Med vandet som bærende element

Hvad er vigtigst?

  • At kunne forklare eller at kunne forandre?
  • At lave gode præstationer eller at have gode relationer?

De to spørgsmål har udkrystalliseret sig efter en formiddag med P1-podcasts som rigtignok handlede om meget mere end dét, men alligevel .. Jeg ved selvfølgelig godt hvad de “rigtige” svar er for mig, men lever jeg dem? Lur mig om jeg ikke tænker ét og gør noget andet.

Det startede egentlig med at jeg kom til at tænke på en kvinde jeg engang kendte og holdt af. Hun begyndte at male akvareller, og med risiko for at forsimple historien vil jeg mene at det førte til at hun forlod mand og barn og flyttede til den anden ende af landet for at male og være sammen med en ny mand som forstod at hun ville male og ikke være portvagt eller serviceassistent eller hvad det nu var hun arbejdede som når hun ikke lavede mad eller vaskede tøj eller ryddede op derhjemme. Og så kom jeg i tanke om at hun, inden hun flyttede så vanvittigt langt væk, forærede mig en æske med de fineste, håndplukkede akvarelfarver. Vel sagtens fordi hun gerne ville dele sin glæde med mig, tænker jeg. Der står WINSOR&NEWTON på æsken – det ved jeg til gengæld med sikkerhed, for jeg har fundet den frem igen fra en kasse i kælderen. Gulnet på ydersiden, men med næsten helt ubrugte farvebrikker indeni.

I dag er en god dag at tage imod hvad en gammel ven prøvede at dele for 20 år siden!, tænkte jeg. Måske med lidt god radio i ørerne samtidig. Og så blev det til at formiddagen gik med at blive en hel del klogere først og fremmest på min egen glæde, men også på mine egne begrænsninger, hø, og på de to store spørgsmål som jeg skrev allerøverst.

Menneskenes internationale kampdag for kvindelighed

For tre dage siden hørte jeg en mand udtrykke sin væmmelse og vrede over at se tykke kvinder spise is.

For to dage siden hørte jeg en mand stolt proklamere at han havde indskærpet over for sin kone at hun skulle være sikker på at hun ville bruge en bestemt ting hun gerne ville købe (for egne tjente penge), for ellers var det som at smide penge ud af vinduet, og det går jo ikke, og han gad heller ikke have alt det lort stående i sit hus.

For de samme to dage siden hørte jeg en mand sige til sin kone at hun bare lige skulle vide at han altså ikke kunne hjælpe hende med det hun var i gang med på computeren, så måske skulle hun hellere stoppe mens legen var god.

I går deltog jeg i en samtale med tre hårdtarbejdende kvinder om rengøringsniveauet i vores hjem og om vores børns tilbøjelighed til at ignorere alle ordrer om at rydde op efter sig. Jeg hørte (og fortalte) ikke bare sjove anekdoter, men registrerede også skammen over ikke altid at have overskud til at holde huset pinligt rent og ungerne dydige.

Og for fem timer siden blev jeg selv kaldt svag fordi jeg ikke tjener ret mange penge.

Alle de her små klip fra virkeligheden er taget helt ud af kontekst, men uanset at de måske kunne forsvares i deres rette sammenhæng, så har de alle for mig en kedelig bismag af noget der minder om kvinde(ligheds)undertrykkelse. Mændene i de tre første klip er hver især overbeviste om deres egen kolde kontrol over lyst og krop, om kritisk og rationel tankegangs gyldighed i enhver situation, og om deres økonomiske og tekniske magt. Kvinderne i det fjerde sætter ikke spørgsmålstegn ved deres eneansvar for hjemmets og børnenes beskaffenhed, og personen i det femte har en klar idé om hvad menneskelig styrke og svaghed er.

I dag er det kvindernes internationale kamppdag, og jeg synes stadig der er meget at kæmpe for. Hver eneste dag oplever jeg noget som får mig til igen og igen at tænke at det er slående at den traditionelle mandlige måde at opfatte tingene og argumentere på er så fuldstændig uimodsagt. Det foregår både i mit eget hoved og i min omverden, og det forekommer mig at vi alle, og her mener jeg både mænd og kvinder, går rundt i en slags hjernevasket tilstand hvor det traditionelt kvindelige måske nok er sødt, kært, underholdende og behageligt, men ikke helt til at tage alvorligt. I sidste ende synes vi at være nærmest enige om at rationelle argumenter og den konkrete virkelighed selvfølgelig må veje tungest, og at det er i denne sfære det afgørende ord skal findes.

Ud fra dette betyder kvindekamp for mig ikke kun en politisk, lovgivningsmæssig og i det hele taget ydre kamp, men også, eller måske snarere, en psykologisk og spirituel opgave som vi alle må tage på os. (Dette ligger helt i forlængelse af mit forrige indlæg). Opgaven vedrører både mænd og kvinder, for undertrykkelsen af kvindelighed er ikke kun det ene køns problem, det er menneskehedens problem. Hellere end at tale om kvinder og mænd synes jeg vi skulle tale om kvindelighed og mandlighed ud fra den opfattelse at begge dele findes i os alle. Vi har som mennesker bevæget os ud ad en sti (eller ned ad et skråplan) hvor det traditionelt mandlige er blevet gjort mereværdigt, og det traditionelt kvindelige mindreværdigt, og det er en stor ulempe og hæmsko for os alle sammen, fordi det gør dele af enhver personlighed uanset ydre køn mindreværdige pr. automatik.

Jeg opfatter det sådan at vi er kommet rigtig langt på det politiske og samfundsmæssige niveau med hensyn til at sikre kvinder ligeret, og jeg tror at den sidste del af vejen for at sikre at ligeværdighed mellem mænd og kvinder bliver forankret i vores indre, i vores sjæl, kun kan opnås ved at arbejde med netop vores sjæl. Hver især og sammen. Det er et fokus som vi efter min mening kunne have glæde af at blive stillet ind på allesammen, og derfor synes jeg egentlig at vi passende kunne omdøbe den 8. marts til “Menneskenes internationale kampdag for kvindelighed”.

Den fremtrædende angst for at træde frem

Nå, nu har kvinden i rødt vist stået dér med udslagne arme og et saligt grin længe nok.

Mine arme er kommet ind på plads, og de er blandt andet blevet brugt til at holde bogen Morgianesyndromet. Om kvinders angst for at træde frem som jeg har læst i den forgangne uge, og som er skrevet af psykoterapeut og mag.art. i litteraturvidenskab Lise Winther-Jensen. Den har gjort mig temmelig meget klogere, både på mig selv og mine personlige vanskeligheder, og på det at være kvinde i vores tid og kultur.

Jeg hørte først om bogen i Vita på p1 den 9. februar og følte mig ganske truffet af Lise Winther-Jensens karakteristik af kvinder (og mænd) der lider i livet på grund af forhold som hun samler under begrebet morgianesyndromet. Morgianesyndromet er karakteriseret ved at personen lider under en både kulturelt og personligt funderet tvivl om og nedvurdering af kvindekønnet, en angst for at udtrykke sig og handle på egne vegne og en destruktiv svingen mellem almagts- og afmagtsfølelse.

(Morgiane er Ali Babas slave, en begavet og handlekraftig kvinde som dog kun er i stand til at bruge sine gode evner i Ali Babas tjeneste og ikke på egne vegne).

En af Lise Winther-Jensens hovedpointer er at der er afhængighed mellem indrestyring og narcissisme, hvilket jeg meget kort udtrykt forstår som at det at kunne handle ud fra egne behov og ønsker på en hensigtsmæssig og målrettet måde så man udnytter sine potentialer og i det hele taget får det ud af livet som man ønsker og har behov for, er forbundet med at være i kontakt med den primære (konstruktive) narcissisme som Lise Winther-Jensen definerer sådan:

“Jeg tror, at alle nyfødte børn, der ikke har sultet eller lidt anden fysisk overlast som fostre, har en forventning om, at de må være her, og at de vil blive taget imod.

Denne forventning er den primære narcissisme. Forventningen om at måtte eksistere og blive taget imod er ubetinget konstruktiv, og vi kan søge tilbage til den.”

Eller kortere formuleret: “Jeg er god nok, som jeg er, og jeg har ret til at være her, fordi jeg er her.” (min kursivering). Denne overbevisning kan vi finde igen hvis den er fraværende – og det er den tit, især for mange kvinder fordi de alene i kraft af deres køn oplever sig som mindreværdige.

