Tag: Livsforståelse

Vores dybeste frygt II

Herunder ser du to bøger som det har haft afgørende betydning for mig at læse. Det har været svært og taget lang tid for mig at læse dem, alt går som nævnt i forrige indlæg lidt langsomt i mit hoved for tiden. Derfor vil jeg heller ikke give mig af med at skrive om bøgernes indhold, men blot sige at hvis fagligt mindreværd (impostor-komplekset) og personlig selvudslettelse (ekkoisme) overhovedet siger dig noget, så har du hermed fået et tip til hvor du kan finde læsestof du måske kan have glæde af at fordybe dig i.

Vores indre landskab er som en klode vi kan flyve henover og kigge ned på gennem forskellige kikkerter og fra forskellige vinkler. Det er min opfattelse at landskabet forandrer sig her og der over tid som følge af bevægelser i kloden selv eller udefrakommende påvirkinger, men grundlæggende forbliver kloden den samme. Vores syn på landskabet og vores forståelse og oplevelse af det kan derimod forandres væsentligt over tid i takt med at vi bevæger os henover de samme steder igen og igen – hvis vi er åbne for det og i stand til at lære og at udvikle os.

Impostor-komplekset og ekkoisme ser jeg for mig ligger på samme sted i mit indre landskab, impostor-komplekset øverst og tydeligst, ekkoismen nedenunder. Jeg har bevæget mig henover det sted nærmest i konstant rutefart hele livet igennem. Jeg har lært stedet bedre at kende, og jeg har udviklet min evne til at håndtere de udfordringer der kan være på stedet, omend det er gået meget langsomt og jeg har haft virkelig mange tilbagefald. Nu har jeg læst de to bøger, Impostor-komplekset | Slip dit faglige mindreværd af Ann C. Schødt og Rebekka J. Knudsen samt Narcissisme | Det dårlige – og overraskende gode – ved at føle sig helt speciel af Craig Malkin, og det har været som med ét at få en kraftigere kikkert og kigge fra den mest gunstige vinkel med en kompetent, forståelig vejledning til det jeg ser, i hånden.

For næsten 16 år siden – den 8. juni 2008, blot et par måneder efter at jeg var begyndt at skrive på Jannes sted – postede jeg et indlæg med titlen Vores dybeste frygt. I dag skriver jeg et indlæg med den samme titel, og jeg slutter med at gentage et citat fra det første indlæg af Marianne Williamson. Citatet er dukket op igen og igen som en ledetråd for mig gennem mange år, og jeg synes det passer rigtig fint til de livtag i hvert fald jeg har taget med impostor-komplekset og ekkoisme.

“Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness that most frightens us. We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small does not serve the world. There is nothing enlightened about shrinking so that other people won’t feel insecure around you. We are all meant to shine, as children do. We were born to make manifest the glory of God that is within us. It’s not just in some of us; it’s in everyone. And as we let our own light shine, we unconsciously give other people permission to do the same. As we are liberated from our own fear, our presence automatically liberates others.”

Marianne Williamson: “A Return To Love: Reflections on the Principles of A Course in Miracles”.


*
(En rigtig god ven har engang foræret mig en dansk oversættelse af Marianne Williamsons bog som jeg har stående i reolen, men jeg har det generelt virkelig svært med oversættelser, og der er ikke mindre end to steder i citatet jeg ville have oversat anderledes .. derfor.

Jeg tror også man ville vinde noget ved at læse Craig Malkins bog på originalsproget; jeg ved dog ikke om det er min hjernetåge der spiller mig et puds. Men nu har jeg sagt det).

Sam-talen

Nogle gange når jeg går gennem en svær periode, “taler” jeg med mennesker med stor indsigt som jeg forestiller mig ville ville mig det godt og ville kunne se mig hvis vi mødtes. Jeg nævnte forleden at jeg har været omkring Alice Miller igen, og en anden dag Craig Malkin (som jeg slet ikke er færdig med at “tale” med, men jeg venter på hans bog). I dag og noget tid frem “besøger” jeg Ilse Sand. Heldigvis har jeg nogle af hendes bøger stående i reolen. Og heldigvis kan jeg bestille resten af dem jeg har brug for, på biblioteket.

