Uddrag fra beskrivelsen på facebook:
Det ultimative anti-sociale sociale arrangement.
Du kommer ikke til at møde nogen, du kommer ikke til at tale med nogen, ingen smalltalk, ingen jokes, ingen samtaler. Kun en masse shyyysss.
Til gengæld har du mulighed for at gå halvsnalret hjem.
Medbring egen bog, eller find en blandt de udvalgte titler vi har fundet til lejligheden – bøger der kan læses på 2 timer.
Vi serverer billig stærk alkohol.
Sørger for at der er stille.
Og så læser vi sammen.
Læs det hele her.
~ 0 ~
En af fordelene ved at jeg har skiftet arbejde, er at jeg har mere tid og ikke mindst mere overskud til at se mig lidt omkring i verden, og min nysgerrighed er stor efter flere årtier i eksil. I går var jeg til et Silent Reading Party, og konceptet er efter min mening virkelig en fest.
Det tog knap 20 minutter før der blev helt stille, men herefter var de eneste lyde man kunne høre, en dæmpet klirren af is fra baren og deltagernes plastikkrus, og en forsigtig rumsteren når nogen flyttede lidt på sig. Jeg havde medbragt Sorgens grundstof af Anne Lise Marstrand-Jørgensen og fordybede mig snart i 1800-tallets Europa, gnidningsløst afbrudt i glimt af nærvær i realtid.
Ingen småsnak som lovet, gudsketakoglov, for der findes ikke noget værre i mit univers. Dét holdt.
“Du kommer ikke til at møde nogen”, stod der også i beskrivelsen, men det holdt ikke stik. Den forbindelse der er i et øjebliks øjenkontakt hvor den ene stiller et tavst spørgsmål og den anden svarer uden et ord, skal man ikke forklejne. Ligeså heller ikke det fysiske møde der opstår mellem mennesker der i stilhed deler en trappe at sidde på. Sådan noget gør indtryk, i hvert fald på mig.
Jeg har et rigtigt fint billede fra festen, men det kan jeg ikke vise her fordi jeg ikke vil udstille nogen. Jeg kan dog prøve at beskrive det: Vi er i en stor og velforsynet boghandel. Med snuden i hver sin bog sidder mennesker af begge køn på stole, i sofaer, i sækkepuder, på trapper og på gulvet lænet op ad reoler på medbragte underlag eller jakker. Der er flest unge mennesker, men også en del på min alder. En mand med rødt fuldskæg løfter sit bæger til munden uden at tage blikket fra sin bog, men ellers emmer billedet af fuldkommen ro og stilhed.
Uden for billedet, på gulvet neden for mig og den lille bagudgangstrappe jeg delte med en anden, halvt sad og halvt lå et ungt par. Der var alt for få siddepladser, og de her to fik jeg helt ondt af. De så trætte ud og som om de trængte til at smide sig på en sofa med hver sin bog. Efter at have flyttet lydløst rundt på sig selv og hinanden en rum tid fandt de endelig et tilfredstillende arrangement op ad reolen. Jeg smugkiggede forbi min bog og kunne snart se at hun sov stille med hovedet på hans skulder og bogen i skødet, mens han læste og tog noter og passede på ikke at forstyrre hende.
Smukt, tænkte jeg, både om dem og om hele arrangementet. My kind of people.
