Tag: Livsforståelse

Kommentar

Her kommer for en gangs skyld lige en lille og meget personlig kommentar til hvad der sker i verden omkring os. Jeg er ikke noget politisk menneske, men det betyder ikke at jeg ikke registrerer hvad der sker omkring mig, eller at det ikke påvirker mig. Jeg græmmes, græder, føler vrede og sorg over nogle af de hændelser der sker i verden omkring mig i min samtid, og jeg glæder og fryder mig og føler taknemmelighed over andre, selvom jeg ikke snakker så meget om det.

Hvor der er menneskeliv, er der også både konstruktive og destruktive kræfter. Begge dele findes i hver enkelt af os, og det kræver et årvågent og bevidst blik at lade de første dæmme op for de sidste. I perioder kan de konstruktive kræfter måske ikke holde de destruktive i skak; det hænder både i det enkelte menneske og i fællesskaber. På samfundsplan tyr vi mennesker måske til langvarige og nedslidende systemiske ødelæggelser i form af fx undertrykkelse og nedgørelse (som de tiltag de for tiden valgte politikere her i landet udfolder i forbindelse med at der kommer “fremmede” mennesker til Danmark), eller til pludselige, altødelæggende fysiske angreb i form at vold og/eller terror (som nattens helt forfærdelige hændelser i Paris er et eksempel på). Når de destruktive kræfter i os får lov til at tage over, følger vi vores egos frygt for at miste status, materielle værdier eller magt i stedet for at læne os ind i en kærlig holdning der kommer fra et større selv, og som fortæller os at der er plads til os alle og at der ikke findes noget “os” og “dem”, men kun et “vi”, og at hvad vi gør mod “dem”, gør jeg vi mod “os selv”.

Det er sådan jeg ser det. Jeg beder for at vi må udvikle vores årvågne blik. Og jeg beder for at vi hjælper hinanden med at lade kærlighed råde frem for frygt.

 

 

Fælles stilhed

Jeg har lige lyttet til en genudsendelse af sproglaboratoriet fra 1. maj om stilhed i fællesskaber. Om det kraftfeldt og de dybe kommunikationskanaler der åbnes mellem mennesker når de er stille sammen, dvs. når de er sammen uden at tale.

Jeg ved præcis hvad Bastian Overgaard, guide i stilhed, mener når han fortæller i dette interview om den stilhed han også kalder intelligent stilhed. Jeg har det selv sådan at i de af mine relationer eller enkeltstående møder med andre mennesker hvor stilheden udgør et naturligt, ordløst kommunikationsrum, kan jeg opleve øjeblikke af dyb kontakt med både mig selv, den anden og verden omkring mig og mærke en forbundethed som overskrider vores afgrænsede egoer og kroppe. Det er meget livsbekræftende og meningsfuldt, men ikke altid let fordi det også kan være en krævende og afklædt situation at være i hvor jeg skal kunne modtage præcis hvad der dukker op af følelser og refleksioner, både hos mig selv og hos den anden/de andre, også hvis de er ubehagelige.

Omvendt kan jeg opleve at jeg ikke kan lære den anden rigtigt at kende eller mærke nærvær og egentlig kontakt hvis der ikke opstår lommer af stilhed mellem mig og den anden, hvor jeg kan lytte bag om ordene eller ind i mellemrummet mellem ordene. I sådanne situationer hvor jeg selv eller andre siger noget hele tiden, kan jeg føle mig meget ensom, måske endda forladt.

Bastian Overgaard fortæller også om den forstærkning af sanseoplevelser som stilhed i fællesskaber kan befordre – den kender jeg også! Sådan sat på spidsen kan jeg føle mig meget forstyrret og berøvet af både sanseoplevelsen og delingen af den hvis jeg skal samtale fx samtidig med at jeg spiser god mad, cykler eller går tur i naturen. Det er næsten lige så svært for mig som at skulle samtale mens jeg læser en bog eller ser en film, og jeg skal bestemme mig for om det er det ene eller det andet det “går ud på”. (Måske er det en af grundene til at jeg elsker at svømme, når jeg nu tænker over det – det er ret svært at tale sammen når man svømmer med ansigtet i vandet, og alligevel er man sammen med andre og “lytter” til dem via kropssproget mens det står på).

