Tag: Kommentar

Jeg har interviewet (intraviewet) mig selv.

Janne har brug for at få sat facon på verden og blive klogere på hvad det er for tanker der er i gang, i disse coronatider. Janne trænger desuden til at tale med et fornuftigt menneske. Hun stiller spørgsmålene.

Ennaj har problemer med at at skulle holde alle sine tanker for sig selv og har brug for at stille sig selv til rådighed for verden i et eller andet omfang. Ennaj trænger i øvrigt også til at tale med et fornuftigt menneske. Hun svarer.

En win-win-situation, som man siger.

Janne: Lad os snakke om nogle af de anbefalinger myndighederne er kommet med. Hvordan har du det med at skulle blive hjemme?

Ennaj: Det er ikke så svært. Jeg er i forvejen meget hjemme når jeg ikke er på arbejde, og det er præcis som jeg bedst kan lide det. Måske bortset fra at jeg har et stort behov for at bevæge mig og for at være i naturen. De behov var svære at få opfyldt til at begynde med. Jeg fik pip af at skulle holde afstand til den million mennesker der også syntes de skulle ud at gå eller cykle. Men nu har jeg fundet nogle gode tidspunkter at være ude på, og der er i øvrigt ikke så mange på stierne længere.

Janne: Så er der det med at begrænse socialt samvær – har det ikke været svært at skære ned?

Ennaj: Helt ærligt, jeg har ikke så meget at skære ned på. Og jeg har fra starten brugt samme princip som bliver anbefalet for børns legeaftaler: Leg med de samme få venner og begræns legetiden. Mine to sønner og min eksmand er mine nærmeste, så det er dem jeg har valgt at have socialt samvær med. Vi holder dog afstand og ses stort set kun ude i det fri. Det ville være meget svært for mig ikke at se præcis de tre mennesker lige nu.

Janne: Du nævner dit arbejde – hvordan ligger landet med det?

Ennaj: Jeg er offentligt ansat og hjemsendt bortset fra at jeg lejlighedsvis skal møde op til opgaver som skal udføres. Der er ikke ret meget arbejde jeg kan udføre hjemmefra, og jeg er tillige stadig ny, så jeg er hele tiden bange for at begå undladelsessynder i min uvidenhed og afskårethed – mon der sidder nogen derude og forventer at jeg gør andet og mere end det jeg gør? Jeg befinder mig i et slags limbo hvor jeg hverken kan tænke eller observere mig til hvad jeg skal og bør foretage mig, og det tager faktisk både på mit humør og min energi og genererer angst. Det føles som at være dum og uduelig, og det er jeg (som altid) sårbar over for. Det er en grå sky at have hængende over nogle ellers relativt lyse dage.

Janne: Hm. Hvad laver du så når du er alene og hjemme?

Ennaj: Læser. Tænker. Dagdrømmer. Skriver med mennesker der kan lide at “snakke” om de samme emner som mig – det betyder alverden for min følelse af trods alt at være forbundet. Jeg hører også radio og podcast. “Synger” morgensang. Ser film og serier. Blogger. Strikker. Jeg har strikket en vest til mig selv helt ud af hovedet, og den ligner sikkert noget der er løgn, men det var en sjov opgave, og jeg er faktisk lidt stolt over at have løst den. Jeg har lavet et stykke tøj, som ikke er vanter, sokker eller en hue, til mig selv, yay! Og så laver jeg lidt yoga og andre øvelser når jeg har gået en tur eller cyklet. Det er det. Hvis der er noget jeg savner, er det at biblioteket har åbent!

Janne: Ja, jeg ville lige til at spørge om der ikke er noget du savner?

Ennaj: Jo. Jeg savner også at kunne bevæge mig frit og u-selv-kontrolleret rundt ude i verden. Jeg synes det er helt afsindigt anstrengende hele tiden at huske på håndhygiejne, afstand og hvilken adfærd der er i orden og hvilken der ikke er det. Det er faktisk så anstrengende at jeg hellere bliver hjemme. Jeg gør hvad jeg skal i forbindelse med mit arbejde, men ellers har jeg skåret ind til benet: Jeg går ture for ikke at blive for trist, og jeg køber ind når jeg ikke har mere mad. Ellers er der ikke meget af det jeg plejer at gøre uden for hjemmets fire vægge, der er nødvendigt.

Janne: Det lyder stramt, helt ærligt. Gør du ikke noget du ikke syntes du burde gøre eller som ikke var nødvendigt?

Ennaj: Jo. Hele tiden, formentlig. I går købte jeg en stort bundt tulipaner og en basse uden at købe andet, da jeg havde været ude at gå. Det havde jeg jo ikke behøvet. Men jeg elsker at have friske blomster i min lejlighed, og bassen havde jeg “fortjent” efter en meget lang og hurtig gåtur. Jeg har helt sikkert også gjort meget andet der ikke var nødvendigt, som jeg har lykkeligt fortrængt nu.

Janne: Er du egentlig bange for selv at blive smittet – er det motivationen bag din sociale afholdenhed?

