Fortsættelsen

“Ærlighed er også kærlighed”, er der en eller anden som jeg ikke ved eller husker hvem er, der har sagt. Det har jeg tænkt længe over. Jeg har altid haft en fornemmelse af at min ærlighed, inklusive min oprigtighed og autenticitet, var en egenskab hos mig som gjorde mig til et monster i andres øjne, muligvis fordi andre ofte ikke kan lide det de møder, når jeg er ærlig.

Sådan forholder det sig måske virkeligt. Og måske er det noget jeg forestiller mig at andre tænker fordi en del af mig selv ikke kan lide en anden del af mig selv. Det er aldrig helt til at vide med den slags. Men når alt kommer til alt: I mine egne øjne er min ærlighed noget nær det bedste og i en vis forstand også det kærligste jeg har at give, og jeg vil fortsætte med at forfølge og forfine den egenskab frem for at fravige og nedtone den. Take it or leave it.

Billedet er lånt her.

Afglans

På en tidligere arbejdsplads så jeg tit to ældre kvinder svømme. Den enes hovedspring var formfuldendt og rutineret, men afsættet uden kraft. Ligeså tagene i de tre svømmearter hun ellers beherskede til fulde. Hun blev snart 75, betroede hun mig.

Den andens brystsvømning var hypnotisk rytmisk og i perfekt balance, men skæv at se på fordi den ene arm ikke ville tage et lige så stort tag som den anden. Fremdrift var der heller ikke meget af, men udholdenheden fejlede ingenting og mindre end 500 m kunne ikke gøre det selvom de tog en krig at komme igennem. “Det går da meget godt når man tænker på at jeg er langt over 90”, sagde hun til mig en dag.

Jeg sad der i livredderstolen og tænkte at her kunne jeg se min egen fremtid om 20 og om 40 år – hvis jeg ellers levede så længe – og at der var meget at glæde sig til hvis bare det kunne gå mig ligesom de to.