Selvmodtagelse

Det har slået mig at jeg bruger ordet ‘selvudvikling’ om det jeg egentlig forstår som ‘selvmodtagelse’.

Som jeg ser det, handler det ikke om at vi skal udvikle noget hos os selv som vi selv eller andre har fundet på skulle gøre os til bedre, mere rigtige eller mere effektive mennesker, set med omverdenens øjne og i tråd med tidens trend. Den slags interesserer mig ikke en døjt, for nu at sige det kort.

For mig handler det udelukkende om at modtage sig selv i større og større grad gennem livet som præcis det mennesker man er, på godt og ondt. Modtagelsen sker ved at vi udvider vores bevidsthed, dvs. ved at vi gennem livet arbejder for til stadighed at blive bevidste om endnu en lille dråbe fra det ubevidstes uendelige hav, og lader det vi har lært, blive en del af den vi ved vi er. På den måde udvider vi vores opfattelse og accept af hvem vi i grunden selv er og hvilke værdier vi har.

Når vi også i praksis forsøger at leve i overensstemmelse med hvad vi opdager, og bringer dyb glæde, mening og vores egen etik ind i vores liv og ikke sørger for blot at opretholde en poleret overflade, vil det være til gavn for ikke bare os selv, men i særdeleshed også for de mennesker vi indgår i relationer med. Gennem vores gradvise modtagelse af os selv sender vi nemlig et budskab til vores medmennesker om at vi ønsker at de på samme måde skal modtage sig selv – uanset hvem de er – og at vi tror de har en vigtig opgave at udføre mens de er her. Selvmodtagelse er altså for mig ikke et egoistisk projekt, men en måde at være i verden på i en stadig, langsom proces som skaber så meget lys som muligt i verden, faktisk med fordel for fællesskabet og ikke kun individet.

Det er ikke altid at vi kan modtage budskabet fra en anden om at det er i orden at modtage sig selv. For selvmodtagelse kan være en særdeles krævende og meget angstprovokerende opgave at tage på sig. En stemme i os vil som regel protestere og få os til at blive på stedet eller endda gå baglæns og dermed afskærme os for smertefulde bevidsthedsglimt. Altsammen for at beskytte os mod noget som vi ikke er parate til at opnå bevidsthed om, og som vi (ubevidst) oplever som en alvorlig trussel mod os. I nogle perioder i livet, måske hele livet, vil den stemme råbe højest – sådan er det at være menneske. Selvmodtagelse kræver solid kontakt med en betingelsesløs kærlighed til os selv, tro på at vi hver især er skabt præcis som universet har brug for at vi skal være, og mod og vilje til at sætte os ud over fx vores stolthed, forfængelighed og behov for den sociale tryghed det giver at udfylde allerede accepterede roller.

Det er som jeg ser det, med mine egne ord. Mens jeg har skrevet, er der dukket nogle af andres ord op i mine tanker som jeg tolker som værende i tråd med min egen opfattelse, og dem får I lige herunder – blot hav in mente at sammenkædningen står helt for min regning.

*
Fra et tidligere indlæg:

“Jeg hørte engang én – vistnok Preben Grønkjær – sige at Søren Kierkegaard – så vidt jeg husker – et sted har skrevet at hvis man tror man skaber sig selv, så skaber man sig, for nej, man modtager sig selv.”

Jeg tænker på selvmodtagelse som en skabende proces, men på samme måde som man får (og ikke skaber) en idé til et kreativt produkt, så får man også sig selv i bidder fra et sted man ikke er herre over, og produktet er den person man nu bliver gennem livet. For mig er det sted det ubevidste, og præcis som et kreativt menneske stiller sig selv til rådighed som kanal for de ideer der kommer til vedkommende og omhyggeligt forsøger at føre dem ud i livet, sådan kan vi også stille os til rådighed for at blive og være det vi er.

*
“Livet behøver til sin fuldendelse ikke fuldkommenheden, men fuldstændigheden. Dertil høre “pælen i kødet”, at lide under mangelfuldheden, uden hvilken der ikke gives noget fremad og intet opad”.
– C.G. Jung

(Fuldkommen i betydningen perfekt eller fejlfri, fuldstændig i betydningen hel, dvs. omfattende alle dele (“gode” som “onde”)).

*
“The most terrifying thing is to accept oneself completely.”
– C.G. Jung

*
“Kærlighed er ikke en følelse, men kvaliteten af en relation. Modsætningen til kærlighed er ikke had, men ligegyldighed”.

– Frit efter hukommelsen, udtalelse af Asger Neumann i radioudsendelse. For mig gælder det ikke kun kærligheden til andre, men også kærligheden til en selv, og hvis man accepterer den opfattelse, betyder det også at man kan arbejde på at fremme kærligheden. Det er aldrig for sent.

*
Og fra et af de første indlæg på denne blog:

“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won’t feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It’s not just in some of us; it’s in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.”
– Marianne Williamson: “A Return To Love: Reflections on the Principles of A Course in Miracles.

Når jeg engang bliver levende igen

Jeg kan ikke skrive for tiden. Der var ikke noget jeg hellere ville end at skrive, når jeg ikke lige har noget med mennesker og vand at gøre, hvad det heldigvis er lykkedes mig at generobre muligheden for. At give min indre verden et sprogligt udtryk og at se mennesker udvikle sig gennem aktiviteter i vand. Intet interesserer mig mere end de to ting. Intet glæder mig mere end arbejdet med de to ting. Og intet har nogensinde løftet og båret mig som menneske mere end de to ting.

Men jeg kan ikke skrive for tiden. Ordene løber gennem min bevidsthed i løbet af dagen, men smutter fra mig igen, fordi jeg er så helvedes udmattet af at skulle opfylde systemets krav til mig for at være sikker på at få mad i munden og tag over hovedet. Jeg skal udføre nyttejob (til en ufattelig lille timeløn fordi jeg kun får supplerende kontanthjælp), og jeg skal søge mere eller mindre relevante job som jeg måske kommer til samtale på fordi jeg er god til at skrive ansøgninger, men som jeg igen og igen får afslag på med begrundelsen at jeg er udmærket kvalificeret, men ikke lige passer ind i deres team. Dét skal jeg, samtidig med at jeg på eget initiativ og i min egen takt dedikerer mig mere og mere til en arbejdsplads jeg selv har valgt, som er i overensstemmelse med mine værdier og interesser og som jeg er meget taknemmelig og glad for har taget mig til sig.

Jeg er faktisk efterhånden så helvedes udmattet af at køre i de to spor samtidig og skulle arbejde så meget, forholde mig til så mange (venlige) mennesker og udføre så mange nye opgaver, at min hjerne opfører sig noget mærkeligt, og jeg bliver mere og mere bange for at jeg ikke kan mobilisere de mentale kræfter der skal til, for at bevare mig selv og tage magten over mit eget liv tilbage. Jeg græmmer mig over at blive behandlet som en vrangvillig og uduelig taber der skal lære at stå op om morgenen og bidrage til samfundet, og som systemet nok skal sørge for at tvinge til at makke ret og give størst udbytte for systemet selv. Det er virkelig svært at bevare selvrespekten og holde fast i mig selv.

Måske får systemet mig ned med nakken, knækker mig, træder mig så meget under fode at jeg ikke kan rejse mig igen, tænker jeg i mine mørkeste stunder. Men NEJ! Jeg lader mig ikke kue. Jeg holder ud, indtil det en dag er overstået, også selvom jeg mere eller mindre er slået til lirekassemand af presset og nedgørelsen. Jeg sidder her lørdag aften og skriver selvom jeg ikke kan skrive, fordi det skal blive løgn at jeg underkaster mig. Jeg har været meget igennem i mit liv, og det her er uden tvivl noget af det værste, mest undertrykkende og ødelæggende, men jeg klarer også det. Jeg vil kæmpe til jeg dør rent fysisk, for det jeg står for og tror på.

En dag når jeg kan skrive igen, vil jeg skrive om det. “Dengang jeg døde”, skal overskriften være. Jeg lover det. Når jeg engang bliver levende igen.

Mere om træ

Her kommer lige en indskudt nørdeparentes, som henvender sig først og fremmest til jer der evt. læser med her og blev optaget af indlægget Træ (24-04-2014):

I går fandt jeg ved et tilfælde (jeg søgte på et eller andet ligegyldigt som jeg ikke engang husker nu) dette interview hvor psykolog Lars J. Sørensen fortæller om skam (19-01-2013). Jeg kan kun anbefale varmt at læse det, for det er noget af det klogeste jeg længe har læst.

Opdatering 25-05-2014:
En ven har gjort mig opmærksom på endnu en perspektiverende og oplysende artikel om skam, nemlig dette helt aktuelle interview med Mogens Lindhardt (23-05-2014).