Jeg synes at Lise Winther-Jensen i sin bog sætter fingeren på noget som jeg dels kender særdeles udmærket fra mig selv, og som jeg dels ud fra min fornemmelse er enig med Lise Winther-Jensen i ser ud til at være fælles for rigtig mange kvinder, og som ikke kun har personlige årsager og er et personligt problem for den enkelte kvinde, men som i høj grad også har samfundsmæssige årsager og er et samfundsmæssigt problem.

Det har været en god bog for mig at læse, og jeg er meget glad for at jeg er stødt på den – omend jeg også synes den er lidt uensartet og rodet, men det er en biting. Jeg har haft større glæde og udbytte af at læse visse afsnit end andre, men det skyldes måske mere mine begrænsninger og interesser end bogens egenskaber, det ved jeg ikke lige i skrivende stund. Under alle omstændigheder synes jeg klart den kan anbefales som en meget indsigtsfuld og støttende bog, lige som jeg synes Vita-udsendelsen er værd at lytte til.

Du kan også læse om bogen i en artikel på kristeligt-dagblad.dk her.

Et puf mod sang og kaffepletter

Jeg arbejdede engang sammen med en musiklærer. I frikvartererne kunne jeg ofte se hende gennem glasvæggen ind til rygerafdelingen med en kaffekop i den ene hånd og en smøg i den anden, eller begge dele i samme hånd, måske i ivrig samtale med en kollega, måske i færd med at gennemrode sin taske der indeholdt en anselig mængde løse papirer og ikke så meget andet – så vidt jeg der gik rundt med en taske med mapper, penalhus og indbundne bøger, undrende kunne se.

En dag skulle jeg være med i en af hendes musiktimer i en tredjeklasse.
“Goddag, 3. B, så skal vi til det igen .. hvad skal vi finde på i dag?”
Rode, rode i tasken.
“Jov da, jeg tror simpelthen vi tager denne her! Der er godt nok nogle kaffepletter på den, men skidt nu med det ..”

Og så hev hun et krøllet stykke papir med brune ringe op af tasken, glattede det lidt ud og satte det i klaverets nodeholder. De første toner blev slået an og ungernes småsnak og skramlen holdt op på et øjeblik. Og så sang de, af deres lungers fulde kraft, så jeg i hvert fald aldrig havde hørt noget lignende. Om Puff, dragen som man ikke længere kan lege med fordi fantasien er væk, og man aldrig bliver som et barn igen.

Syngeriet fortsatte med andre gode sange timen ud, så vidt jeg husker, med papir efter papir med krøller og pletter i nodeholderen. Siden har jeg tit sunget Puff for mig selv, mærket længslen nok engang og tænkt at ja, bare man da for fa…. kunne sk… på de kaffepletter!

*
(Det er mange år siden, og musikundervisning er ifølge mine børn en ganske anden sag i dag. For at slå bro over tidsgabet kommer Puff her i en meget moderne udgave):

Mellemtiden

Jeg sidder lige et øjeblik alene med en kop kaffe. Forsøger at finde mig selv midt i alle forventningerne, rollerne og mønstrene.

Jeg elsker juletiden, jeg synes det er den fineste tid på året. Men det er også en periode hvor der nemt kan opstå en direkte linje til de lag i psyken som for det meste befinder sig under bevidsthedstærsklen. Det kan gøre juletiden til en meget krævende tid hvor vi bevidst eller ubevidst overbebyrdes med informationer om de relationer vi er i, og om de strategier vi benytter for at beskytte os mod at opleve den enorme smerte der er forbundet med at være alene og ikke høre rigtigt til. Den oplevelse tror jeg jeg deler med mange andre mennesker.

Alle børn samarbejder med deres forældre for at undgå at blive udstødt af familien eller opleve sig selv som forkerte eller uønskede, og disse samarbejdsstrategier tager vi med os videre i livet, og måske bruger vi dem til stadighed når tingene spidser lidt til.

Min foretrukne strategi er at gøre mig så usynlig og så praktisk nyttig som overhovedet muligt i situationer hvor jeg kan mærke at der ikke er plads til præcis den jeg er. Eller hvor jeg tror og forestiller mig at der ikke er plads, og hvor angsten for at ende udenfor er meget nærværende. Og der er måske ikke noget tidspunkt hvor det bliver mere tydeligt end ved juletid. Der skal ikke mange familiebesøg eller -samtaler til før jeg gør, tænker og føler omtrent som Janne 10 år ville have gjort – lige bortset fra at jeg er blevet noget mere øvet ud i det praktiske siden da. Det er udmattende, nedtrykkende og ind imellem også til at blive grundigt vred over, men det er også et spejl som jeg – hvis jeg tør åbne øjnene – kan lære rigtig meget af at kigge i. Så det prøver jeg. Mens jeg nyder alt det gode ved julen og i øvrigt venter på nytåret og på at tingene falder lidt til ro og det bliver hverdag igen.