Jeg ser frem til samtalen. Jeg tror den vil gøre mig godt. Jeg er slidt op af at tilpasse mig en ekstrovert, ikke-selvransagende og egocentreret verden, og jeg må vende rundt og tage ansvar for mig selv som den jeg er. Jeg har været lige ved at tabe mig selv helt, og der venter et stort og hårdt arbejde med at genvinde det tabte.

Jeg har heldigvis fået hjælp og støtte til at begive mig ud på dette eventyr, af en virkelig person som har mødt mig ansigt til ansigt, gennem rigtig samtale og i direkte kontakt, og som ikke har været bange for eller er veget tilbage i mødet med det sorte mørke og tomheden i mig. Det har været og er fuldstændigt afgørende. Jeg var lige ved at tro at jeg ikke eksisterede længere, og det er kun mødet med dette andet menneske der har kunnet se og spejle mig, som har trukket mig op fra dybet. Det var i sidste øjeblik, og jeg vil være evigt taknemmelig for vores møde.

Alt er ikke godt endnu, langt fra. Men i skrivende stund er jeg nær overfladen og kan få hovedet op og trække lidt luft ind så jeg kan flyde igen. Det kan gå over på et splitsekund, luften kan blive slået ud af mig så let som ingenting i mødet med energier som jeg er sårbar overfor, og så synker jeg igen. Men lige nu, i dette øjeblik, ånder jeg.

Ferie my way

Her ser du min svømmemakkers sommerstrand, hvor vi i går svømmede en lang tur i hinandens uforstyrrende, men trygge selskab. Det gav plads til fordybelse, og jeg føler mig uendeligt privilegeret. Tak, Svømmemakker ;-).

Jeg tænkte at med et rejsepas skulle jeg nyde at se dele af landet som jeg ikke kender, fra en fredfyldt vinduesplads i diverse tog, og besøge nogle af de kulturetablissementer jeg oplever at være vedvarende nysgerrig på. Men hvad sker der? Der sker det at jeg bruger ferien på at svømme og spadsere og skrive og snakke med dem jeg holder af. Det er sådan set det, og jeg føler ikke jeg spilder et sekund. Og heller ikke en øre, for den sags skyld, for jeg har for længst rejst for mere end hvad rejsepasset har kostet, selvom jeg har holdt mig tæt på hjemme på flere måder. At kunne tage bussen til familiebrunch en træt søndag morgen uden at det koster en krone, er faktisk også et privilegie.

Så alt er godt, selvom det ikke er som det var tænkt. Det får mig til at tænke over noget andet, nemlig hvad det egentlig er for nogle aktiviteter der trækker i mig som en magnet når det lykkes for en kort stund at frigøre mig fra min hverdag der mest af alt er kendetegnet ved fremmedgjorthed. Foreløbig er jeg kommet frem til at de har i hvert fald èn fællesnævner: Fordybelse. Jeg længes desperat efter fordybelse.

Vandrelyst med overbygning

Jeg har læst den.
Jeg kan lide den.
Jeg har købt den.
Jeg kan bruge den.

Måske skulle den have heddet Vandre-, leve-, lære- og lyttelyst. Men det ville nok have set dumt ud. Ikke desto mindre handler bogen om meget andet end det at vandre i fysisk forstand. Den er spækket med fakta, nyttige oplysninger og konkrete anvisninger, men der løber også en strøm gennem hele bogen af lyst og evne til at forbinde sig med andre, være åben og bruge enhver lejlighed til at blive klogere på et eller andet, som jeg virkelig godt kan lide og bliver meget inspireret af. Jeg ville gerne have været vandrekammerat med de to, det ville have ligget lige til både højre- og venstrebenet for mig.