Hovedrengøring

Jeg har gjort hovedrent i mit eget hjem for første gang i mit liv. Jeg havde behov for at skabe lidt mere orden og lidt mere æstetik omkring mig uden at det kostede en bondegård, og så trængte jeg til at bevise over for mig selv at jeg stadig er i stand til at planlægge og gennemføre et stykke arbejde for at nå et mål jeg selv har sat, og ikke bare slukke de brande der bliver tændt løbende af andre.

Fra morgen til aften var jeg i gang i hele sidste uge, og der blev godt nok gået til makronerne, skulle jeg hilse og sige, og ryddet op og båret væk og vasket af og pudset blankt og flyttet rundt.

Undervejs myldrede det med erindringer fra min barndom. Jeg huskede hvordan min mormor mødte op hjemme hos os for at hjælpe min mor med hovedrengøringen, og hvordan de satte mig i gang med at vaske døre, paneler og karme af. Fuldkommen uoverskueligt, tænkte jeg dengang og hadede hver en centimeter jeg gnubbede ren. Jeg huskede også at min farmor kom med sit berømte knofedt da lysekronens prismer skulle hægtes af og vaskes omhyggeligt og hænges op igen og sølv- og kobbertøjet blev sat ud på køkkenbordet på avispapir og pudset i timevis i noget der lugtede grimt og gav sorte fingre.

Stemninger og brudstykker af samtaler flettede sig ind i billederne af hvordan det ene og det andet blev gjort. Jeg tror min mor hadede de her dage af et godt hjerte, men de skulle jo til. Jeg tror min mormor gav en hånd med fordi hun vidste at min mor ellers ikke ville få det gjort, og det ville jo være pinligt. Og jeg tror at min farmor mødte op fordi hun på ingen måde tillod sig selv den svaghed ikke at kunne overkomme det, men frem for alt nok skulle demonstrere at hun var mand for lige at tage en ekstra hovedrengøring. Måske tror jeg forkert, men det er sådan jeg husker det.

De tre kvinder var med mig gennem hele ugen. De trådte frem fra lukkede rum i min sjæl og viste sig igen, så jeg kunne se dem tydeligere og lære af dem. Først og fremmest har jeg endnu engang lært at de har lagret sig i mig som indre figurer og er blevet dele af mig som jeg må forholde mig til. Jeg har igen og igen de sidste år undret mig over hvor min energi og mit engagement i livet som sådan er blevet af i løbet af årene, og jeg tror simpelthen mit tilpasningsenergireservoir er løbet tør. Der er ikke ret meget mere energi i ”det skal jo til”, ”ellers vil det være pinligt” og ”vis aldrig fysisk og viljesmæssig svaghed”.

Jeg gennemførte min plan og nåede mit mål. Nu synes jeg her er lidt pænere og lidt mere roligt, og det nyder jeg i fulde drag. Faktisk synes jeg næsten det er lettere at trække vejret nu. Energien lykkedes det mig at mobilisere fra et helt andet og stadigt voksende reservoir som har at gøre med troen på at det er i orden at opfylde mine egne behov. Som har at gøre med at høre min egen, indre stemme frem for at tilpasse mig andres, såvel de levendes som de dødes.

Postkort

*
PS. Tilføjet den 31.03.2010 til dig der har hæftet dig ved den græske ikons særlige motiv med Maria Magdalena i forgrunden: Prøv at læse Wikipedias artikel om Maria Magdalena. Notér dig forbeholdene øverst på siden, men prøv alligevel i tankerne at følge de forskellige opfattelser og synsvinkler. Som nævnt før her på bloggen, har Maria Magdalena som symbol fulgt mig i flere år, og wikipedia-artiklen sammenfatter på forunderlig måde de forskellige spor som arbejdet med symbolet har ledt mig ad. Måske kan det også inspirere dig.
**
PPS. Tilføjet den 21.05.2010: Læs også om Mariaevangeliet, Maria Magdalene og den kristne kirkes kvindeundertrykkelse her.

