Overstimulering

Jeg ved det er socialt ukorrekt at mene og sige det, men det her vejr tager livet af mig! Jeg bliver overstimuleret af det stærke lys, varmen gør mig sløv, jeg kan ikke lide at vise så meget hud som jeg bliver nødt til for ikke at få et hedeslag, og alle lydene som konstant vælter ind gennem de åbne vinduer, er mere end jeg har lyst til at vide om tilfældige mennesker. Der findes ligesom ingen fred, og der er stort set ingen pauser. Jeg venter tålmodigt på at hver dag får en ende og det bliver køligere. Og jeg venter tålmodigt på at det bliver bedre tider igen i det hele taget.

Der findes kun ét sted jeg bryder mig om at være i en sommer som denne: I vand. Dét er min pause, mit åndehul.

Og btw, så har jeg set Kyst til kyst III – Fyn (2/8) på dr.dk, og den udsendelse kunne jeg godt unde alle at se. Det kan såmænd godt være at jeg synes dét af samme grund som når man “kommer til” at give andre gaver som man selv ønsker sig, og måske har den ingen almen interesse – det må komme an på en prøve.

Jeg nød udsendelsen fordi den strejfer flere emner som jeg kerer mig om. Jeg er fra Middelfart, og Lillebælt er min barn- og ungdoms hjemland. Jeg er vokset op med at bade, svømme, ro og sejle her.

Jeg er for eksempel også vokset op med med en evig spejden ud over vandet for at få et glimt af marsvin, som var sjældnere dengang end nu, men som alligevel altid var i min bevidsthed. Én jeg var i familie med langt ude, Søren Marsvin, havde dedikeret hele sit liv til at forsøge at forstå marsvinet bedre for at kunne beskytte det bedre, og som barn syntes jeg det måtte være det mest spændende arbejde man overhovedet kunne have.

Og jeg er vokset op med at menneskene omkring mig var fortrolige med at færdes i og på vandet og ved enhver given lejlighed formidlede deres oplevelser, erfaringer og viden videre. Nu ligger alt dette – forestiller jeg mig – som et ubevidst reservoir af informationer som jeg intuitivt trækker på for eksempel hver gang jeg svømmer i åbent vand, og jeg bilder mig ind at det blandt andet gør mig til en nogenlunde rolig og sikker svømmemakker.

Alt det og meget mere kom jeg i kontakt med da jeg så udsendelsen. På en god måde. Det gjorde mig glad 🧡.

Bord

Et veldækket bord. Jeg har fri i fire dage og må prøve om jeg kan komme lidt til kræfter. 
 
Jeg ved ikke om det nogensinde vil lykkes mig at bringe den viden og indsigt jeg som en helt naturlig tilbøjelighed tilegner mig gennem livet, ud i verden så den kan blive til nytte for andre end mit eget usynlige, private fritids-jeg. Måske kommer jeg til stadighed til at stille mig i vejen for mig selv hver gang det er lige ved at lykkes, og tager hele molevitten med mig i graven. Hvem ved.
 
Selv ved jeg kun at jeg bliver nødt til at blive ved med at tage livtag med mig selv for mig selv om mig selv for at jeg måske en dag kan være i stand til at lade den rigtige stemme i mig tale med størst vægt. Det er ikke noget jeg forventer vil ske eller tror på vil ske. Jeg ved bare at det er meningen med mit liv at holde målet for øje og gå min vej, skridt for skridt, uanset om jeg kommer frem eller ej.
 
 

Strøtanker

Altså, den der virus der har besat mig, den giver ikke op så let, og selvom jeg har slæbt mig over at vaske i dag, hostende og nysende, fordi jeg ikke havde flere rene underbukser (det er sandt!) og også har været en tur i Netto for at proviantere fordi jeg ikke havde mere rugbrød (det er også sandt!), så har jeg ikke meget mere at berette end at jeg nu nærmest har OD’ed på The Wire, og helt ærligt, jeg fatter ikke at jeg ikke har set den serie før. Den er jo totalt mesterklasse! Jeg er begyndt på den flere gange før, men det kræver lidt koncentration og tålmodighed at komme i gang, og det er ikke gjort med det første afsnit, men så hænger man også på den. Er du til fortællinger der holder sig mere til virkelighedens gråtoner end til et trygt og ordnet, men forvrænget sort-hvidt-billede af verden, så spring bare på.

Jo, yo, så kan jeg da også lige spinde den ende at jeg jo bor i noget der minder ret meget om en ghetto (omend området ikke opfylder kriterierne for at komme på regeringens officielle ghettoliste (lige nu)), og det er som om jeg har fået nogle andre briller på lige pludselig, og ser andre ting når jeg går over og vasker eller hen i Netto som jeg har gjort i dag. Når jeg iagttager alle de skønne unger med alskens etniciteter der spiller fodbold på kunststofbanen eller hænger ud på legepladsen, så ved jeg pludselig hvad de er oppe imod. For jeg går jo også forbi skulende unge mænd der sidder og reder deres fuldskæg, unge mænd i flok hvor én måske holder døren for mig ind til blokken med en servil gestus, mens resten lader al tale forstumme og viser attitude, samt unge mænd der taler til deres kærester i et sprog og en tone som man helt ærligt kun tror findes på film. Måske overdriver jeg. Det håber jeg. Uanset hvad skal alle mine gode ønsker gå til de her skønne unger. Må fremtiden være jeres!

Forår er det i hvert fald, har jeg bemærket, også i ghettoen: