Jeg bor selv i et byggeri hvor rust udgør det dominerende udtryk, hvilket trofaste læsere her på stedet vil have set mange eksempler på. Rustenborg bliver bebyggelsen også kaldt. Jeg kan lide det og føler mig hjemme i det. Det er råt, ærligt og naturligt.
Tag: Kommentar
På falderebet ..
Jeg så i øvrigt Theo og den magiske talisman til ende, og jeg har set at der har været kritik af den for at være for trist og u-juleagtig og for at bringe et tungt emne som døden, endda selvmord, på banen i juletiden som åbenbart skal være konsekvent let og ubekymret.
Sikke noget sludder. Jeg synes det var en seriøs, modig og meget lidt berøringsangst julekalender, og det trænger vi til. Døden behøver jeg ikke sige noget om, for den er allestedsnærværende, uomgængelig og naturlig, og uden den, intet liv. Den tanke må vi vænne os til i løbet af livet, hellere tidligere end senere.
Til gengæld behøver jeg at sige hvad jeg har lært om ensomhed ved at se den julekalender, for det har alt at gøre med jul i mine øjne: Ensomhedens rod er ikke de døde, men de levende. Det er de levendes indstilling og handlinger, ens egne og ens medmenneskers, der gør forskellen på om sorg og savn eller fx anderledeshed og alderdom resulterer i ensomhed.
🙂
Forjul
Frost
Jeg har taget en timeout de sidste dage og ladet mig selv forsvinde ind i Frost af Roy Jacobsen. Det er en formidabel historie fra min yndlingstid, vikingetiden, som måske nok taber lidt af sin store højde til sidst, men som ikke desto mindre maler de vildeste billeder frem i én af både verden udenfor og verden indeni.
Iskold retfærdighed i form af hævn har aldrig gjort noget godt for hverken verden eller det enkelte menneske. Det er som at pisse i bukserne en frostklar nat. Når alt kommer til alt, må vi søge tilflugt i varmen fra næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse hvis det er livet vi vil.
Tænkte jeg mens jeg læste den her bog. Tænker jeg nu.