Menneskenes internationale kampdag for kvindelighed

For tre dage siden hørte jeg en mand udtrykke sin væmmelse og vrede over at se tykke kvinder spise is.

For to dage siden hørte jeg en mand stolt proklamere at han havde indskærpet over for sin kone at hun skulle være sikker på at hun ville bruge en bestemt ting hun gerne ville købe (for egne tjente penge), for ellers var det som at smide penge ud af vinduet, og det går jo ikke, og han gad heller ikke have alt det lort stående i sit hus.

For de samme to dage siden hørte jeg en mand sige til sin kone at hun bare lige skulle vide at han altså ikke kunne hjælpe hende med det hun var i gang med på computeren, så måske skulle hun hellere stoppe mens legen var god.

I går deltog jeg i en samtale med tre hårdtarbejdende kvinder om rengøringsniveauet i vores hjem og om vores børns tilbøjelighed til at ignorere alle ordrer om at rydde op efter sig. Jeg hørte (og fortalte) ikke bare sjove anekdoter, men registrerede også skammen over ikke altid at have overskud til at holde huset pinligt rent og ungerne dydige.

Og for fem timer siden blev jeg selv kaldt svag fordi jeg ikke tjener ret mange penge.

Alle de her små klip fra virkeligheden er taget helt ud af kontekst, men uanset at de måske kunne forsvares i deres rette sammenhæng, så har de alle for mig en kedelig bismag af noget der minder om kvinde(ligheds)undertrykkelse. Mændene i de tre første klip er hver især overbeviste om deres egen kolde kontrol over lyst og krop, om kritisk og rationel tankegangs gyldighed i enhver situation, og om deres økonomiske og tekniske magt. Kvinderne i det fjerde sætter ikke spørgsmålstegn ved deres eneansvar for hjemmets og børnenes beskaffenhed, og personen i det femte har en klar idé om hvad menneskelig styrke og svaghed er.

I dag er det kvindernes internationale kamppdag, og jeg synes stadig der er meget at kæmpe for. Hver eneste dag oplever jeg noget som får mig til igen og igen at tænke at det er slående at den traditionelle mandlige måde at opfatte tingene og argumentere på er så fuldstændig uimodsagt. Det foregår både i mit eget hoved og i min omverden, og det forekommer mig at vi alle, og her mener jeg både mænd og kvinder, går rundt i en slags hjernevasket tilstand hvor det traditionelt kvindelige måske nok er sødt, kært, underholdende og behageligt, men ikke helt til at tage alvorligt. I sidste ende synes vi at være nærmest enige om at rationelle argumenter og den konkrete virkelighed selvfølgelig må veje tungest, og at det er i denne sfære det afgørende ord skal findes.

Ud fra dette betyder kvindekamp for mig ikke kun en politisk, lovgivningsmæssig og i det hele taget ydre kamp, men også, eller måske snarere, en psykologisk og spirituel opgave som vi alle må tage på os. (Dette ligger helt i forlængelse af mit forrige indlæg). Opgaven vedrører både mænd og kvinder, for undertrykkelsen af kvindelighed er ikke kun det ene køns problem, det er menneskehedens problem. Hellere end at tale om kvinder og mænd synes jeg vi skulle tale om kvindelighed og mandlighed ud fra den opfattelse at begge dele findes i os alle. Vi har som mennesker bevæget os ud ad en sti (eller ned ad et skråplan) hvor det traditionelt mandlige er blevet gjort mereværdigt, og det traditionelt kvindelige mindreværdigt, og det er en stor ulempe og hæmsko for os alle sammen, fordi det gør dele af enhver personlighed uanset ydre køn mindreværdige pr. automatik.

