Tag: Livsforståelse

Note

Jeg følger pirret og vakt Tomas Espedals fortællers læsebevægelser og sluger ærbødigt “Breve til en ung digter og anden prosa” af Rainer Maria Rilke:

“.. Et kunstværk er godt hvis det er opstået af nødvendighed. I denne oprindelses væsen ligger dets dom: der gives ingen anden. Derfor, kære hr. Kappus, ved jeg ikke andet råd end dette: at gå ind i Dem selv og granske de dyb Deres liv udspringer af; ved dets kilde vil De finde svar på spørgsmålet om De må skabe. Tag imod dette svar som det lyder, uden at fortolke det. Måske viser det sig at De er kaldet til at være kunstner. Tag da den skæbne på Dem og bær den, dens byrde og dens storhed, uden nogen sinde at spørge om den løn der kunne komme udefra. For den skabende må være en verden for sig selv og finde alting i sig selv og i den natur han har sluttet sig til.”*

Jeg forstår. Og det er bare begyndelsen.

*Fra en oversættelse af Karsten Sand Iversen

Træ

Det er lettest at kende mig på løvet. Når du først har fået blik for formen, farven og størrelsen på de karakteristiske blade, er jeg ikke til at tage fejl af. Du kunne måske ønske dig at mine blade tog sig anderledes ud, alt efter hvem du er, men de er som de er, og hver gang der kommer et nyt, grønt blad til, klar til at hjælpe mig med at ånde gennem sollyset, ligner det alle de andre der er og har været.

Kigger du nærmere efter, lægger du måske mærke til min stamme. Den er på samme tid typisk og særegen. Langsomt både udvikler den sig og står stærkere og bliver mindre og mindre lydefri. Grene knækker af i storme og efterlader ar, og visse steder har den vokset sig helt deform. Det lader sig ikke længere ændre. Men går du helt tæt på og holder du om den, kan du mærke dens sejlivethed.

Hvad du ikke kan se, men nok gisne om, og som kun jeg kan fortælle dig med sikkerhed, er hvordan det er fat med mine rødder. De er dybe og mange, men de har især ét skæbnesvangert område som jeg må leve med fra fødsel til død, og som har vokset sig uhensigtsmæssigt stort. Når jeg suger vand og næring til mig fra jorden omkring mig, bliver det til den rene gift hvis det løber igennem dette svage sted. Når giften løber op gennem min stamme, vrider knuderne sig større i smerte, og når giften når løvet, visner nogle blade drastisk og falder forandrede til jorden.

Det har taget mig lang tid at komme til bevidsthed om mine rødders svage sted. Jeg kunne ikke holde ud at føle smerten ved at se, ved jeg nu.

I stedet fandt jeg først trøst i at acceptere mit løv som det så ud, og forsøgte at slå mig til tåls med at det levede sit naturlige liv og sin naturlige død. Jeg forstod at det var anderledes end så mange andres.

Da denne indsigt mistede sin lindrende virkning, kiggede jeg på min stamme og fattede møjsommeligt mod til at erkende skadernes og forkrøblingens omfang og art. I lang tid forsøgte jeg – som megen moderne videnskab om træer foreskriver – at forstå min stammes knuder og slagsider som en sygdom i sig selv der var årsag til at mit løv visnede og døde på uforståelig måde.

Men også den opfattelse mistede sin forklaringskraft. Noget føltes ikke sandt. Og langsomt, uendelig langsomt, begyndte konturerne af mine rødders svageste sted at tegne sig for mit indre blik. I små kvalmende glimt så jeg hvor galt det står til med denne del af mit rodnet, og imellem glimtene sov jeg for at samle kræfter til at kigge igen på mit mest sårbare sted.

Indtil jeg omsider ikke behøvede at lukke øjnene længere.

Mandagsnabogåtur

“Jeg tror jeg har fundet en måde som vi naboer kan lave noget sammen på så vi kan lære hinanden bedre at kende: Vi kan gå en tur i skoven sammen en gang om ugen. Altså dem der vil. Det ville være godt for foreningen hvis vi faktisk vidste hvem vi boede sammen med. Tror du det kunne lade sig gøre? Kan vi to gå sammen til en start og så skrive et brev til alle og invitere dem med? Var det en idé?”

Sådan nogenlunde sagde en nabo til mig over en kop kaffe en gang i februar, og jeg syntes det var en fabelhaft idé som fortjente stor opbakning. Som sagt, så gjort. Vi gik en testtur, skrev et brev og nu er der afgang fra vaskeriet hver mandag kl. 16 for dem der vil med, og der kommer stadig nye til. Vi går omkring 5 km, vi snakker (eller lytter), vi sveder (mere eller mindre), og vi finder nye veje til stor fornøjelse for alle.

Vi bor til leje, husene er små og visse områder er det rene Klondike i nogle menneskers øjne, men man skal ikke skue hunden på hårene. Det skorter i hvert fald ikke på menneskelige ressourcer her; det er blevet helt klart og tydeligt for mig – og hvor rig er man ikke også lige med sådan en skov som sin egen baghave?

Nogle af familierne har boet her i generationer, og de har mange gode historier at fortælle fra for meget længe siden. For eksempel har en nabo fortalt mig at jeg bor i jordemoderens hus – intet mindre! Det synes jeg er sjovt at tænke på – lidt forløsningsenergi er ikke sådan at kimse ad ;-).

Prototype og håndlavet masseproduktion

Etiketøvelse

Nåmen. Man skal jo have tiden til at gå, så jeg har sat etiketter/nye etiketter på langt de fleste af mine indlæg i løbet af den sidste gode uges tid. Jeg har skimmet hele gøgemøget her på stedet igennem, og det har taget en krig, men nu er det gjort.

Det har ellers godt nok været en interessant øvelse, så har jeg ikke sagt for meget! Sådan lidt i stil med at livet forstås baglæns, men tydeligvis må leves forlæns, også på en blog .. uanset at jeg selv mener at jeg gennemgående er meget omhyggelig med først at skrive om noget, stort eller småt, når jeg kan mærke en vis distance og tror mig nogenlunde sikker på ikke at være alt for affektramt og dermed selvudleverende. Åha ..

I øvrigt og heldigvis er processen blevet forhalet af at jeg har måttet ligge på langs med et maveonde i dagevis, så jeg har måttet etikettisere i små portioner. Ellers var jeg måske brændt sammen inde i hovedet eller noget, af bar selverkendelsesoveranstrengelse. Lære noget, det kan man nemlig heldigvis altid, uanset hvilke ligegyldigheder man beflitter sig med!

*
Hvis du ser denne blog i en feedlæser der hele tiden viser det senest opdaterede indlæg fra hver blog, så har du nok haft en “fest” med alle disse mine indlæg — undskyld, men det var nødvendigt (for min sjælefreds skyld)!