Om anderledeshed

Jeg står og hælder vand på kaffen. Jeg har taget min nye termokande i brug, den som jeg købte forleden på bytur sammen med en veninde, og som jeg har ønsket mig længe. Den er turkisfarvet, og kaffen dufter godt. Der var 50 procent i rabat på udvalgte (usælgelige) farver, men jeg kan godt lide turkis. Lige for tiden. Det er en del af den farverundtur jeg har været igennem de sidste år, tror jeg.

Som jeg står dér, hører jeg noget i radioen om at indføre nye love eller regler angående en gruppe mennesker i samfundet som er til stor fare for en anden gruppe. Måske har manden ret i noget af det han siger, jeg ved det ikke. Men jeg kan lugte angsten og ønsket om kontrol sive ud af radioen og blande sig med kaffeduften. Mine tanker finder deres egne veje væk fra den konkrete sag, og denne sene, langsomme feriemorgen er pludselig ikke den samme mere.

Jeg kender godt frygten for det der er anderledes, både min egen og andres. Men af en eller anden grund er jeg mest tilbøjelig til at spekulere over andres frygt denne morgen. Og min egen anderledeshed. Og på hvor relativt alting er.

Jeg bor nord for København i en kommune med forholdsvis velstående indbyggere, som for de flestes vedkommende har begge ben solidt plantet i et krævende arbejds- og forbrugsliv. Set på den baggrund er jeg anderledes, og jeg mærker af og til andres frygt i mødet med noget som de ikke forstår, når de møder mig og mit. Sådan tolker jeg det i hvert fald.

Tag et kig ind i min materielle verden. Den er præget af genbrugsting, arvesager og kompromisløsninger, og jeg lever generelt forholdsvis nøjsomt. Det forholder sig ikke sådan fordi jeg er en meget bevidst forbruger, eller fordi jeg er særligt optaget af ideer som simple living eller bæredygtighed. Det kan jeg på ingen måde rose mig af.

Nej, det forholder sig sådan af en slags nødvendighed, som jeg har opdaget at kun de færreste forstår. Jeg har ikke tjent ret mange penge i mit liv, og dem jeg og min mand (jo, jeg er meget privilegeret!) har haft mellem hænderne, er blevet prioriteret på en måde som ikke har givet overskud til mange materielle goder, sammenlignet med familierne omkring os i hvert fald. Det har været et valg, og valget er faldet sådan ud ganske enkelt fordi jeg ellers ikke troede jeg ville overleve i eksistentiel forstand. Jeg måtte stoppe op og lytte da jeg på et tidspunkt i mit liv ikke kunne undgå at mærke hvor dårligt jeg trivedes, og hvor skidt jeg fungerede i mine relationer, for jeg havde oplevelsen af at jeg var ved at gå til grunde og trak mine nærmeste med mig under jorden.

Dén materielle situation kan jeg godt mærke at nogle mennesker bliver usikre over at komme tæt på. Mit valg og mine prioriteringer er så anderledes, så fremmede, at det er helt skræmmende, tror jeg. Mon hun ikke selv kan se det, og hvordan kan hun dog være sig selv bekendt? Det er jo helt synd! Sådan fantaserer jeg at de siger når jeg ikke hører det. Til dels som et ekko af nogle af min barndoms stemmer der lever i mig endnu, det ved jeg godt, men jeg tror nu ikke det er helt ved siden af i visse tilfælde.

Men altså, det er jo ikke ‘mig selv’, det er bare min bolig, mit tøj, mit lønarbejde og så videre. Og jeg kan faktisk helt og fuldt være det hele bekendt, for min gamle, slidte sofa egner sig udmærket til det i mine øjne mest værdifulde i tilværelsen: en dyb samtale. Jeg giver gerne et måltid mad til – sådan er det heller ikke – men den dyre gourmetmiddag serveret af den perfekte, allestedsnærværende værtinde må mine gæster kigge langt efter.

Kaffen er færdig, og jeg skænker uden et dryp til mig selv i min helt personlige kop som jeg engang har fået af nogle kolleger. Det er den fineste kop i huset. Jeg bruger den hver dag og vasker den op i hånden. Og så tænker jeg på de mennesker der har givet mig den.

