gule. Af en eller anden grund var det svært for mig at forestille mig. Det findes, det har jeg lige googlet mig frem til, men mit forstokkede hoved havde svært ved at bytte farverne om. Der kan man bare se. Det kan jeg så tænke lidt over.