Tag: Kommentar

Gør det.

Kør, gå, tag cyklen, spring på bussen .. gør det som du vil, men gør det og nå frem inden den 20. januar hvor van Goghs ånd forlader Arken igen.

Arken som museum lader mig fuldstændig kold, for der er noget ufatteligt snobbet over det sted. Det samme kan man bestemt ikke sige om de malerier og tegninger af van Gogh som er udstillet derude lige nu. Heldigvis glemmer man hvor man er.

Jeg tog mig selv i at stå rørt til tårer og betragte. Det er muligvis ren projektion, men er det ikke altid det når man ser noget i kunst?

I får ingen billeder af billederne. De er umulige at gengive. Ligesom med mennesker skal man befinde sig i samme rum for at mærke dybden, lyset og indsigten.

Det er derfor du skal gøre det.

—

Jeg tog derud igen, ikke så meget for at se van Gogh en gang til, men fordi jeg ikke så udstillingen med J.F. Willumsens billeder da jeg var der første gang. Det gjorde ondt, kunne jeg mærke bagefter. Jeg kan bare ikke tage ret store doser af den slags kraftudtryk ind ad gangen, så jeg må begrænse mig.

Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg bedre lide Willumsens billeder end van Goghs. Særligt ét af dem har jeg på det nærmeste et forhold til – det kan man se i det her indlæg hvis man er nysgerrig. Jeg tog også lige en selfie sammen med hovedpersonen igen denne gang:

Overstimulering

Jeg ved det er socialt ukorrekt at mene og sige det, men det her vejr tager livet af mig! Jeg bliver overstimuleret af det stærke lys, varmen gør mig sløv, jeg kan ikke lide at vise så meget hud som jeg bliver nødt til for ikke at få et hedeslag, og alle lydene som konstant vælter ind gennem de åbne vinduer, er mere end jeg har lyst til at vide om tilfældige mennesker. Der findes ligesom ingen fred, og der er stort set ingen pauser. Jeg venter tålmodigt på at hver dag får en ende og det bliver køligere. Og jeg venter tålmodigt på at det bliver bedre tider igen i det hele taget.

Der findes kun ét sted jeg bryder mig om at være i en sommer som denne: I vand. Dét er min pause, mit åndehul.

Og btw, så har jeg set Kyst til kyst III – Fyn (2/8) på dr.dk, og den udsendelse kunne jeg godt unde alle at se. Det kan såmænd godt være at jeg synes dét af samme grund som når man “kommer til” at give andre gaver som man selv ønsker sig, og måske har den ingen almen interesse – det må komme an på en prøve.

Jeg nød udsendelsen fordi den strejfer flere emner som jeg kerer mig om. Jeg er fra Middelfart, og Lillebælt er min barn- og ungdoms hjemland. Jeg er vokset op med at bade, svømme, ro og sejle her.

Jeg er for eksempel også vokset op med med en evig spejden ud over vandet for at få et glimt af marsvin, som var sjældnere dengang end nu, men som alligevel altid var i min bevidsthed. Én jeg var i familie med langt ude, Søren Marsvin, havde dedikeret hele sit liv til at forsøge at forstå marsvinet bedre for at kunne beskytte det bedre, og som barn syntes jeg det måtte være det mest spændende arbejde man overhovedet kunne have.

Og jeg er vokset op med at menneskene omkring mig var fortrolige med at færdes i og på vandet og ved enhver given lejlighed formidlede deres oplevelser, erfaringer og viden videre. Nu ligger alt dette – forestiller jeg mig – som et ubevidst reservoir af informationer som jeg intuitivt trækker på for eksempel hver gang jeg svømmer i åbent vand, og jeg bilder mig ind at det blandt andet gør mig til en nogenlunde rolig og sikker svømmemakker.

Alt det og meget mere kom jeg i kontakt med da jeg så udsendelsen. På en god måde. Det gjorde mig glad 🧡.

SerieN

Jeg har set The Wire færdig, og bedre serie skal man lede meget længe efter. Jeg er kæmpefan.

Nu skal jeg bare finde en måde at få mine drenge til at se den på. Det ville være en mangel i deres opdragelse hvis jeg ikke sørgede for det, hvor mærkeligt det end er at sige om en tv-serie der sluttede for ti år siden.

https://www.hbo.com/the-wire