Det går så langsomt med at få brændt mit kalenderlys at jeg blev bange for at komme for sent til juleaften. Jeg må gøre noget, tænkte jeg, og spiste resolut forud af min chokoladekalender; det tog til gengæld kun et splitsekund. Så er der udlignet, tænkte jeg, og nu ankommer jeg nok pænt klædt på til flæskesteg og risalamande på den rigtige dag. Det ville da være en god ting.
Jeg tænker en del på for tiden hvordan et menneske kan være helt ude af sync gennem store dele af sit liv. Ved siden af sig selv med fornemmelsen af at denne dag ikke rigtigt er en del af ens liv, men bare noget man skal igennem uden at mærke for meget til det, for ens rigtige, ens eget liv er noget der var eller skal komme engang når man er færdig med de her dage man lige skal igennem først.
Ikke nogen fest, må man sige. Meget værre end at være bange for ikke at gribe juleaften mens den er der, og så alligevel lidt det samme. Det gælder vel også her om at tælle rigtigt. Om både at brænde den rigtige del af sit lys og spise det rigtige stykke chokolade lige netop nu, i dette øjeblik.
Det lyder måske let at bringe sig selv i overensstemmelse med sig selv, men jeg ved om nogen hvor svært det kan være at være i og hvor svært det kan være at komme ud af sådan en ude-af-sync-tilstand. Lige nu glæder jeg mig bare til juleaften og håber jeg oplever et glimt af sync lige dér.
Man ved man har corona når man vasker sig i tetræsoliesæbe og ikke kan lugte det.
Lidt kriller i halsen der bliver til trætte muskler, snot og småhoste der bliver til “bare lidt forkølelse” i løbet af knap et par dage. Intet jeg ikke ville have kunnet arbejde på trods af før corona, men corona er her stadig, og jeg husker at jeg hellere må tage en test, og så er jeg pludselig spærret inde herhjemme og sat skakmat.
Nogen sætter en pose med lidt godt uden for døren, men jeg kan ikke smage forskel på chokofanter og tivolistænger og må nøjes med lade mig forkæle af oplevelsen af et stykke chokolades velkendte konsistens i munden.
Jeg drøner planløst rundt på nettet for at lede efter svar på spørgsmål som jeg ikke engang kan formulere helt for mig selv, om Jungs typologi. Det er som om noget omkring min egen person toner frem i takt med at jeg kan give mere og mere slip på at tænke på mit arbejde. Pludselig, på dag fire, står det skarpt. Jeg ved hvad jeg har tabt og hvad jeg gerne vil genfinde i mig selv, og jeg er uendeligt taknemmelig over pludselig at kunne få øje på det igen.
Jeg ser alt hvad der er at se, i tossekassen. ALT (haha). Peaky Blinders (jeg synes den holder helt hjem; det er der vist delte meninger om, men for mig er det total klasse. netflix), Et helt menneske (jeg venter interesseret på det kommende afsnit. dr), Stranger Things (jeg vil gerne, men det fanger mig ikke rigtigt i denne ombæring. netflix), Billy the Kid (det er rigtig godt, men mere for de tænksomme psykosocialt orienterede end for de western-action-orienterede. Samme forfatter som Vikings, iøvrigt. viaplay), Trom (elendigt instrueret hvis jeg overhovedet forstår noget og det ikke bare er de to sprogs træskodans med hinanden der står i vejen, men fedt og interessant at se noget fra Færøerne. dr og viaplay) og ikke mindst Wallander (bare fordi jeg elsker Krister Henrikssons Kurt som har ikke så få ligheder med den jeg selv synes jeg er blevet til. dr). Bare for at nævne noget af ALT.
Jeg kunne godt have undgået det overdrevne streamingorgie hvis jeg havde haft noget ordentlig at læse, men jeg var jo ikke ligefrem forberedt, og da der i løbet af førstedagen tikker en mail ind på telefonen om at det nu endelig er min tur til at låne den bog jeg har ventet på siden nytår, er jeg da også ved at gå ud af mit gode skind af ærgrelse fordi jeg jo ikke kan hente den. Men måske var det i virkeligheden det bedste der kunne ske, at jeg blev tvunget til bare at lade mig drive med på skærmen og dermed give plads til at noget af alt det jeg har stuvet godt og grundigt ned i glemsel og ubevidsthed, kunne bane sig vej til overfladen uden min bevidste medvirken.
Nu er det hele overstået. Jeg har ikke “betydelige symptomer” og har aldrig haft det, så jeg måtte godt gå ud igen her til formiddag. Det første jeg gjorde, var at gøre min lejlighed ren og derefter at gå ned og sætte alt mit vasketøj over. Og mens det vaskede, gik jeg på biblioteket, så NU læser jeg. Det er heldigvis min friweekend.
