Tag: Kommentar

Opfølgning

Jeg tænkte at jeg lige ville give en opdatering på at jeg for godt tre måneder siden slettede mine facebook- og instagram-konti. Mine erfaringer med den manøvre kan opsummeres meget kort: Det har været en enorm befrielse, og jeg har ikke set mig tilbage siden.

Hvad gør jeg så ud over at kommunikere ansigt til ansigt? Jeg bruger stadig Snapchat sammen med mine allernærmeste fordi det er en hyggelig måde at dele hverdagsøjeblikke og følge lidt med i hinandens meritter på. Jeg ser også videoer på Youtube, men er ikke selv aktiv dér. Og så skriver jeg på denne blog, mailer, sms’er og taler ved sjældne lejligheder i telefon.

Det er helt perfekt for mig. Det er konklusionen :-).

Sæderne i bussen snurrer rundt, rundt ….

Det her vejr har sendt mig ud på en opdagelsesrejse i kollektiv trafik, og der er én ting der undrer mig såre:

Hvorfor indretter man bybusser så enkelte pladser vender med ryggen mod kørselsretningen og passagerne i de her sæder vender front mod alle de andre passagerer? Ofte er de her sæder endda forhøjet i forhold til resten af sæderne, hvilket kun gør det endnu værre.

Hvem har lyst til at sidde udstillet foran sine medpassagerer? Og hvor skal man som medpassager kigge hen for ikke at komme til at glo på passageren overfor — hvis man er den type der ikke sidder med næsen og opmærksomheden nede i sin mobil på hele turen? Eller blive gloet på? Det er grænseoverskridende og anstrengende. Som jeg har oplevet det de sidste mange uger, er de her sæder åbenlyst de sidste der bliver besatte, og ofte er de tomme selvom folk står op i bussen.

Måske er der noget under gulvet i bussen som gør at hele passagerområdet ikke bare kan have samme niveau. Men kunne man ikke med lidt omtanke i det mindste få alle sæder til at vende i samme retning uanset niveau? Jeg mindes engang hvor alle sæder vendte samme vej i en bybus, så det er vel ikke helt far fetched.

Det var dagens sure opstød. Jeg glæder mig til jeg tør cykle igen. Jeg ved at jeg nok godt kan cykle og har kunnet det hele tiden, men jeg er faktisk lidt bange for at der pludselig kommer et glat stykke på cykelstien hvor jeg ikke kan holde balancen og ryger på r…..

Hvile

Jeg blev liggende længe i sengen i morges. Snehvidt inde og ude. Solen nåede at stå op før jeg stod op, og det gjorde godt for min overbebyrdede hjerne og min udslidte krop. Jeg læste lidt i EDEN af Auður Ava Ólafsdóttir, det var også ren medicin. Eden. Hvordan kommer man dertil?

Jeg har kun to ting på programmet i dag: Købe kontaktlinsevæske og tage min nye papirkalender i brug. Det første skal jeg, det andet vil jeg. På Threads skrev jeg:

“Om lidt tager jeg min papirkalender for 2024 i brug. Jeg har glædet mig som et lille barn til jeg fik tid. Ingen elektronisk kalender, hvor relevant og effektiv den end er, kan gøre det samme for én som en papirkalender.

Jeg så et opslag et sted der oversat til min opfattelse gik ud på at hvis man ville have mere dybde og kvalitet i sit liv, skulle man øge mængden af papir. Bøger, tegnepapir, notesbøger, kalendere, aviser, magasiner, breve, postkort .. fortsæt selv. Det tror jeg på.”

Måske er der meget papir i edens have. Hvad ved jeg. Jeg tror det måske.

Firkantet

Jeg ved ikke hvad denne bordskåner laver her, bortset fra at den er alt for fin til at gemme væk (igen).

Og så får den mig til at tænke på at selvom man måske bliver udråbt til at være firkantet, kan man godt være ret finurligt opbygget indeni. Måske er kanten der for at beskytte et rigt og smukt, omhyggeligt ordnet indre indhold mod opløsning og ødelæggelse. Det synes jeg godt nogle mennesker kunne tænke over før de kalder andre firkantede. Bare en tanke.