Jeg opfatter det sådan at vi er kommet rigtig langt på det politiske og samfundsmæssige niveau med hensyn til at sikre kvinder ligeret, og jeg tror at den sidste del af vejen for at sikre at ligeværdighed mellem mænd og kvinder bliver forankret i vores indre, i vores sjæl, kun kan opnås ved at arbejde med netop vores sjæl. Hver især og sammen. Det er et fokus som vi efter min mening kunne have glæde af at blive stillet ind på allesammen, og derfor synes jeg egentlig at vi passende kunne omdøbe den 8. marts til “Menneskenes internationale kampdag for kvindelighed”.

Den fremtrædende angst for at træde frem

Nå, nu har kvinden i rødt vist stået dér med udslagne arme og et saligt grin længe nok.

Mine arme er kommet ind på plads, og de er blandt andet blevet brugt til at holde bogen Morgianesyndromet. Om kvinders angst for at træde frem som jeg har læst i den forgangne uge, og som er skrevet af psykoterapeut og mag.art. i litteraturvidenskab Lise Winther-Jensen. Den har gjort mig temmelig meget klogere, både på mig selv og mine personlige vanskeligheder, og på det at være kvinde i vores tid og kultur.

Jeg hørte først om bogen i Vita på p1 den 9. februar og følte mig ganske truffet af Lise Winther-Jensens karakteristik af kvinder (og mænd) der lider i livet på grund af forhold som hun samler under begrebet morgianesyndromet. Morgianesyndromet er karakteriseret ved at personen lider under en både kulturelt og personligt funderet tvivl om og nedvurdering af kvindekønnet, en angst for at udtrykke sig og handle på egne vegne og en destruktiv svingen mellem almagts- og afmagtsfølelse.

(Morgiane er Ali Babas slave, en begavet og handlekraftig kvinde som dog kun er i stand til at bruge sine gode evner i Ali Babas tjeneste og ikke på egne vegne).

En af Lise Winther-Jensens hovedpointer er at der er afhængighed mellem indrestyring og narcissisme, hvilket jeg meget kort udtrykt forstår som at det at kunne handle ud fra egne behov og ønsker på en hensigtsmæssig og målrettet måde så man udnytter sine potentialer og i det hele taget får det ud af livet som man ønsker og har behov for, er forbundet med at være i kontakt med den primære (konstruktive) narcissisme som Lise Winther-Jensen definerer sådan:

“Jeg tror, at alle nyfødte børn, der ikke har sultet eller lidt anden fysisk overlast som fostre, har en forventning om, at de må være her, og at de vil blive taget imod.

Denne forventning er den primære narcissisme. Forventningen om at måtte eksistere og blive taget imod er ubetinget konstruktiv, og vi kan søge tilbage til den.”

Eller kortere formuleret: “Jeg er god nok, som jeg er, og jeg har ret til at være her, fordi jeg er her.” (min kursivering). Denne overbevisning kan vi finde igen hvis den er fraværende – og det er den tit, især for mange kvinder fordi de alene i kraft af deres køn oplever sig som mindreværdige.

Jeg synes at Lise Winther-Jensen i sin bog sætter fingeren på noget som jeg dels kender særdeles udmærket fra mig selv, og som jeg dels ud fra min fornemmelse er enig med Lise Winther-Jensen i ser ud til at være fælles for rigtig mange kvinder, og som ikke kun har personlige årsager og er et personligt problem for den enkelte kvinde, men som i høj grad også har samfundsmæssige årsager og er et samfundsmæssigt problem.

Det har været en god bog for mig at læse, og jeg er meget glad for at jeg er stødt på den – omend jeg også synes den er lidt uensartet og rodet, men det er en biting. Jeg har haft større glæde og udbytte af at læse visse afsnit end andre, men det skyldes måske mere mine begrænsninger og interesser end bogens egenskaber, det ved jeg ikke lige i skrivende stund. Under alle omstændigheder synes jeg klart den kan anbefales som en meget indsigtsfuld og støttende bog, lige som jeg synes Vita-udsendelsen er værd at lytte til.

Du kan også læse om bogen i en artikel på kristeligt-dagblad.dk her.