Bro over vand

I sommer drønede jeg over mit barndoms vand med toget. Jeg mærkede hvor meget det trak i mig og havde omkring tre minutter til at beslutte om jeg skulle stå af toget og gå en tur eller om jeg skulle suse videre efter den plan jeg havde lagt, mod det mål jeg havde sat mig. Jeg kørte videre, for nogle beslutninger tager det mere end tre minutter at tage, men i dag har jeg tænkt på om jeg af og til selv bygger en bro af ustoppelig målrettethed hen over det jeg i virkeligheden gerne vil opleve, simpelthen fordi jeg føler mig tryggere når jeg fokuserer på hvad der kan komme hvis jeg går efter det, end hvad der er her og nu når jeg bare tager imod.
 
Måske kunne jeg lære noget. Måske står jeg af toget næste gang. 
 
 
 

Forholdet 1:1

Der er den her måde i mit system at forstå selskabelige situationer på, som altid har udfordret mig fordi jeg hverken forstår det selv eller forventer at andre forstår det.

Hvis jeg er sammen med flere end ét menneske, kan jeg ikke lade være med at opleve at jeg er overflødig. Der er ligesom ikke brug for mig og det jeg har at give, og jeg har ingen ide om hvorfor jeg skal være der også – med mindre jeg har et helt konkret arbejde at udføre, selvfølgelig, dvs. en funktion som gør en positiv forskel i forhold til at nå et mål.

Hvorfor folk synes jeg skal være til stede når de allerede har nogen at være sammen med, er mig en gåde, ligesom det omvendte er mig en gåde, altså når folk synes at andre også lige kan komme og være med selvom de oprindeligt havde en aftale med mig. Jeg vil gerne se mennesker jeg kan lide, men hvis jeg skal se dem i selskab med andre, forsvinder muligheden for et egentligt møde og en dyb samtale, og så går meningen fløjten for mig. Med mindre, som nævnt, at meningen er at jeg skal udføre en opgave.

Jeg har observeret og forstået at de fleste andre ikke har det sådan. At folk som flest har andre behov og ønsker end mig, når det kommer til selskabelighed. Jeg tror måske endda jeg kan forestille mig ret præcist hvad de tænker og føler, så jeg opfører mig høfligt og forsøger at tilpasse mig situationen. Måske lader jeg som om jeg synes at det er hyggeligt fordi jeg forstår at det glæder de andre, og fordi jeg ikke vil gøre nogen kede af det. Men sandheden er at jeg egentlig synes folk misbruger min tid og mine kræfter på den måde. Jeg kunne jo lave noget andet mens de snakker.

Bekendelse

Jeg opdagede tilfældigvis i går at Rejseholdet bliver genudsendt på drtv, og sprang straks til for at genopleve især fremstillingen af gruppedynamikken på holdet, af Ingrids stærke forvaltning af lederrollen og af gerningsmændene som almindelige mennesker for hvem balancen indeni mellem godt og ondt er tippet til den gale side i et ukontrolleret, ekstremt øjeblik.

På et tidspunkt hvor hun ikke kan slippe arbejdet og koncentrere sig om sin familie, siger Ingrid at hun skulle have været en mand, for nogle gange er hun bare så rædselsfuld. Jeg kunne have sagt præcis det samme om mig selv hvis der var nogen i nærheden til at høre det, hvilket der sjældent er. Det har sin egen logik. Jeg er faktisk ikke vild med at være for tæt på andre mennesker og kan ikke snuppe når andre er afhængige af mig eller – gud forbyde det – jeg er afhængig af andre. På den måde kan jeg få lov at være den dumme skid jeg er, i fred. Og arbejde i fred.

Så slap det ud. Endda på en søndag.


Tid: Kl. 09:48
Sted: Min stue, skrivebordet.