Rust

Hvis noget ruster, kan det være fordi det ikke har været vedligeholdt og/eller ikke er blevet brugt til det som det er beregnet til. Det er forsømt, glemt og ved at forsvinde.
 
Men rust kan også være en farve der føjer varme til det kolde metal, en velkommen og smuk overfladebehandling.
 
Forleden var jeg så heldig at blive taget med på tur til det spritnye tårn i Haslev. Det er genialt konstrueret i cortenstål, og det løftede mig op over hverdagens begrænsede udsyn hvor jeg ofte ikke kan se skoven for bare træer. 
 
Det var dyrt som bare fa’en at få lov at komme op i, og det var tillige helt ærligt meget mærkeligt at skulle forstå det som en kommerciel seværdighed at få lov at gå gennem en dansk bøgeskov. Men tårnet i sig selv: Majestætisk. Æstetisk. Magisk.
 
 
 
 

Jeg bor selv i et byggeri hvor rust udgør det dominerende udtryk, hvilket trofaste læsere her på stedet vil have set mange eksempler på. Rustenborg bliver bebyggelsen også kaldt. Jeg kan lide det og føler mig hjemme i det. Det er råt, ærligt og naturligt.

På falderebet ..

.. skal der lyde et Glædelig Jul til alle gode mennesker der kommer forbi her ♡.
 
 

Jeg så i øvrigt Theo og den magiske talisman til ende, og jeg har set at der har været kritik af den for at være for trist og u-juleagtig og for at bringe et tungt emne som døden, endda selvmord, på banen i juletiden som åbenbart skal være konsekvent let og ubekymret.

Sikke noget sludder. Jeg synes det var en seriøs, modig og meget lidt berøringsangst julekalender, og det trænger vi til. Døden behøver jeg ikke sige noget om, for den er allestedsnærværende, uomgængelig og naturlig, og uden den, intet liv. Den tanke må vi vænne os til i løbet af livet, hellere tidligere end senere.

Til gengæld behøver jeg at sige hvad jeg har lært om ensomhed ved at se den julekalender, for det har alt at gøre med jul i mine øjne: Ensomhedens rod er ikke de døde, men de levende. Det er de levendes indstilling og handlinger, ens egne og ens medmenneskers, der gør forskellen på om sorg og savn eller fx anderledeshed og alderdom resulterer i ensomhed.

🙂

Forjul

 
 
Der var blus på fuldmånen i går aftes efter hvad der føltes som en meget lang dag selvom den kom efter årets længste nat. De der udvendige julehandlinger man skal foretage sig hvert evig eneste år for ikke at forvirre og skuffe og ødelægge noget for andre, tager livet af mig. Jeg må snart være voksen nok til at sige fra, tænker jeg hvert år. Og så er jeg det aldrig alligevel, det er skruen uden ende.
 
I nat jeg er jeg vågnet fire millioner gange inden jeg endelig faldt ordentligt i søvn, måske efter at månen gik ned eller efter at den blev dækket af skyer med hvid forjul som resultatet.
 
Kønt er det. Og så koster det ikke en klejne, hverken på ens private konto eller på miljøets eller på relationernes. Tak. Nu går jeg i kirke.

 

 
 

 

 
 
 
 

Frost

Jeg har taget en timeout de sidste dage og ladet mig selv forsvinde ind i Frost af Roy Jacobsen. Det er en formidabel historie fra min yndlingstid, vikingetiden, som måske nok taber lidt af sin store højde til sidst, men som ikke desto mindre maler de vildeste billeder frem i én af både verden udenfor og verden indeni.

Iskold retfærdighed i form af hævn har aldrig gjort noget godt for hverken verden eller det enkelte menneske. Det er som at pisse i bukserne en frostklar nat. Når alt kommer til alt, må vi søge tilflugt i varmen fra næstekærlighed, barmhjertighed og tilgivelse hvis det er livet vi vil.

Tænkte jeg mens jeg læste den her bog. Tænker jeg nu.