Hvis man ikke vidste bedre, er alt tilbage ved normalen igen. Jeg ved bedre.
For et stykke tid siden fik jeg et tilbud om at overtage en gammel A3’er. Velholdt, velkørende. Jeg sagde ja tak, tænkte at det var mit livs chance for at blive bilejer, kronisk uformuende og fattig som jeg er som en konsekvens af et liv hvor indre værdier altid har fyldt mere end pekuniære værdier.
En bil. Hvad kan den bruges til? Jeg har det meste af mit liv cyklet fra a til b (eller benyttet mig af offentlige transportmidler), og det har gjort mig glad og holdt mig “ung”, så muligheden for en nemmere daglig transport er ikke noget kardinalpunkt på min ønskeliste. Jeg kan godt regne ud at min krop måske ikke kan blive ved med at transportere sig selv, men tænker at det er sandsynligt at bilen bliver for gammel til at flytte sig ved egen kraft før jeg gør – især hvis jeg bliver ved med at forsøge. Men hvad kan min lille bil så ellers bruges til? Og hvorfor synes jeg alligevel det kunne være en berigelse at have en bil?
Fordi en bil giver frihed. Til at kunne bestemme selv.
Fordi en bil giver én et privat rum at rejse i. Jeg har altid nølet med at opleve verden fordi jeg hader trængsel og ufrivillige møder med tilfældige mennesker. Desuden oplever jeg bedst når jeg er alene; selskab og kontakt tager meget tit min opmærksomhed væk fra det der måtte være at se, lære, tage ind. Jeg kan bedst lide hver ting for sig, selskab eller oplevelser.
Fordi en bil giver bedre muligheder for at kunne komme ud til øde steder i naturen som nok er de steder i verden hvor jeg nyder allermest at være og føler mig allermest hjemme i livet.
Det tænkte jeg så over, men handling var det så som så med i en rum tid. Men så en dag tog jeg mig endelig sammen til for eksempel at finde ud af noget så konkret som hvordan jeg kunne lægge bagsæderne ned og om der var potentiale for at tænke på den lille bil som en van med lavt til loftet. Det var der, så jeg. Så støvsugede jeg bilen i alle kroge, lærte dens indvendige rum at kende og lod det jeg havde set, simre i mit hoved i nogle dage, mens jeg tænkte igennem hvordan jeg kunne indrette den med soveplads og opbevaringsplads. Så købte jeg en madras, nogle hynder der kunne udligne højdeforskellen mellem bund og et nedslået ryglæn (fordi jeg ikke kan finde ud af eller har værktøjet til at bygge den “seng” jeg ellers har udtænkt i detaljer og som ville blive den helt rigtige, ordentlige løsning) og nogle opbevaringskasser i de rigtige mål. Jeg kan lige ligge der i længden, med let bøjede ben, og jeg kan præcis få plads til en kasse med tøj, en kasse med køkkenting, en kasse med toiletsager og en kasse med “kontorting”, dvs. min dagbog, min pc, mit penalhus, en lampe og de bøger jeg er i gang med at læse. Hvad mere behøver jeg?
Jo, jeg behøver også at kunne skaffe den energi der skal til, og den falder i tre kategorier:
Ernæringsmæssig energi til mig: Kan jeg sørge for at jeg får det at spise jeg har behov for og har bedst af når jeg er på tur?
Bilmæssig energi: Kan jeg finde ud af at tanke, og kan jeg betale hvad det koster? Kan jeg i det hele taget håndtere en bil og de problemer der kan opstå?
Elektronisk energi: Kan jeg holde liv i min mobiltelefon som jeg skal bruge som a) gps (helt afgørende), b) til at tage billeder med (også meget vigtigt – jeg tager mange billeder, det er for mig en virkelig værdsat måde at iagttage og give mening til verden på), c) til at slå fx overnatningsmuligheder og andre vigtige eller interessante ting op med undervejs og d) til at kommunikere med? Kan jeg også holde liv i min pc, en pandelampe, mit gps-ur og måske et par hovedtelefoner — hvis jeg nu skal tænke ikke-nødvendigt, men bekvemt også?
De to første energiområder klarer jeg nok på en eller anden måde hvis jeg tænker mig godt om, så ingen grund til at snakke mere om dem. Hvad angår det tredje og sidste, så købte jeg en oplader til cigarettænderen i håb og forventing om at kunne oplade min telefon og eventuelt en anden batteridreven dims hver gang jeg kørte, men måtte se i øjnene at cigaretstikket er kaput. Så på min første tur måtte jeg give op efter bare en nat og to dage fordi jeg følte mig stærkt begrænset af udsigten til at løbe tør for strøm på min mobil. Jeg prøvede at se bort fra det og stole på at det løste sig selv (hvilket det gjorde: Jeg brugte de sidste 5 procent strøm til at finde vej til en destination hvor det viste sig at der var strøm ad libitum), men jeg må erkende at jeg ikke kan leve med ikke at kunne være sikker på at have en vejviser eller at skulle rationere fotografering og informationssøgning. Så meget off-grid og overladt til tilfældighederne kan jeg simpelthen ikke være, det må jeg bare se i øjnene.
