Tag: Livsforståelse

Om spil

“Du giver, 13 kort til hver, og så starter den til venstre for dig med at spille ud og så videre rundt med uret. Altid med uret. Jeg læste godt nok engang i Illustreret Videnskab at vi mennesker foretrækker at gå mod uret hvis vi skal gå rundt, men sådan er det ikke her. Med uret. Regel nummer ét. Det er jo ikke nogen romersk væddeløbsbane, vi er da heldigvis nået længere end det”.

Og sådan kan vi spille i lang tid. Tiden går ufattelig hurtigt når man er optaget af et godt spil. Og hvis man overholder reglerne, så går tiden ligefrem behageligt, for så kan vi grine og ærgre os og triumfere uden at tage ansvar for noget som helst. Selv. Og uden at give ansvar. Til de andre. Så er der rene linjer og vaskede hænder.

Vi skal bare overholde spillereglerne, det er såmænd det hele. Ligeud. Ad landevejen er det, ja.

Jeg kan faktisk bedst lide hjerter, men det er noget pjat at sige. Klør er trumf. Krads, krads. Jeg kan ikke lide klør, men det er irrelevant. “Stik nu bare med den klør bonde du har siddende dér, så vi kan komme videre”.

Og sådan kommer vi videre. Ligeud ad landevejen, tror jeg nok. Jeg kan under alle omstændigheder kun se så langt frem at stykket ser lige ud uanset hvad. Og det er jo godt nok, tænker jeg.

Der er bare én ting der undrer mig. Jeg kan ikke forstå hvorfor der er nogen der ikke gider være med, og som hellere vil sidde i køkkenet og snakke hele aftenen. De råber nogle gange så højt om gud ved hvad at man ikke kan høre det hvis nogen siger pas.

Yalom og livets fire ultimative temaer

Som jeg skrev for ca. en måned siden, har jeg været fuldstændig optaget af at læse Irvin D. Yaloms bog “Eksistentiel psykoterapi”. Den har gjort et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg er nu det sted i processen hvor jeg vender tilbage til den igen og igen for at tygge drøv på den ene lille bid efter den anden.

Yaloms bog er en stor bog på alle måder, efter min opfattelse, og jeg skal ikke begive mig ud i at opsummere hvad han skriver i bogen som helhed. Her er det “officielle” rids af bogens indhold, som man finder hvis man søger bogen i netboghandler, fx Gyldendal og Saxo:

 
“Bogen tager udgangspunkt i det, Yalom beskriver som de fire “ultimative livstemaer” – død, frihed, eksistentiel isolation og meningsløshed. Han viser, hvordan disse livstemaer manifesterer sig i personlighed og psykopatologi, og hvordan erkendelse af dem kan være en hjælp i såvel den normale udvikling som i forbindelse med psykoterapi.”
 
Bogen er forholdsvis let at læse. Yalom er en dygtig formidler, og han bevæger sig gennem sine tanker og inddrager sin (enorme) viden i et letforståeligt sprog uden fagtermer. Selvom man – som jeg – bare er almindeligt interesseret i emnet og ikke har særlige forkundskaber, kan man sagtens læse den. (Man kan faktisk slet ikke holde op når man først er i gang ..).
 
Yalom er skånselsløst “sartresk” i sin opfattelse af vores frie vilje og eksistentielle ansvar, lad det være en lillebitte advarsel på forhånd. Der er ingen “gud” i Yaloms univers. Det kan godt virke brutalt, især hvis man tumler med svære ting og ikke kan se vejen ud, og jeg blev faktisk ret forskrækket eller provokeret over visse afsnit. Jeg er dog enig med Yalom i det meste, og fandt – da jeg lige havde trukket vejret – lindring for de tanker der var sværest at sluge, i nogle af Yaloms egne senere afsnit.
 
Under alle omstændigheder er der så ufatteligt meget at hente i “Eksistentiel psykoterapi”, at jeg gerne vil anbefale den generelt til alle som søger dybere og ikke er tilfredse med et liv på overfladen – derfor disse ord.
 
