Tag: Kommentar

Hjemmekamp

 

Lørdage med hjemmekampe er de bedste lørdage. Jeg har ikke en dyt forstand på fodbold, men måske nok på unge eller akkurat voksne mennesker. At se en gruppe af dem – inklusive, men bestemt ikke kun, nr. 3 som er min egen unge – kæmpe med alt hvad de har af krop og sjæl, dirigere hinanden, give en hånd eller et klap på skulderen til modstanderen, ærgre sig, juble, finde de sidste kræfter frem og ikke mindst være gode kammerater er måske en af mine yndlingsbeskæftigelser.

“I ved det jo godt. I ved jo godt at når der bliver fløjtet til halvleg, så skal I ud og have en skideballe fordi I FUCKING UNDERPRÆSTERER!” råber en træner i frustration.

Det er måske hverken diplomatisk eller pædagogisk formuleret, men hør bare efter alligevel, Unge Mennesker. I skal ikke tillade jer selv eller hinanden nogensinde at underpræstere på noget som helst for jer vigtigt område i livet. Ever. I er SÅ meget mere værd end det!

‘slavegjort’

I søndags så jeg udstillingen Bag guvernørens spejle på Christiansborg. Ved at gå rundt i en udstilling af nogle (kopier) af Generalguvernør Peter von Scholtens møbler, blandt andet, får man som besøgende et indblik i kolonitiden på de vestindiske øer. En guide gav en god og velformidlet rundvisning, og under den brugte han konsekvent udtrykket ‘de slavegjorte’ om det vi normalt kalder ‘slaver’ med henvisning til at det var en vedtaget konsensus omkring formidlingen af kolonitiden i forbindelse med 100-års-jubilæet for salget af de vestindiske øer til USA. Lang historie kort.

Jeg tænkte med det samme at det selvfølgelig handler om at markere en afstandtagen til forestillingen om at nogle mennesker er slaver (fra fødslen, altid, uundgåeligt) og dermed at de ikke er mennesker på samme måde som os – en komplet uhyrlig opfattelse som enhver formidler naturligvis må tage afstand fra.

Her til morgen måtte jeg lige google lidt. Jeg fandt blandt andet denne artikel på politiken.dk hvor samme tanke bliver udfoldet sammen med nogle rent sproglige overvejelser. At et menneske ikke er slave, men gjort til slave. Til det sidste bemærker artiklens forfatter at ‘slavegjort’ er sat sammen af et substantiv og ‘gjort’, og at det en sjældenhed. Hun spekulerer selv lidt videre over det .. skulle vi måske sige ‘kvindegjort’ og ‘jydegjort’ i stedet for ‘kvinde’ og ‘jyde’? (Samt et eksempel mere, men det holder altså ikke til substantiv+’gjort’-reglen så vidt jeg kan slå op, så det udelader jeg her).

Under alle omstændigheder: Jeg finder tanken æggende og kan ikke lade være med at tænke videre:

slave > slavegjort

syndebuk > syndebukgjort

monster > monstergjort

leder > ledergjort

overmenneske > overmenneskegjort

helgen > helgengjort (det findes da, gør det ikke?)

undermenneske > undermenneskegjort

.

.

.

.. jeg lader listen stå åben. Der er mange andre forestillinger om mennesker et menneske burde tage afstand fra :-).

Resterne

Forestil dig at 2 procent af alle mennesker pludselig forsvinder sporløst fra jordens overflade i en begivenhed der efterfølgende kaldes The Sudden Departure, og at du er blandt de 98 procent der er tilbage, og som skal finde en vej gennem resten af livet på trods af de uforklarlige tab uden fortilfælde. Måske var du så heldig at ingen af dine allernærmeste var blandt de 2 procent, men så var din nabos datter eller søsters mand eller måske en bekendts hele familie blandt dem. Ingen lades uberørt.

Og hvad har du og alle de andre leftovers at gøre godt med for at klare jer og leve videre? Kynisme, sindssygdom, tro, selvophøjelse, vrede, misbrug, vold, plattenslageri, gentagne selvmord, kærlighed.

Jeg snakker om serien The Leftovers hvor alle coping-strategier kommer i brug i det vilde tankeeksperiment som serien udgør. Den er som en filosofisk undersøgelse i “praksis” af hvad der sker med mennesker efter en kollektiv ekstremt traumatisk hændelse, og det bliver gjort meget gennemført og gennemtænkt. Hver gang man har været vidne til et menneskes, eller en gruppe menneskers, tilsyneladende helt vilde og uforståelige handlinger, skifter perspektivet, og man ser på den samme hændelse med helt andre øjne og må til sin egen forbløffelse endnu engang revidere sin dom over det man så.

Til sidst er man meget rummelig over for de her martrede mennesker og deres gerninger. Ens fantasi – måske endda ens evne til empati – bliver strukket til det yderste, ligesom man har stof til eftertanke til lang tid efter at man har set sidste afsnit til ende. Et afsnit jeg i øvrigt så med åben mund og polypper. Ikke en sk.. havde jeg kunnet regne ud, ha. Det er altså meget godt lavet, efter min mening.