Jeg tror meget på at det er værdifuldt for både den enkelte og vores fællesskaber at kunne være stille sammen. Lidt sjovt er det at denne udsendelse er en af flere under overskriften “At miste mælet”. Jeg oplever egentlig at når vi er stille sammen, kan vi tale sammen med en meget større stemme end den det talte ord giver lyd til.

http://www.dr.dk/p1/sproglaboratoriet/sproglaboratoriet-2015-05-01

Fra penge til åndelig frihed

Jeg ved ikke helt (endnu) hvordan jeg er blevet så forskruet, men jeg er tilsyneladende kodet med den forståelse at hvis jeg er økonomisk afhængig af nogen, så er jeg forpligtet til at være loyal over for deres værdier og virkelighedsopfattelser, til eksempel, og bruge min evne til at tænke i deres tjeneste eller helt lade være med at tænke. Det lyder vanvittigt, jeg ved det godt, men det er ikke desto mindre en af mit livs største psykologiske vildfarelser. Jeg erkender at jeg har en tilbøjelighed til at betale for økonomisk eller materiel tryghed med min evne til at tænke selvstændigt eller bruge min forstand – et mønster der er dannet i mig tidligt i livet.

Derfor er det interessant at følge hvad der sker med min oplevelse af at være personligt eller psykologisk uafhængig i takt med at det efterhånden lykkes mig at blive økonomisk uafhængig, og det går mere og mere op for mig at jo mere økonomisk/materielt selvstændig jeg bliver, jo mere føler jeg mig også tilskyndet til, for ikke at sige i stand til, at tænke selvstændigt. Måske burde der ikke være nogen sammenhæng, men det oplever jeg klart at der er – det er virkeligheden for mig.

Jeg har rumlet rundt og rundt omkring det her i et stykke tid, og undervejs stødte jeg på et brudstykke af en leksikonartikel om magt som udfordrede mig yderligere (på den gode måde). Det kommer her:

Magt i en noget anden betydning (“hun har magt over sit liv”) er en betingelse for personlig (åndelig) frihed eller myndighed. At opnå en personlig selvstændighed eller autonomi forudsætter, som den tyske filosof Kant understregede, magt i den abstrakte betydning “at kunne og at ville”: “Umyndighed er en manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse. Denne uduelighed er selvforskyldt, hvis årsagen er en mangel, ikke ved forstanden, men ved beslutsomhed og mod til at bruge forstanden på egen hånd; derfor er oplysningens valgsprog: Hav mod til at bruge din forstand” (Was ist Aufklärung, 1784).

– fra Den Store Danske, Gyldendal

At den manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse er en selvforskyldt uduelighed, det er jeg klart uenig i, men det er i hvert fald en uduelighed som det er muligt (og en fordring?) at tage ansvar for og ændre ved egen kraft fremadrettet, tænker jeg, hvis man altså kan få magt over sit eget liv, dvs. hvis man kan bringe sig i en position hvor man kan og vil sit eget liv, inklusive sin egen forstand. Og for at opleve at jeg har magt over mit liv, har jeg personligt brug for økonomisk/materiel selvstændighed. (Måske er det udelukkende en personlig ting hos mig, måske findes der noget kollektivt kvindeligt gentaget i fænomenet også? Det har jeg måske lidt på fornemmelsen er tilfældet, men jeg ved det ikke).

Det ender altså med at penge, magt, oplysning og personlig, åndelig frihed tilsyneladende hænger sammen på en eller anden snurrig måde hos mig, og det synes jeg simpelthen er sådan en forbløffende pointe. Jeg ville have forsvoret at penge kunne føre til nogen form for oplysning eller indre frihed, men det ser lige nu ud til at min økonomiske (materielle) situation faktisk har en betydning for min åndelige udvikling. At tage den tanke til mig er som at sluge en kamel, men jeg tror jeg er ved at være parat til at gabe højt. Meget højt.