Ennaj: Jeg har den her ide om at jeg ikke behøver at være sådan en højspændt gummibold der springer fra den ene til den anden ude i verden og bidrager til at sprede smitte, når jeg egentlig har det relativt godt med at være en stilleliggende petanquekugle. Og så som nævnt at jeg simpelthen synes det er for anstrengende at gå ud. Det synes jeg egentlig altid, men det er da tusind gange værre nu med alt det man skal tænke på, huske, gøre rigtigt .. Jeg tror faktisk at de to ting driver mig langt mere end frygten for selv at få covid-19, men det kan selvfølgelig være at min angst for sygdommen spiller mig et puds uden om min bevidsthed. Jeg kan fx godt mærke at jeg er bange for at mine nærmeste bliver syge. Hvem ved hvad der egentlig foregår?

Janne: Hvad vil du gøre hvis Mette pludselig siger at nu må vi opføre os helt som vi plejer igen?

Ennaj: Tage pænt tøj på, cykle hjem til min familie, give dem et behersket knus og nyde at sidde i sofaen sammen uden at have på fornemmelsen man gør noget forbudt. Og så køre på biblioteket og til frisøren på vej hjem. Sætte mig på en cafe med en kop kaffe og se på mennesker. Lave aftaler med mine venner om at ro kajak, svømme, gå ture sammen. Gå på arbejde. Forhåbentlig gå på arbejde.

I dag vil jeg skrive om noget jeg ingensomhelst forstand har på. Tag det for gode eller dårlige varer, men tænk over det. Det sidste er det vigtigste.

Lige nu får Søren Brostrøm vældig megen positiv opmærksomhed for en privat handling: Han har klippet sit eget hår, men sendt det sædvanlige beløb for en klipning til sin frisør. Han betaler altså for noget han ikke har fået, men som han ville have købt og fået hvis ikke den nye coronavirus havde meldt sin ankomst.

Så er det jeg tænker at vi alle kan gøre det samme. Faktisk har jeg tænkt det lige siden de første koncerter blev aflyst, og måske er jeg allerede for sent ude, men nu siger jeg det alligevel højt: Betal for det du har en aftale om at få (og som ikke kan udsættes så du kan betale forud), eller lad være med at bede om at få pengene tilbage, selvom du ikke får det du skulle have haft. Især når det drejer sig om en kulturel begivenhed eller en ydelse fra en mindre selvstændig virksomhed. Koncerter, adgang til din idrætsklub, foredrag, billetter til din lokale biograf, alternativ behandling, skønheds- og wellness-behandlinger som eksempler.

Hvis du KAN, selvfølgelig. Og alting med måde. Jeg kan godt sætte mig ind i at det for nogle mennesker er så småt med penge at det giver bedst mening at holde på dem i alle tilfælde – jeg har selv været dér. Det er helt i orden. Det er altid en god ide at sørge for at man selv klarer sig, før man hjælper andre.

Alt hvad vi betaler for, uanset om vi nogensinde får oplevelsen eller ydelsen eller ej, er med til at give nogen et eller andet sted en bedre chance for at ikke at gå helt ned økonomisk (og dermed potentielt også personligt og socialt) på grund af de restriktioner der er indført.

Når du betaler frisøren selvom hun ikke klipper dig, eller musikeren selvom hun ikke spiller for dig, eller massøren selvom hun ikke masserer dig som aftalt, får hun penge til at købe noget hos nogle andre som får penge til at købe noget hos nogle andre osv.

Jeg tænker at det er vores allesammens mulighed for at hjælpe med at bære de omkostninger det har at gøre det bedst mulige for at holde hånden under vores allesammens liv og helbred i en helt særlig tid. Det koster ekstra, og det ekstra må vi fordele mellem os efter evne. Dit tab kan være en andens afgørende indkomst lige nu, og vi kan alle tåle at tabe lidt (eller meget).

At coronavirus er kommet til verden, er ikke nogens skyld, og det er ikke nogen bestemtes eneansvar at håndtere og betale for at konsekvenserne bliver så milde som muligt. Det er vores alles ansvar. Penge er der nok af, vi må bare finde ud af at fordele dem.

Det var bare det jeg ville sige.

I går købte jeg en buket blomster i forbindelse med mit arbejde. Da jeg kommer ud på fortorvet, nikker en ældre mand til mig på afstand og siger:
“Nå, må du selv købe blomster?”
Jeg tror han genkender mig fra mit arbejde og undrer sig over at jeg selv skal klare denne opgave. Jeg svarer grinende:
“Ja, vi må jo finde ud af det så godt vi kan!”
Han standser med hånden på bilhåndtaget og siger højt på grund af afstanden:
“Må jeg fortæller dig noget?”
“Ja da”, svarer jeg og tænker i min fortravlethed at det skal jeg have tid til.
“Min kone og jeg blev gift den 17. [måned] i [år]. Hver eneste den 17. gav jeg hende blomster. Hver eneste.”
Nu forstår jeg at det ikke handler om mit arbejde, og stiller rigtigt ind:
“Du lyder til at have været en god husbond!”
“Hun satte i hvert fald pris på det, det tror jeg. Det er godt at tænke på.”
Jeg smiler og nikker. Han smiler. Der er stille et øjeblik. Så ønsker vi hinanden en god dag og går hver til sit.

Og sådan er der så meget i denne verden der kan gøre én glad.

Her kommer et billede af mig der forsøger at få serotoninen til at flyde, uden øjenkontakt og blomsterforæringer: