Tag: Kvindeliv

De forhåndenværende søms princip

Så går både ugen og ferieeksperimentet på hæld. Min familie er på vej op gennem Tyskland, tror jeg, og jeg glæder mig helt vildt til at se dem. Det er for tidligt og for privat at konkludere noget her, men jeg har fyldt mine egne bøger (de sorte) med iagttagelser.

Mine sofaer er blevet hvide. Klokken et i nat kunne jeg træt smide mig i den ene og se tilbage på et forløb der startede i mit hoved for længe siden. I mandags tog jeg i ikea og købte nye gardiner og pudebetræk. Så gik der fire dage hvor jeg gik rundt som katten om den varme grød og fornøjede mig med andre projekter, som der er glimt af her, fordi jeg var bange for både at regne og klippe forkert når jeg gik i gang med at forvandle de gamle gardiner til sofabetræk. I går var det sidste chance, og jeg fik endelig fundet saks, nål og tråd frem og kom i gang. Er der mon nogen derude der ved hvor lang tid det tager at sy to sofaer i hånden? Nej, vel? I dag er jeg øm i hele kroppen af at sidde i de mest umulige stillinger og sy. Men jeg gjorde det. Og det har stort set ingenting kostet. Resultatet er okay. For nu.

Mens jeg ventede på at sofabetrækideen modnedes, har jeg også læst “Karlsvognen” af Kristín Marja Baldursdóttir, og det var en skuffelse. Som gud og hvermand ved, har samme forfatters bøger om Karitas haft enorm betydning for mig, men “Karlsvognen” kommer ikke så meget som i nærheden af dem. Jeg læste dog hele bogen, noget må alligevel have fanget mig.

Jeg har også genlæst dele af “Kvindelighed i vækst” af Pia Skogemann. Og jeg har taget hul på “Spis, bed, elsk” af Elizabeth Gilbert, som jeg er blevet nødet til at læse mange steder fra, og som bibliotekets køsystem mener at det er tid for mig at læse nu. Jeg er allerede lidt træt af den snakkende, amerikanske fortællestil, men det kan jo være det bedrer sig. Måske er jeg i det hele taget bare træt.

Lige nu sidder jeg og tænker på at det er lidt fedt at jeg har fundet ud af at spise lakridser med en gaffel så jeg kan hækle samtidig. Ikke dårligt.

Kvindelig typologi

Jeg tænkte at jeg ville dele noget her som jeg selv har haft stor glæde af at have med i bagagen. Det er bare et fragment som jeg personligt selv har fundet nyttigt at tage frem og undersøge nærmere med jævne mellemrum, og jeg skriver kort og for det meste med de originale ord om det, for egentlig vil jeg bare gerne henvise til kilden selv.

I bogen ”Kvindelighed i vækst. Voksne kvinders udvikling set ud fra C.G. Jungs psykologi” af Pia Skogemann er der et mindre afsnit om typologi. Bogen er fra 1984, så den er ikke helt ny, og formentlig er opfattelserne i den for længst taget til et nyt niveau, enten af Pia Skogemann selv eller af andre kyndige mennesker. Jeg tager den alligevel op her, dels fordi jeg kan mærke at noget giver genklang og virker gyldigt på mig, og dels fordi den om ikke andet angiver et fokus der kan fungere som et udgangspunkt for min egen og eventuelt andres videre søgen.

Pia Skogemann stiller spørgsmålstegn ved om Jungs typologi, som mange sikkert kender overfladisk fra for eksempel Myers Briggs Typeindikator (MBTI), overhovedet er lige så relevant for kvinder som for mænd, og med afsæt i dette inddrager hun Toni Wolffs ”fire kvindelige strukturformer” hvor der er lagt vægt på en dimension i typebeskrivelserne som Jungs typologi ikke direkte medtager, men som er karakteristisk for kvinder, nemlig forskellige former for relationsmåder.

Pia Skogemann skriver om sit valg af teori:

”Dette anser jeg for værdifuldt, fordi der dermed lægges vægt på den psykologiske baggrund for de forskellige kvindelige roller, som mor, hustru, datter, elskerinde, som alle sammen forudsætter et forhold til andre. Også i de ”objektive” roller ude i samfundet er det tydeligt, at kvinder lægger mere vægt på personlige forhold, fællesskab og grupper end mænd gør”. (side 78).

Og videre lidt længere nede:

”Snarere udgør Wolffs ”typologi” et kvindeligt mønster, der kan hjælpe den enkelte kvinde til at forstå, hvilket psykisk grundmønster der primært præger hendes tilværelse. Det kan også hjælpe kvinder til at indse, at der er andre kvinder, hvis veje og værdier er anderledes end deres egne, men som alligevel kan være med til at udvide og udtrykke det kvindelige univers.” (side 80).

Som nævnt opererer Wolff med fire kvindelige strukturformer:

  • Modertypen, ”som støtter og nærer alt, hvad der er svagt og uudviklet”. Måske ”i besiddelse af en næsten grænseløs uselviskhed og selvopofrelse”. ”Den positive udgave er næsten identisk med selve kvindeidealet i vores samfund”. Træder også frem ”i mere overført forstand som for eksempel Florence Nightingale og Mother Theresa”. (side 80). 
  • Hetæretypen, som ”er den typiske ”fars datter”. I vores samfund er der to tilsyneladende meget forskellige udgaver af dette grundmønster”: 1) Anima-kvinden der opnår følelsen af betydning ved at spejle sig i en mand, og som er “ekspert” i at møde sin mands ubevidste forventninger til hvordan en kvinde skal være på det sanselige plan, og 2) ”Den kloge datter” som spejler sin mands intellekt og ånd, som er mandens gode, præsterende kammerat og medhjælper, og som værdsættes højt af manden (så længe hun ikke overhaler ham intellektuelt). (side 81) 
  • Amazonetypen, der har udviklet ”et stærkt og tit meget kompetent ego”, og for hvem ”selvstændighed og uafhængighed er nøgleord”. ”I positiv forstand hviler hun i sig selv, men i negativ forstand bliver hun præget af en følelsesmæssig utilnærmelighed”. Hun er den typiske feminist, skjoldmøen som ”kæmper mod tyrannerne blandt alle mænd, og en af hendes udviklingsopgaver er at opdage, at tyrannen ikke mindst sidder i hende selv som en negativ animus”. (side 82). 
  • Formidlertypen, som ”Wolff kalder den mediale struktur”, og som først og fremmest er ”knyttet til det kollektive ubevidste. Hun opfanger intuitivt det, som ligger i luften, og hun søger at videregive det i en eller anden form. Ofte drejer det sig om indtryk af det, som ligger i omgivelserne, men som disse ikke er sig bevidst”. Indtil hun har udviklet ”et fast ego og en differentieret skelneevne”, kan hun blive ”oversvømmet af ubevidst indhold” og have ”svært ved at skelne mellem jeg’et og det ubevidste”, for hendes psyke er ”porøs indadtil”. (side 84). Denne types primære relationer til andre kan altså beskrives som en formidlers rolle, og det indhold der eventuelt formidles, hvis det er passende, er hentet fra det kollektive ubevidste. ”Wolff skriver: ”Det objektivt eller kollektivt psykiske kan imidlertid kun udtrykkes dækkende i et objektivt sprog, som, bortset fra kunsten, må være et psykologisk eller symbolsk sprog.”” Typen har ”i vores kultur haft meget få muligheder for positiv og anerkendt udfoldelse. Nogle få undtagelser har været de store religiøse kvindelige begavelser – og de måtte anerkende en nonnetilværelse. I gamle kulturer og i primitive kulturer har formidlertypen haft sin plads som seerske, sibylle, orkalpræstinde og shaman. Alle har de været kvinder, hvis opgave det var at opdage, hvad der endnu kun var i sin vorden – de har skullet afdække ”gudernes” vilje, noget som angik hele samfundet”. (side 84). 

Pia Skogemann der anser sig selv for at have formidlertypen som sin primære struktur, giver en kort, men fin fremstilling af sit eget forløb frem mod at udvikle ovennævnte skelneevne og dermed at kunne adskille sig selv fra de kollektive projektioner. Hun skriver blandt andet: ”Jeg lærte at bruge andre bevidsthedsfunktioner til at skelne med – og at dette var højst nødvendigt, for ikke alt det, man aner eller bliver grebet af som formidlertype, er noget som bør bringes frem”. (side 85).

Pia Skogemann afslutter hele kapitlet om kvindelig typologi sådan:

”Selvom hver kvinde altså først og fremmest må blive sig sin egen primære psykologiske struktur bevidst, findes alle fire slags i os alle, og til en individuationsproces hører en bevidstgørelse af dem. Gennem vores moder-del forholder vi os til vores biologiske, fødende og nærende del, og de psykologiske funktioner, som gennem årtusinder er blevet differentieret ud fra den instinktive rod. Gennem vor hetære-del forholder vi os til det andet køn, gennem vor amazone-del forholder vi os til egoet og dets evne til selvstændig virksomhed, og gennem vor formidler-del forholder vi os til den større psyke, som alle mennesker har del i, og som bærer kimene til fremtiden.

Ingen del kan mangle, hvis det er helhed vi søger.” (side 85).

Den 30. august 2008 skrev jeg, inspireret af Wolffs strukturformer, i min dagbog:

 
The four

The four of us
we stand so tall
uneven though
I love us all.
 
One I admit
to be the hardest quest
and one provides
for my lover’s best.
 
One dares to fight
for my soul to be free
and one lets me know
who I want to be.


Ferieeksperiment

Det her bliver formentlig et snotforvirret indlæg. Bær over med mig. Jeg er med i et eksperiment.

Min familie er taget på vinterferie i en uge, og jeg skal være alene hjemme flere dage i træk for bare anden gang i 13 år. Nej, det er ikke løgn, og sidste gang var det kun to nætter. Jeg har glædet mig helt vildt, for hvis det ikke var fordi der er “nødt til” at være nogle faste holdepunkter i sådan en familie for at måltider, skole, arbejde og så videre kan blive passet ordentligt, så flød jeg nok bare mere med strømmen, altså den der kommer indefra. Men det er dælenduleme svært hvis man har familie, og det kan godt føles som at blive trængt op i en krog. Hvis man er mig, altså. Og 13 år, det er noget længe at sidde en krog, skulle jeg hilse at sige.

Nu har jeg så chancen. Jeg startede med at stå op klokken halvfem i morges for at lave morgenmad og sige farvel. Da de var kørt, gik jeg i seng igen og sov til klokken halvelleve. Så er stilen ligesom lagt. Nu sidder jeg her med kaffe og computer og et totalt mylder af ideer, og det føles befriende godt samtidig med at det føles tomt samtidig med at det føles skræmmende samtidig med at det føles .. ja.

Det skal blive interessant at se hvad der sker. Jeg oplever det som at min person er med i et eksperiment, og at jeg skal observere hvad der mon sker med den person i løbet af ugen, for jeg tror helt ærligt ikke jeg kan forudsige hvad der vil dukke op. Spændende! Og samtidig er der en hel masse jeg gerne vil, sådan helt konkret, som jeg aldrig får gjort til hverdag. Noget er allerede planlagt. Andet drøner stadig rundt i hjernekassen som fritsvævende ideer. Det er som det skal være, og jeg er klar.

Standpunkt

Her, på en grå fredag med stearinlys på bordet og en nyindkøbt lyskæde med lyserøde engle på væggen bag mig, kommer et skarptskåret sammendrag af en køkkenbordssamtale mellem to forstandige mennesker – så vidt vi forstår os selv i hvert fald, siger jeg med et grin – suppleret med lidt eftertanke:

Det er som om blogverdenen holder hånden under og over den kvindelighed der ellers har så trange kår i vores tid og kultur. Og kvindelighed skal ikke forstås som nogle ydre træk, men som den indre energi og styrke der opstår når de sider af personligheden som både for den enkelte og kulturelt er forbundet med en slags forbudte indre kvindelige egenskaber, integreres. Og det gælder både for mænd og kvinder; jeg har tidligere prøvet at formulere hvordan jeg ser det, så godt jeg kunne, her.

Når man kigger rundt hos de forskellige bloggere (og i øvrigt også i omgangskredsen) er det slående hvor mange – inklusive mig selv – der lever et splittet liv hvor det arbejde vi dejlige mennesker hver især føler allermest glæde og mening ved at udføre, ikke er vores lønarbejde og nærmest bliver opfattet af både os selv og omverdenen som en slags medicin vi skal tage for at holde til og holde ud at gøre alt det der kræves for at tjene penge og for at opnå status i samfundet. En slags hobbymedicin der efter min mening snarere burde opfattes som en livseliksir der indeholder det stof som et meningsfyldt liv er gjort af, og som vi burde give en primær og ikke en sekundær (eller tertiær eller endnu fjernere) position i den enkeltes liv – uanset hvad det nu er der udgør det stof for den enkelte.

For nogle af os smelter livseleksiren og kulturelt højt skattede dyder som fx udadvendthed, handlekraft og evne til manipulation med den konkrete verden sammen – og så tror jeg at de mest eksistentielt udmarvende konflikter er undgået på heldigste vis og lykken måske gjort (i hvert fald indtil midt i livet hvor mange oplever at modsatte egenskaber, ønsker og behov melder sig med stor styrke). Men for andre af os findes livseleksiren i indadvendtheden og fordybelsen, i arbejdet med alt det der ikke er umiddelbart synligt for det blotte øje, i det der befinder sig på livets lodrette akse, og som i mange tilfælde og for mange menneskers vedkommende forbindes med kvindelighed. Her er det at splittelsen lurer lige om hjørnet for mange af os. Vores behov og vores personlighed anses måske endda virkelig af nogle for en slags sygdom der kræver medicin, og det sætter os yderligere skakmat i forhold til at undgå eller hele splittelsen. Som jeg ser det.

Måske kan du mærke i dig selv hvor nedbrydende og livsødelæggende den opfattelse er, og nu siger jeg så tydeligt jeg kan, hvad jeg mener om den sag: Det vi oplever vi er skabt til, kan aldrig være en fejl eller en sygdom. Det er menneskets enorme arrogance at tro at vi kan skelne mellem godt og ondt på andre menneskers vegne og set udvendigt fra (og at der overhovedet findes noget der er ensidigt godt eller ondt), og den opstår efter min opfattelse når vores frygt for ikke at kunne forstå, overskue, gennemskue og påvirke tager over. Det ulykkelige, ødelæggende og smertefulde opstår først når vi ikke ærer det skabte og har tillid til at det er præcis som det skal være – på godt og ondt.

Jeg vil lige vende tilbage til udgangspunktet med bloggeriet som en hånd under og over kvindeligheden for at sige at vi skal værdsætte bloggeriet som et sted hvor vi afprøver og udvikler vores evne og mulighed for at give det stof i livseleksiren, som gør hele forskellen i forhold til oplevelsen af mening og opfyldelse af vores behov, den primære plads i vores liv. Kun få tjener penge på deres blogge, og det skal heller ikke forstås så konkret selvom det ville være den ypperste løsning at vi kunne det, for det er efter min mening et meget værdifuldt arbejde vi gør her. Det skal snarere forstås som en opfordring til at anskue vores eget bloggeri som det sted vi kommer i kontakt med vores livseleksirs meningsstof i stedet for det sted vi tager dulmende medicin. Jeg kunne måske også sige det sådan at vi skal have fokus på den mulighed for at finde ud af hvad vi er skabt til, der ligger i at eksperimentere på sin blog, snarere end fx at have fokus på at nu er vi endnu engang i færd med lidt “hobbytidsspilde” som måske dulmer smerten ved vores øvrige liv og er i orden så længe vi passer det vi bør, men som ikke fører noget “virkeligt” (det vil sige nogle penge) med sig i sig selv. Den sidste opfattelse er patriarkatets og den vestlige kulturs kerneopfattelse sat på spidsen, efter min mening. Den plads til kvindelighed som findes i blogverdenen, fører i mine øjne i den grad noget virkeligt med sig.