“Du skal da bare købe en powerbank”, sagde min underbo da vi mødte hinanden mens jeg var i færd med at bære min minimalistiske oppakning op i lejligheden igen. Han spurgte til mig, formentlig fordi jeg oste af frustration, og jeg nævnte mit turafsluttende problem. Nu har jeg kigget på det, og en powerbank er måske vitterlig svaret, selvom den jo også skal lades op med jævne mellemrum og derfor kun kan være den næstbedste løsning i forhold til at kunne trække på den strøm bilen genererer løbende. Jeg må lige tænke over det. Før jeg handler.
Hvis du er nået hertil, tænker du måske at det da er utroligt så svært et menneske åbenbart kan have ved noget som er så ligetil og ukompliceret. Ja, siger jeg bare. Jeg har aldrig været mester i at klare mig i den konkrete verden; de kompetencer synes at være tilfaldet for eksempel min far, min bror, min eksmand og mine sønner i fuldt omfang. Jeg tyer ofte til at tænke “Hvordan ville M eller H eller .. have klaret det her?” hver gang jeg ikke aner hvad jeg skal gøre. I yderste nød ringer jeg måske endda til en af dem. Låner deres hjerner et øjeblik, i tankerne eller i virkeligheden. Men med alderen har jeg også fundet ud af i stadig højere grad at spørge “Hvordan ville Janne klare det her” for at finde en løsning – jeg skal jo øve mig og vokse med den opgave livet er. Og som regel finder jeg dem, løsningerne, jeg finder bare ikke de bedste løsninger, eller også er jeg ikke i stand til at realisere dem, og det irriterer mig grusomt når jeg ved de er der.
Heldigvis er der rigtig meget som andre har fundet løsninger på før det blev udfordringer for mig, og jeg googler og søger på anden vis på nettet i stor stil. “Hvordan finder man ud af hvor man kan overnatte i sin bil?” er for eksempel et spørgsmål jeg har stillet og fundet svar på. Jeg har læst reglerne og tænkt mig at følge dem. Og så har jeg foreløbig fundet vej til Pintrip, park4night og iOverlander. Min første overnatning ledte app’en park4night mig til, og jeg vil være evigt taknemmelig. Det var lige hvad jeg ledte efter.
Mens jeg sad i min bilseng sidst på aftenen og så solen gå ned over havet i en sprække i skyerne, fik jeg ideen til hvordan jeg kan lave “gardiner” så jeg kan være privat i min audivan, som jeg fra nu af vil omtale min bil som. Det vil jeg bruge denne skønne fridag til at realisere. Mens jeg tænker lidt mere over det med power. Så er jeg ellers klar til at tage ud igen. Verden venter også på sådan en som mig, og bedre sent end aldrig.
Første tip, første nat. Det kunne ikke have været bedre. park4night.
Første nat. Solnedgang bag skyerne. Jeg sov godt.
Mig og audivan i et grovkornet billede taget med min computer som har et lousy kamera, men som stadig havde strøm da min mobil var tæt på at dø.
Pyha, jeg fandt et stik i Naturrum på Røsnæs. Sad og læste Aftentid og morgengry af Ken Follett og fulgte med i strømmen af mennesker der begav sig ud på vandring mens jeg ventede. Det gider jeg ikke igen! (Altså sidde og vente mens andre går ud i verden – bogen gider jeg godt læse, den var en trøst).
For en uge siden fik jeg Menneskets hjerte af Jon Kalman Stefansson foræret. Det er den tredje bog i en trilogi, de første to er henholdsvis Himmerige og helvede og Englenes sorg.
På den uge der er gået, har jeg lånt de to første og læst dem alle tre. Det er længe siden jeg har læst noget så godt, så begavet, så styrkende, så smukt.
Dagen i dag – kvindernes internationale kampdag – synes at være den helt rigtige dag at fortælle om den her trilogi på, for i den afvises alle forsøg på at skævvride og tippe verden til fordel for det traditionelt mandlige og mandscentrerede hos begge køn, og det afvises med fællesskabsfølelse, livskraft, kløgt og kærlighed.
Der foregår også en del andet af overordentlig stor betydning i løbet af handlingen, men bortset fra hovedtemaet, en anderledes og begavet drengs forvandling til mand, undlader jeg at nævne det her. Fordi det er den 8. marts.