Jeg nipper forsigtigt til den varme kaffe. Den smager lige så godt som den dufter.

Inanna, himlens og jordens dronning

For et stykke tid siden drømte jeg noget som jeg blandt andet fik associationen “Inanna” til. Jeg vidste ikke helt med det samme hvorfra jeg kendte navnet, og hvad det stod for, men lidt googlen frem og tilbage ledte mig på sporet af den Inanna der var gudinde for omkring 4000 år siden i den højt udviklede bystatskultur Sumer. Bystaterne lå syd for det nuværende Bagdad mellem floderne Eufrat og Tigris. Desuden fik jeg den tanke at jeg måske havde hørt om Inanna i et foredrag eller en bog af Pia Skogemann og så glemt det igen, for ret hurtigt dukkede denne bog op i søgningerne:

 

Inanna
Himlens og jordens dronning
Myter og hymner
Gendigtning Suzanne Brøgger
Efterskrift Pia Skogemann
Illustrationer Peter Brandes
 
Jeg følger næsten altid “forslag” til mit personlige pensum som dukker op indefra, så jeg måtte op på cyklen og forbi biblioteket for at få fat i bogen, der heldigvis var hjemme, så jeg kunne forfølge Inanna-sporet.
 
Nu har jeg læst den, og jeg synes det en fantastisk bog. Jeg har nydt Suzanne Brøggers gendigtede udgaver af tekster der er fulde af saft og kraft, vid og kærlighed til livet. Og jeg har med interesse læst Pia Skogemanns fyldige og oplysende efterskrift og rejst med flere tusind år tilbage i tiden til en epoke jeg kun vidste meget lidt om i forvejen, men hvor jeg på forunderlig vis genfandt noget af min egen nutid.
 
De udvalgte tekster er meget varierede og dækker over flere genrer, der tilsammen giver et repræsentativt indtryk af Inanna som en meget kompleks gudinde. Inanna, “herskerinden; indbegrebet af alt skønt kvindeligt, frue over det dyrkede land og husdyrene, menneskenes gudinde, kærlighedens og krigens”, beskrives indgående af Pia Skogemann, der også slutter et længere afsnit i efterskriftet sådan:

 

“Inanna er umiddelbart fascinerende for en moderne kvindebevidsthed, fordi hun fremstår som selvstændig, aktivt handlende og med en avanceret viden om sin egen seksualitet. Hun hylder seksualitetens mangfoldighed: homoseksuelle, hermafroditter og transseksuelle stod under hendes beskyttelse. Hun provokerer og udfordrer vores konventionelle forestillinger om det kvindelige, for hun har også en række attributter, som vi almindeligvis tilskriver mænd eller det mandlige. Hun er aggressiv, ambitiøs, assertiv, autonom, autoritativ, androgyn – men altid attraktiv”.

Det er egentligt kun meget lidt illustrativt at komme med et kort citat fra en af de forskelligartede myter og hymner her. Alligevel kommer her et billede af de sidste strofer i Suzanne Brøggers afsnit af bogen:

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Stroferne er de sidste i tempelhymnen Inannas herliggørelse, og Pia Skogemann skriver at den “er forfattet af verdenshistoriens ældste navngivne digter, ypperstepræstinden Enheduanna. Hun levede ca. 2285-2250 f. Kr. Det er en helt enestående tekst, der til forskel fra de andre tekster i denne bog lader os ane en individuel kvindelig forfatterpersonlighed.”

 
Personligt synes jeg også det er den smukkeste af teksterne, og for mig, som jeg opfatter det, virker denne hymne som et slags bindeled mellem gudinde og kvinde. Jeg har lidt svært ved at sætte ord på det, måske mærker jeg blot et sted i systemet at denne hymne med Pia Skogemanns ord er skrevet af “en helt usædvanlig person. Hun har integritet, mod og handlekraft – hendes historie forbliver usvækket populær, og hendes hymner kopieres i skriverskolerne i tusind år”. Den er stadig fuld af en skabende kraft.
 
De andre myter og hymner er dog også smukke; jeg oplever det som om hver tekst har sin egen rytme og stemning som skal mærkes i kroppen. Inanna, himlens og jordens dronning skal nydes i stilhed og eftertænksomhed når det er tid til det. For den enkelte. Synes jeg.