Tag: Karakter/personlighed

Et gammelt, knortet oliventræ

Jeg har set miniserien Olive Kitteridge med Frances McDormand i hovedrollen (hbo):

 
Og jeg har læst bogen Olive Kitteridge af Elisabeth Strout:

.. i nævnte rækkefølge. Nu ser jeg lige miniserien forfra, med nye øjne, for der er meget at hente her! Jeg kunne virkelig godt lide begge dele. Og jeg kunne virkelig godt lide Olive Kitteridge. Jeg følte måske ligefrem en slags slægtsskab med hende.
 
Hvis du googler navnet, findes der tonsvis af materiale om både bog og miniserie på nettet som kan give dig et hint om om det her stof måske også er noget for dig.
 
Jeg vil blot nævne at et gammelt, knortet oliventræ (udtrykket er taget fra bagsiden af bogen) måske ikke ser ud af meget eller er voldsomt charmerende når det står der i landskabet. Måske ser man først hvor smukt træet er, når man forstår de særdeles værdifulde frugter sådan et træ frembringer ud af sit indre og bidrager med gennem sin levetid.

Bagdelen ved fordelen

Jeg har læst to bøger som jeg godt kan lide: Fra et hjørne af Martin og Omkring Martin af Ann Carina Schødt.
 
Ann Carina Schødt har hjemme på potentialefabrikken.dk og belastendebegavet.dk som jeg med stort udbytte har fulgt gennem flere år. Jeg ved ikke overhovedet om jeg selv er begavet, men under alle omstændigheder kan jeg sige at der er mange ting i Ann Carina Schødts univers der ringer en klokke i mig. Således også både beskrivelsen af den begavede Martins indre verden og mange af de fænomener der bliver beskrevet gennem bøgernes øvrige personer.

Fortællingen om arkitekten og familiefaren Martin og hans liv giver et rigtig godt indblik i hvordan livet ser ud fra en begavet persons synspunkt. Hvad der er let, og hvad der er svært. Det kan være en god ide med sådan et indblik hvis man selv er begavet eller højt begavet, eller hvis en af ens nærmeste er det. Ens barn, for eksempel. Martin har to meget forskellige døtre som på hver deres begavede måde må kæmpe for at blive set og finde rum hvor de kan trives.
 
Hvis en person er begavet, er livet vel let og ubesværet, og så har vedkommende vel næppe brug for at andre gør en særlig indsats for at forstå ham eller hende – eller at vedkommende gør en særlig indsats for at forstå sig selv? Sådan kunne man godt spørge. Men livet er ikke let og ubesværet for nogen, og det er to hovedpointer i bøgerne at dels kan der følge nogle særlige udfordringer med at være begavet, og dels kan det være temmelig ensomt. Derfor er det godt at vi øver os på at se. Allesammen.
 
Bøgerne vil formidle et bestemt indhold, det kan man ikke undgå at mærke, og det gør måske nok at de ikke helt rammer loftet som litterære eller kunstneriske oplevelser. De har dog deres øjeblikke, nogle passager er virkelig enten ren nydelse at læse eller morsomme på den helt rigtige intelligente måde. Og bøgerne lader ingen tvivl tilbage om at forfatteren har dyb viden og stor erfaring med begavede at trække på, og de er så velformuleret og velstruktureret fortalt at man har lyst til at læse det hele og bliver nysgerrig efter enden på historien og enden på de problemer der fordrer en løsning. Der kommer en tredje roman i serien, og den er jeg også nysgerrig efter at læse. Jeg venter spændt. Jeg ville gerne have læst direkte videre efter sidste side i to’eren :-).

Af det gode

Noget af det gode ved at være hjemme hos mig selv og alene er at jeg kan spise franskbrød i lange baner uden at bekymre mig om birkes mellem tænderne. En god ting er det også at jeg kan tale højt med mig selv uden at censurere det jeg siger. “Det bliver fandme over mit lig at skulle bruge tid og energi på sådan noget lort”, kunne det lyde, uden at nogen løfter et øjenbryn og maner til tolerance og tålmodighed, forståelse og fællesskab. Ligeså er det af det gode at det ikke går ud over nogen som helst hvis jeg lugter af sved eller kommer til at bruge fire timer på at lede efter svar på et spørgsmål min hjerne har spontangenereret. Jeg kimser heller ikke ad hvor godt det føles at være helt sikker på ikke at blive iagttaget, eller hvor godt det gør at kunne slukke for verden og tage en lur lige når det passer mig.

Det er så sandt som det er sagt. Sandt er det også at det kan blive for meget af det gode. Efter nogle uger alene med mig selv ville jeg nok få pip og trænge til et andet menneskes selskab. Forestiller jeg mig.

(Pavilliontag i Kumbelhaven i Farum).

Ferie

Jeg har ferie, det er længe ventet. Det meste af det første halvandet døgn har jeg sovet, men i dag vågnede jeg op til dåd med ørerne fulde af lyden fra det vildeste regnskyl og klar til at kaste mig ud i tre uger uden andre planer end planen om at beskæftige mig med noget jeg godt kan lide. 

Jeg lagde ud med at læse Joel Mark Witt og Antonia Dodges bog færdig, og hvis du er typologiinteresseret, kan jeg af et rent hjerte og en klar hjerne sige at det er en bog som er værd at læse – uanset om du i forvejen ved meget eller lidt. De er virkelig superdygtige og har rigtig meget at bidrage med.

Jeg kom til at se i min kalender at de få aftaler jeg har i løbet af ferien indtil nu, pudsigt nok alle er aftaler med ekskolleger fra forskellige arbejdspladser. Når jeg tænker over det, er det nok ikke helt tilfældigt. Jeg har altid været bedre til at knytte kontakt og danne venskaber med andre mennesker ved at arbejde sammen med dem end ved at møde dem i selskabelige sammenhænge. Det sidste fanger mig på et forkert ben, jeg fatter ligesom ikke konceptet og forstår ikke hvad det er jeg skal.

Jeg har også haft tid til at kigge mig i spejlet, og jeg har opdaget at jeg har fået de vildeste rynker rundt om munden. Også det giver mening. De sidste fem år har jeg måttet bide tænderne sammen som aldrig før, og det har åbenbart sat sit aftryk på min fysik. Nu øver jeg mig i ikke at snerpe munden sammen hele tiden. Det er svært. Det har sgu ikke været for sjovt.

Sjovt var det til gengæld da min ene søn kom forbi i en lastbil sammen med sine kammerater. Den dag lod jeg munden og ind imellem også tårekanalerne stå åbne. Held og lykke og alt godt til ALLE de unge mennesker derude i hele verden der stadig har chancen for at forebygge rynker om munden. Spild den ikke!

I dag er det mandag, og så er der nyt afsnit af Big Little Lies. Jeg gemmer det til i aften, som en præmie for en veludført feriemandagdag. Den første sæson var i særklasse god, og jeg tænkte at det nok ikke kunne gøres efter, men det kan det. Tæt nok på til at det stadig er i særklasse, i hvert fald.

Indtil da skal jeg vælge en ny lejer til min underetage, spise koldskål og arbejde på noget andet typologi-noget som jeg har haft i støbeskeen noget tid, men ikke haft tid til at gøre noget ved. Alt er godt. Ferie er godt.