Til sidst et par klip fra bogens afsnit “Ansvar og eksistentiel skyldfølelse” (side 292-302) som jeg personligt er meget optaget lige nu, nemlig tanken om en helt særlig dimension af skyldfølelse som vi, tror jeg, tit overser, nemlig den som udtrykkes i dette korte citat:

“Man kan ikke alene være skyldig i forsyndelser mod andre eller mod moralske eller sociale normer, men også skyldig i forsyndelser mod sig selv“.

Tanken udfoldes, og Yalom inddrager blandt andet Otto Ranks tanker om “fænomenet”:

“.., at når vi hindrer os selv i at leve for hurtigt eller intenst, i at folde os helt ud, føler vi os skyldige på grund af det ubrugte liv, det ulevede liv i os“.

Yalom trækker tråde til mange andre i sit afsnit, blandt andre Kierkegaard, og inddrager også en mere poetisk fremstilling af problematikken, nemlig denne af Susya:

“Når jeg kommer i himlen, vil de ikke spørge: ‘Hvorfor var du ikke Moses?’ Nej, de vil spørge: ‘Hvorfor var du ikke Susya? Hvorfor blev du ikke den, kun du kunne blive?'”

Se, det er for mig et rigtig godt spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig at besvare (eller udelukke) før jeg kommer i himlen. Og en del af arbejdet tror jeg allerede er gjort ved overhovedet at stille det på forhånd.
 
 
—
 
Jeg skylder Anna T. en stor tak for at have foreslået mig at læse “Eksistentiel psykoterapi”.

Den altid anderledes anden

Dagene går. Jeg befinder mig i sommerens uendelige univers, hvor mine børn driver rundt den ene dag efter den anden og smitter mig med deres stædige ophævelse af både tid og retning.

Jeg er optaget af at læse “Eksistentiel Psykoterapi” af Irvin D. Yalom. Optaget er måske mildt sagt, jeg er fuldstændig fanget og benytter ethvert stille og ledigt øjeblik til at indtage endnu en bid af denne fantastiske bog. Måske skriver jeg om den på et andet tidspunkt når jeg har slugt den sidste mundfuld og indtrykkene og tankerne har samlet sig lidt – lige nu skovler jeg bare ind.

Af en eller anden grund trængte en anden persons ord dog igennem her til morgen, og nu har jeg ledt efter og fundet dem. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor jeg huskede dem, jeg er ikke bevidst om anledningen, men det gør dem ikke mindre rammende og sande i mine øjne. De er hermed delt med jer:

“Selv det menneske,
som vi mener at kende allerbedst,
og som selv bekræfter over for os,
at vi forstår det helt til bunds,
er i grunden fremmed for os.
Det er anderledes.
Og det yderste og bedste,
vi formår at gøre,
er i det mindste
at ane dette Andet,
at agte det,
og at vogte os
for den voldelige stupiditet
at ville tyde det”.
C.G. Jung, citeret i “Forståelse fremmer samtalen” af Preben Grønkjær.
Fortsat god sommer derude til alle jer fremmede :-).

Meta-

Det har været
forvirrende
skræmmende
pirrende
græmmende
 
Der har været
kasten sig ind
trækken sig ud
væk med en vind
koldt vand og lud
 
Men nu er jeg her igen, og jeg tror jeg lidt bedre ved hvad jeg vil, og hvad jeg kan (holde til) i forhold til det at blogge. Jeg har forsøgt at gøre det tydeligere i sidebaren hvad mine særinteresser i livet er, for jeg må lægge mit fokus på dem, det er klart for mig nu. Jeg ved at jeg snævrer ind og tegner en smal sti, og jeg mærker da også frygten for at miste andres interesse eller velvilje. Men hvis jeg ikke synligt vælger, mister jeg mig selv, og intet i livet (så længe det varer) kan være værre end det.
 
Jeg har engang læst et sted at mennesker med min typologiske profil ”.. constantly define and re-define the priorities in their lives”. Det passer vist egentlig meget godt på mig, og jeg laver sikkert også om på tingene igen efter dette. Lige nu føler jeg dog jeg har fået arrangeret mig her på stedet på en måde som giver mening for mig og ro i sjælen for en stund.
 
