Det store i det små

Jeg dedikerer dette års 8. marts-indlæg til Ayla, jeg mener Mette fra Alene i vildmarken. Skulle jeg pege på en kvinde jeg ikke allerede er stødt på i et opslag eller indslag med fokus på ligestilling i løbet af dagen, kan jeg ikke komme i tanke om nogen mere oplagt. Hun forstår at sørge for sig selv på alle måder, både fysisk og psykisk, og hun leder sig selv fuldstændigt suverænt.
 
Måske er det forkert at tænke på hende som en kvinde i stedet for blot som den ene af tre tilbageværende deltagere. Det tror jeg egentlig nok jeg mener. Det er hverken på trods af eller på grund af at hun er kvinde, at hun klarer sig godt. Hun klarer sig godt fordi hun er i besiddelse af viden og færdigheder, evner og personlige egenskaber der ikke har en dyt med køn at gøre, men som gør hende yderst kompetent til at løse den opgave hun har givet sig selv. 
 
Alt kan ske i sidste afsnit, og jeg synes også de to andre deltagere er vildt gode til at klare sig. Jeg tillader mig alligevel at diskriminere og håbe på at Mette vinder, bare fordi hun er kvinde. Det kunne være sådan en god historie at læne sig ind i for os andre der ikke er lige så gode til at gøre det vi tænker (måske fordi vi af kulturel uvane underkender vores tankers relevans).  
 
Opdatering 15. marts 2019:

I går viste DR det sidste afsnit af Alene i vildmarken, og Mette sluttede – efter min mening – på en meget ærefuld andenplads. Jeg lægger mig fladt ned og har en klar oplevelse af at vi vitterlig har fået en rigtig god historie at læne os ind i. Der er mange måder at vinde i naturen på, men én af dem er helt sikkert at vide hvornår det er tid til at trække sig fordi tabene ser ud til at kunne blive større end gevinsten.

 
 

DVITO 2

At psykolog Lars J. Sørensen må være et meget klogt menneske, opdagede jeg allerede da jeg for mange år siden læste et interview med ham i Kristeligt Dagblad: Skam kan ødelægge sjælen. Jeg har linket til artiklen før, blandt andet her, men gode ting tåler gentagelse.

Lige nu, i disse dage, læser jeg Skam – medfødt og tillært. Når skam fører til sjælemord, også af Lars. J. Sørensen. Jeg forsøger at begribe på et dybere niveau hvad det er der driver mig rundt i manegen. Der er så mange rammende indsigter og formuleringer i den bog at det er stort set omsonst at vælge noget ud, men jeg vil alligevel citere et bestemt løsrevet afsnit som i den grad skaber resonans i mit system:

“Det vil ofte være mere hensigtsmæssigt at lede efter forkerthedsfølelsen i stedet for at trække den skjulte skamfølelse frem ved hårene, når man kommer på sporet af, hvor megen tvivl, ubehag og lede det vækker at være sammen med sig selv. Måske er den dybeste og mest smertelige rodspids i ensomhedsfølelsen netop ubehag ved at være sammen med sig selv. Når man ikke kan opfatte sig selv som godt selskab, kan sympati, medfølelse, omsorg og i sidste ende kærlig selvforståelse ikke trænge igennem ens tvivl på sig selv.”

11. Skam og socialiseringer til den aktuelle kultur – og ideologiSkam og stolthed, side 113

Det er sådan med skam – i hvert fald den hvide* af slagsen – at det er nærmest helt umuligt at få greb om den. De indsigter man er lige ved at gøre, smutter hele tiden fra en, på samme måde som hvis man prøvede at fange en håndfuld vand ved at gribe om den. Eller det er som at se i mørke: Genstandene i periferien træder tydeligere frem end det man har blikket rettet mod, og det gælder om at se udenom det man vil se, for at se det. Jeg tror ikke man kan arbejde målrettet eller særligt bevidst med sin skam, men man kan forsøge at lade en dør stå åben til det ubevidste (ville jeg sige) og for neuroaffektive påvirkninger der kan justere ens skamcensor (ville Lars J. Sørensen sige, tror jeg). Det kan kun ske i en relation, enten i relationen til en selv eller udvalgte andre, og det er på den måde risikabel adfærd, for når døren er åben for gode påvirkninger, er den det også for dårlige. Alligevel må man vove forsøget.

Jeg er ikke særligt modig. Og jeg er særligt sårbar over for hvid skam. Så jeg går meget varsomt frem i det her forvirrende arbejde, og et forsigtigt skridt på min vej er altså at læse Lars J. Sørensens bog. I hans indsigts- og omsorgsfulde selskab er risikoen minimal for at få aktiveret sin hvide skam mens man undersøger sin relation til sig selv, og jeg kan samtidig udsætte at påføre andre det der stadig forekommer mig at være mit dårlige selskab. I sidste ende – i hvert fald i teorien – er det ellers nok det der skal til. Altså at vove relationer til (de rigtige) andre mennesker.

