Jeg kan ikke skrive for tiden. Der var ikke noget jeg hellere ville end at skrive, når jeg ikke lige har noget med mennesker og vand at gøre, hvad det heldigvis er lykkedes mig at generobre muligheden for. At give min indre verden et sprogligt udtryk og at se mennesker udvikle sig gennem aktiviteter i vand. Intet interesserer mig mere end de to ting. Intet glæder mig mere end arbejdet med de to ting. Og intet har nogensinde løftet og båret mig som menneske mere end de to ting.
Men jeg kan ikke skrive for tiden. Ordene løber gennem min bevidsthed i løbet af dagen, men smutter fra mig igen, fordi jeg er så helvedes udmattet af at skulle opfylde systemets krav til mig for at være sikker på at få mad i munden og tag over hovedet. Jeg skal udføre nyttejob (til en ufattelig lille timeløn fordi jeg kun får supplerende kontanthjælp), og jeg skal søge mere eller mindre relevante job som jeg måske kommer til samtale på fordi jeg er god til at skrive ansøgninger, men som jeg igen og igen får afslag på med begrundelsen at jeg er udmærket kvalificeret, men ikke lige passer ind i deres team. Dét skal jeg, samtidig med at jeg på eget initiativ og i min egen takt dedikerer mig mere og mere til en arbejdsplads jeg selv har valgt, som er i overensstemmelse med mine værdier og interesser og som jeg er meget taknemmelig og glad for har taget mig til sig.
Jeg er faktisk efterhånden så helvedes udmattet af at køre i de to spor samtidig og skulle arbejde så meget, forholde mig til så mange (venlige) mennesker og udføre så mange nye opgaver, at min hjerne opfører sig noget mærkeligt, og jeg bliver mere og mere bange for at jeg ikke kan mobilisere de mentale kræfter der skal til, for at bevare mig selv og tage magten over mit eget liv tilbage. Jeg græmmer mig over at blive behandlet som en vrangvillig og uduelig taber der skal lære at stå op om morgenen og bidrage til samfundet, og som systemet nok skal sørge for at tvinge til at makke ret og give størst udbytte for systemet selv. Det er virkelig svært at bevare selvrespekten og holde fast i mig selv.
Måske får systemet mig ned med nakken, knækker mig, træder mig så meget under fode at jeg ikke kan rejse mig igen, tænker jeg i mine mørkeste stunder. Men NEJ! Jeg lader mig ikke kue. Jeg holder ud, indtil det en dag er overstået, også selvom jeg mere eller mindre er slået til lirekassemand af presset og nedgørelsen. Jeg sidder her lørdag aften og skriver selvom jeg ikke kan skrive, fordi det skal blive løgn at jeg underkaster mig. Jeg har været meget igennem i mit liv, og det her er uden tvivl noget af det værste, mest undertrykkende og ødelæggende, men jeg klarer også det. Jeg vil kæmpe til jeg dør rent fysisk, for det jeg står for og tror på.
En dag når jeg kan skrive igen, vil jeg skrive om det. “Dengang jeg døde”, skal overskriften være. Jeg lover det. Når jeg engang bliver levende igen.
