Det er overalt i nyhederne og på de sociale medier: I dag er det 50 år siden Martin Luther King holdt sin berømte og meget virkningsfulde borgerrettighedstale, hvor han blandt andet gentog ordene “I have a dream” med så stor retorisk gennemslagskraft at de – heldigvis – giver genlyd endnu og får stor opmærksomhed fra intet mindre end verdenssamfundet i disse dage.
En passage i talen, som ikke indeholder de berømte ord “I have a dream”, men som for mig alligevel er helt central, lyder sådan:
“But there is something that I must say to my people, who stand on the warm threshold which leads into the palace of justice: In the process of gaining our rightful place, we must not be guilty of wrongful deeds. Let us not seek to satisfy our thirst for freedom by drinking from the cup of bitterness and hatred. We must forever conduct our struggle on the high plane of dignity and discipline. We must not allow our creative protest to degenerate into physical violence. Again and again, we must rise to the majestic heights of meeting physical force with soul force.
The marvelous new militancy which has engulfed the Negro community must not lead us to a distrust of all white people, for many of our white brothers, as evidenced by their presence here today, have come to realize that their destiny is tied up with our destiny. And they have come to realize that their freedom is inextricably bound to our freedom.
We cannot walk alone.”
(Uddrag af Martin Luther Kings tale på Lincoln Memorial i Washington den 28. august 1963, klippet herfra. Du kan læse talen i dansk oversættelse af Lis Garbers og Sten Høgel på DR’s hjemmeside).
I denne passage beder King om at de sorte borgerrettighedsforkæmpere ikke falder i samme hul som de hvide rascister, giver efter for hadet til hvide mennesker generelt og forfalder til at bekæmpe dem med fysisk vold. Han taler tværtimod for at lade kampen foregå med værdighed og sjælelig styrke i en kreativ proces idet vi forstår at vores skæbner er forbundne, at den ene parts frihed afhænger af den andens samme.
Det er selvfølgelig frit og personligt formuleret og fortolket, men jeg forstår Kings ord som en indtrængende bøn til tilhørerne om ikke at tænke i “dem og os”, men i det “vi” der på et højere plan vidner om indsigt i at vi alle indeholder alle menneskelige muligheder, og at det vi lidenskabeligt er frastødt af hos andre, er det hos os selv vi ikke kan rumme i bevidstheden og dermed ubevidst skyder ud af vores egen person eller gruppe og over på andre som tilsyneladende afviger fra os og er anderledes, så vi kan se ned på det, undertrykke og hade det dér (og føle os bedre og mere rigtige selv). Skyggen, er det det handler om, med et andet, men helt præcist ord.
De sorte bærer de hvides kollektive skygge i de tilfælde hvor en gruppe hvide er fælles om lidenskabeligt at lægge de sorte for had, hvilket er den situation King taler ind i. Den kreative protest King taler om i citatet, er for mig det samme som den bevidstgørelsesproces som den amerikanske befolkning har påbegyndt og skal fortsætte for at skabe konkret lighed og frihed for alle grupper i samfundet, uanset race, religion, køn mv., og som kan kaste lys over den kollektive skygge i så tilstrækkeligt omfang at uligheden ophører på et sjæleligt niveau.
Jeg synes vi som menneskehed stadig har så smerteligt og forfærdeligt meget at lære, og at Kings budskab stadig er topaktuelt. Vi kaster stadig vores skygge på grupper af mennesker i samfundet som vi mener er dem og ikke os – muslimerne, jøderne, kvinderne, mændene, de indadvendte, de fattige, de homoseksuelle, de tykke og så videre og så videre. De konkrete udtryk og konsekvenserne varierer naturligvis i omfang og styrke, og de sortes lidelseshistorie er uomtvisteligt blandt de allermest uhyrlige, men i princippet slynger en aktiv, kollektiv skygge os altid ind i en selvforstærkende, destruktiv nedadgående spiral som vi kun med en sjælelig kraftanstrengelser kan kravle tilbage op ad. Til den bevægelse har vi stadig, måske mere end nogensinde, brug for Kings ord og tankegang. Det tror jeg på.
På et tidspunkt stødte jeg via en facebook-ven på nogle digte skabt af Nina Katchadourian ud af omhyggeligt arrangerede bogtitler. Jeg kunne ikke dy mig for at prøve at lave nogle selv og flåede bøger med egnede bogtitler ud af mine reoler og puslede rundt. Et af resultaterne blev som følger (jm red. 2021: Billedet mangler, det er gået tabt):
REND MIG I TRADITIONERNE
JEG HAR SET VERDEN BEGYNDE
PROCESSEN
Vejen hedder IKKE-VOLD
Martin Luther Kings bog “Vejen hedder IKKE-VOLD”, der har originaltitlen “Strength to love”, ligger nederst, hvilket bærer en fantastisk symbolik for mig: Under de politiske intentioner om at skabe lighed og frihed for alle, under den praktiske gennemførelse af de idealistiske og de politiske hensigter i samfundet, skal vi hver især finde styrken til at elske. Vi skal først og fremmest elske os selv i så tilstrækkeligt omfang at vi ikke projicerer de sider af os selv vi ubevidst ikke kan forlige os med, over på andre og hader og bekæmper dem dér, men elsker andre som vi elsker os selv. Det er det fundament vi skal lægge vores kræfter i at skabe og vedligeholde, hvis vi vil fred, lighed og frihed for alle.
