Jeg fik lige øje på det skrald jeg har sat til side. Kontaktlinser, hvidvin, eddikesyre og pulverkaffe – det er vel nærmest historien om mit liv. Nærmest.
Kontaktlinser. Jeg har multifokale kontaktlinser. De har gjort mit syn 20 eller 30 år yngre, og jeg er uendeligt taknemmelig for og uendeligt afhængig af at de her pappakker dumper ned i postkassen fra tid til anden. Tak til den ukendte kvinde der uopfrodret fortalte mig om sådanne linser på et kursus efter i timevis at have set mig kæmpe for at få mine belinsede minus-7,5-øjne og de billige læsebriller til at samarbejde. Det glemmer jeg aldrig. Stort.
Hvidvin. Jeg drikker hvidvin. Når jeg synes. Det synes jeg tit.
Eddikesyre. Det bruger jeg næsten lige så ofte som hvidvin, jeg er en slags superbruger af alt hvad der hører ind under rengøringsmidler og hjemmekemikalier efter min tid som livredder (= rengøringsmedarbejder). Men præcis den her flaske har jeg tømt fordi jeg har udført mit livs største handimanpræstation. Mit toilet havde løbet i laaaaang tid, det skulle ligesom have et bestemt vred med udtrækkeren for at stoppe. På et tidspunkt kunne det ikke stoppes. Og som kronen på værket holdt vandet også op med at løbe til. “Ring efter en mand”, sagde en eller anden, men det kunne jeg ikke overskue, for hvornår er jeg nogensinde hjemme og indstillet på at der skal komme en mand? Så jeg skruede vægpladen af, lyste med min telefon ned i cisternen derinde i hulrummet i væggen fire hundrede gange over et par dage og blev en mikroskopisk lille smule klogere hver gang indtil jeg vidste hvad jeg skulle gøre godt med: Eddikesyre. Nu fungerer mit toilet som aldrig før. Virkelig. Og vægpladen sidder som den gjorde, igen. (Du griner nok ad mig, for hvor dum kan man være, men præcis så dum kan jeg være. På det praktisk-tekniske plan. Jeg er i familie med mennesker der har skilt ure ad som femårige bare for at se hvordan de virkede, læst tyske blade om højtalere og modelfly som syvårige for at kunne bygge selv, og bygget state of the art-både, -huse, -møbler, -surfboards og alt hvad der ellers kan bygges. De regner mig ikke for en skid og anser mig for at være helt og aldeles debil. Det mener jeg nu ikke selv jeg er. Længere. Jeg gjorde det sgu!).
Og så er der kaffen. Jeg drikker kaffe, ergo er jeg (et menneske). Jeg ville ingen steder være uden kaffe, helt seriøst.
Så langt så godt. Fra og med dette indlæg er der ingen grund til at gennemrode mit skrald, for nu ved du alt om mig. Jeg er muligvis det kedeligste menneske på jorden, so be it.