*
I skrivende stund sidder jeg på terrassen og kigger ud over vores lille have. Solen skinner fra en skyfri og meget, meget blå himmel. I en balje ved siden af mig kan jeg se nogle solsikkehoveder fra min mands fødselsdagsfest lyse i den guleste farve jeg kender.
 
Jeg får øje på vores kat i skyggen under æbletræet, den ligger dér som en anden zenbuddhist. Et insekt kommer forbi, og katten eksploderer i et spring 1½ meter op i luften for to sekunder senere at se ud som om ingenting er hændt. Jeg griner.
 
Måske er ingenting hændt. Måske er alting som det altid har været. Måske har jeg bare åbnet mine øjne.

Visdom i ugeblade

Forleden fik jeg en stak ugeblade af en veninde som selv havde fået stakken fra en anden og nu var færdig med den. Hvor herligt, tænkte jeg, så er der lidt at bladre i til kaffen i en ledig stund.

Og bladret, det har jeg. Og nydt at få inspiration til alle de små og store meget konkrete elementer som ethvert liv består af: Mad, tøj, bøger, musik, krop, håndarbejde, rejser og meget, meget mere. Dejligt afslappende og hyggeligt. Og i sig selv det hele værd.

Men jeg fandt også noget som satte spor i mine tanker på en helt anden og langt mere luftig måde. I “Søndag” har Nikoline Werdelin en brevkasse, og i hendes svar til læserne dukkede kloge ord op som tog mig væk fra ugebladets ellers lette univers og ind i et dybere. Prøv at høre tre løsrevne citater her:

Jeg fik en bog anbefalet i efteråret, som jeg har meget glæde af. Den hedder “De fire leveregler” (forlaget Borgen), og de fire regler er baseret på gammel toltetisk visdom og følger her: 1) vær ren i dit ord 2) tag ikke noget personligt 3) lad være med at formode noget 4) gør altid dit bedste (…) Disse fire regler sender os tilbage til vores side af hegnet – og hjælper os til ikke at koncentrere os om motiver og svigt fra den anden side. (Søndag 13/2009).

(..)

En dag skulle du måske tale med din veninde om selv at sige ja til sin egen kerne. (…) Når vi angler efter perfektion – og overlader det til den ydre verden at anerkende vores eksistens og give os karakterer for vores bedrifter, er vi på et skråplan. Og det største vi formår at gøre her på Jorden, foregår jo ofte helt uden bevågenhed. (…) Prøv at læse St. Francis’ bøn højt for hende. Den er god at læse som en hensigtserklæring – også for os ikke-troende. Lad mig citere en smule af den: “…giv at jeg må trøste frem for at blive trøstet, forstå frem for at blive forstået, elske frem for at blive elsket. (Søndag 19/2009).

(..)

(…) må du huske det gode ord “Bless the others, change yourself”. (Søndag 19/2009).

Ærlig talt. Nikoline Werdelin er vist ikke nogen helt almindelig brevkasseredaktør. Nogle af hendes svar rækker langt ud over den konkrete situation som den spørgende læser står i, og ind i det almene/eksistentielle, hvor de bliver et svar til os alle. Jeg tror det kræver megen seriøsitet og vilje til forandring at tage hendes råd og vejledning til sig i al deres dybde. Til gengæld kan det måske blive startskuddet til en længere rejse for den der formår virkelig at lytte.

Jeg lytter. Og hvis en kærlig sjæl igen forærer mig nogle eksemplarer af “Søndag”, vil jeg straks bladre om på side 12-13.