Jeg har for få dage siden læst Karl Ove Knausgårds fire bøger Om efteråretOm vinterenOm foråret og Om Sommeren færdig. Karl Ove Knausgård nævner tit sin egen skam og sin opfattelse af sig selv som én der ikke er god (nok) til at være sammen med andre mennesker. Knausgård kan skrive så englene synger, og griber på en eller anden måde de der håndfulde vand som om fysikkens love ikke også gjaldt for ham. Her kommer en enkelt passage som jeg husker særligt godt, taget ud af Knausgårds sammenhæng der ikke eksplicit har noget med skam at gøre, og puttet ind i min som et løsrevet fragment (undskyld):

“Overgangen fra øjets virkelighed til hudens falder sammen med overgangen fra det sociale til det private, og for en som mig der har problemer med nærhed, som næsten aldrig kan lide at blive rørt ved, og som næsten aldrig kan lide at røre ved andre, er hud derfor forbundet med ambivalens, for også min hud vil være tæt på anden hud, måske mere end noget andet, samtidig med at den frygter det og derfor forsøger at undvige det, eller begrænse det. Så bliver hudens længsel som en slags hund og viljen en lænke jeg holder den i.”

Om Sommeren, Hud, side 328-329

Ja, sådan er det. Jeg genkender flokdyret i mig som vil være tæt på andre mennesker, som vil mærke varmen fra fællesskabet, selvfølgeligheden i at høre til uden at skulle spekulere på om jeg i andres og egne øjne er berettiget til det, og samtidig min stålsatte vilje til ikke at slippe det her dyr løs og risikere at blive sparket, råbt ad og sat på plads.


*Lars J. Sørensen skelner mellem livsbekræftende, helende skam (rød) og ødelæggende, invaliderende skam (hvid). Han citerer et digt af Else-Britt Kjellqvist, Rødt og hvidt, hele to gange i sin bog, på side 11 og 54. For at respektere den originale opsætning som jeg ikke kan gøre efter her, citerer jeg digtet her i form af et foto af side 11:


DVITO

Nogle mennesker får mig til at føle skam. Ikke skyld over noget jeg gør, men skam over det der er mig.

Jeg tror ikke de gør det med vilje, eller fordi de synes jeg skulle skamme mig. Jeg tror det sker fordi der er noget ubehageligt og ubevidst de ikke kan lide at føle i sig selv, måske deres egen skam, og jeg tror ikke de kan mærke eller forestille sig hvad der bliver sat i gang i mig. Jeg tænker at min tilbøjelighed til at føle (hvid) skam er større og mere veludviklet end de flestes, og at det er de færreste der kan genkende den, så jeg undskylder og tilgiver de her mennesker. Jeg under dem at være velsignede med en højere skamtærskel end mig selv.

Det er indbygget i skam at man skammer sig over at skamme sig. Det kræver et meget stort mod at tale om sin egen skam, især mens den er aktiveret og man føler den, og så stort et mod har jeg ikke. Måske derfor skriver jeg ud af det blå denne distancerede og tænkte, ikke følte, lille epistel om skam adresseret til alverden.

Min foretrukne løsningsmodel generelt når jeg har gentagne oplevelser der er følelsesmæssigt eller relationelt svære at udholde, er at fjerne mig selv fra den sammenhæng der udløser problemet. Også her er jeg en uforbederlig kryster. Relationer hvor min skam bliver aktiveret igen og igen, er ikke relationer jeg bliver i. Det er for smertefuldt og krævende gang på gang at skulle komme igen efter et skamanfald.

(Hvid) skam er gift. Og angsten for at komme til at føle skam er gift. Jeg må se i øjnene at jeg er et menneske der er meget sårbar over for den her gift. I mange tilfælde er det muligt for mig at være med skammen når den opstår, men i sjældne tilfælde må jeg afslutte en relation hvis giften flyder frit og påvirker mig for meget.

Nådada ..

Jeg sidder i hjemflygtighed og læser. Sluger afsnit efter afsnit. Der er visse passager jeg ikke forstår en skid af, men det meste kører lige ind som mos på en babyske. Det er ganske udmærket åndelig føde på sådan en højhellig søndag og helt sikkert også på alle andre dage.

“Kvinder som løber med ulve” af Clarissa Pinkola Estés, læser jeg. Jeg er nået til side 202.

Jeg sidder helt stille og vokser.