—
Noter:

* St. Francis’ bøn i sin helhed som den står i folderen “Velkommen til Marmorkirken” (den findes mange udgaver, jeg holder selv mest af denne):
BØN TILLAGT FRANS AF ASSISI (1182-1226):
Herre, gør mig til redskab for din fred.
Hvor der er had, lad mig så kærlighed,
hvor der er krænkelse, tilgivelse,
hvor der er tvivl, tro,
hvor der er fortvivlelse, håb,
hvor der er mørke, lys,
hvor der er bedrøvelse, glæde.
Guddommelige mester, hjælp mig,
så jeg ikke så meget søger at blive trøstet,
som at trøste,
ikke at blive forstået, men at forstå,
ikke at blive elsket, men at elske.
For det er ved at give, at vi modtager,
ved at tilgive, at vi bliver tilgivet,
og ved at dø, at vi bliver født til evigt liv.

Midlertidigt bortkommen

Vejret er vildt. Det har regnet så meget de sidste mange timer at veje er lukkede, træer væltet og søer gået over deres breder. Jeg tænker at jeg hellere må følge den yngste i skole for en gangs skyld, og med den sædvanlige sidste-øjebliks-panik får jeg hevet et sæt gammelt regntøj ud af skabet og trækker det på.

Da jeg skal lægge mine nøgler i brystlommen på anorakken, mærker jeg at der allerede ligger noget. Min hånd finder noget velkendt, og det billede der dukker op, giver mig et sug i maven af ophidselse – kan det virkelig passe? Ja, det kan sørme. Op af lommen kommer en bilnøgle jeg ikke har kunnet finde i mindst et år, og som det har krævet en del logistisk arbejde i familien at undvære. Jeg kan næsten ikke tro det er rigtigt.

Vi får gummistøvler på og er klar til at gå. Da jeg vender mig mod døren, falder mit blik på en lille dims på gulvet. Jeg samler den op, og nu tror jeg nærmest jeg drømmer, for det er en længe savnet cykelcomputer som vi har ledt og ledt efter et utal af gange. Jeg forstår ikke hvor den nu kommer fra, men jeg står vitterlig med den i hånden, og jeg er efterhånden temmelig flyvende over at have fundet to skattede, forsvundne genstande på én gang en tilfældig regnvejrsmorgen.

Vi går af sted i regnen og blæsten og mærker verden. Jeg spekulerer lidt over hvorfor vi mon aldrig har fået bestilt en ny (godt nok meget dyr) bilnøgle eller købt en ny cykelcomputer, men jeg kender faktisk godt svaret: Jeg opfatter altid ting, der bliver væk, som midlertidigt bortkomne, og der skal virkelig gå lang tid, eller være tale om en helt uundværlig genstand, før jeg opgiver tanken om at den kan dukke op igen, og køber en erstatning. Jeg forestiller mig altid at tingen ikke er forsvundet helt fra jordens overflade, men blot ud af mit synsfelt, min berøringsflade eller bare min opmærksomhed. Selvfølgelig kan noget forsvinde for langt væk – blive kørt væk med affaldet og brændt, eller blive begravet et sted der først bliver tilgængeligt for senere tiders arkæologer – men ideen om at de måske stadig er lige i nærheden, men bare ikke kan ses af mig, får mig til ikke at give op. Når den aktive eftersøgningsindsats er ebbet ud, stiller jeg mig i en slags venteposition. Giver slip indtil det forsvundne måske dukker op igen lige pludselig, og det gør det faktisk ofte.

Måske skyldes min tyrkertro at jeg godt ved at jeg af og til kan være ufattelig distræt og fuldstændig fraværende i forhold til den ydre verden. Da jeg ledte efter bilnøglen i første omgang, for eksempel, har jeg sikkert overhovedet ikke kunnet huske at jeg havde haft regnsættet på. Jeg er ikke noget rodehoved når det kommer til den ydre verden, tværtimod putter jeg meget energi i at have orden omkring mig. Men indvendigt står det ret meget anderledes til, og her er altid et formidabelt, lige lovlig livligt væld af tanker og fornemmelser der står i kø for at blive ordnet og sat på plads.

På en måde har jeg måske en forestilling om at det er med bortkomne ting i den ydre verden, som med det tabte eller bortkomne i den indre: Det meste kan findes igen, enten ved at lede med vilje eller vente og se hvad der dukker op i ubevogtede øjeblikke, alt efter hvad det synes at være tiden til.